AndreasPeterBernstorff_1899

47 tage sit Sæde i Konseillet. Dog skulde „hans Indsigter og Er­ faring fremdeles nytte Finanserne“ , hvorfor han skulde hlive i Finanskollegium og Overskattedirektion, og først nogle Dage senere, da Gregers Juel blev udnævnt til første Deputeret i Rentekammer, Bjærgværksdirektorium og Kommercekollegium, fratraadte Bern- storff disse Stillinger. Finanskollegiet maatte han opgive, da han et halvt Aar senere overtog Direktørpladsen i tyske Kancelli; i Overskattedirektionen blev han indtil sin Afskedigelse 1780 . 1 Den 30 . April saa Bernstorff første Gang Corps diplomatique hos sig, og den følgende Dag udgik hans første Depecher og In­ strukser til de danske Gesandter i Udlandet. De fremmede Ministres udførlige Omtale af hans Karakter og Forhold i Tilslutning til, hvad de havde skrevet om ham ved hans Tilbagekomst i December, og hans egne Udtalelser fra den første Tid giver et klart Billede af hans Personlighed og af den Politik, han agtede at følge.2 Fra alle Sider mødtes han af ubetinget Anerkendelse for Talent og Retskaffenhed. Juliane Marie, der havde forhandlet med Frederik II om Ministerskiftet og udførligt motiveret Bern- storffs Valg, havde stærkt fremhævet dette, men tillige udtalt, at Navnet Bernstorff og Andreas Peters Udvikling under Onkelens Auspicier i og for sig var en stor Anbefaling. De fremmede Ge­ sandter og Regeringer anerkendte det samme, og Bernstorff selv var dybt bevæget ved nu at staa som Onkelens Arvtager/1 Han modtoges med almindelige Forventninger om, at han vilde faa betydelig Indflydelse paa Regeringens almindelige Politik. Men paa den anden Side var Gesandternes Opfattelse ikke ubetinget sympatetisk. Den franske Gesandt, Biosset, havde i December stærkt fremhævet Bernstorffs store Evner og udmærket hæderlige Karakter, men tillige sagt, at man med Rette bebrejdede ham en overordentlig Selvgodhed, en uovervindelig Stivsindethed, en glødende Fantasi, der let kunde lede vild, og endelig en utaal- modig Heftighed, der ofte lod ham forfejle den rette Middelvej og hindrede ham i at behandle Sagerne med Bøjelighed og Be­ hændighed. Woodford, den engelske Gesandt, skrev nu i Maj, at Bern-