AndreasPeterBernstorff_1899

41 indviede. Inden for Bankdirektionen rejste der sig Modstand mod Forslaget, thi, selv om dette tog sig ret fordelagtigt ud for de mindre indviede Aktionærer, idet Renteindtægten af de Obliga­ tioner, man fik for Aktierne, syntes noget større end det Udbytte, man havde haft af disse, gav det dog til syvende og sidst ikke Aktionærerne fuldt Vederlag, da den Beregning af Bankens Status, man fulgte, ikke satte Aarsindtægterne højt nok. Prin­ cipielle Betænkeligheder ved at overlade Staten Banken har sikkert ogsaa gjort sig gældende; Reinhard Iselin, Johan Henrik Des- merciéres, von Herck og Joost von Hemert, Københavns første Handelsmatadorer, gjorde stærk Modstand, og kun ved den for ham meget usædvanlige Energi, hvormed Thott, der var første Direktør, greb ind, lykkedes det at faa Bankdirektionen med. Sidst i Januar var de foreløbige Underhaandsforhandlinger saa vidt fremadskredne, at Sagen kunde gaa gennem Overskatte­ direktionen til den ekstraordinære Finanskommission, hvor man den 3 . Februar oplæste og bifaldt Overskattedirektionens Plan „Bankens Forandring angaaende“ . Den 8. Februar refererede A. P. Bernstorff paa Overskattedirektionens Vegne Sagen i Kon- seillet og fik Kongens Underskrift paa en Forestilling, som han havde forfattet. Mellem Sagens Akter, der nu er højst ufuld­ stændige, findes denne Forestilling ikke; derimod kendte M. L. Nathanson i 1844 en lignende udførlig Forestilling af 11 . Februar med Kongens endelige Resolution af 15 . Februar. Indholdet af de to Forestillinger maa være ens; den, vi kender fra Nathan­ son, er i ethvert Fald udarbejdet af Bernstorff og Schimmelmann, og skønner jeg ret, har Bernstorff affattet den. Forholdet er vel det, at man den 8. Februar har gjort de foreløbige Skridt, den 14 .— 15 . de endelige; i Mellemtiden var der Forhandling om Sagen i den ekstraordinære Finanskommission. Planen var dog hermed ingenlunde gennemført, og før den blev forelagt Aktionærerne til Vedtagelse, kom der en Standsning, der kun fjernedes ved Bernstorffs Virksomhed. Schimmelmann blev nemlig bange for den Storm, der havde rejst sig, da Sagen blev kendt i videre Kredse. Ængstelsen for, at Regeringen trods Tilsagnet om, at Banken skulde beholde sin egen Bestyrelse og