AndreasPeterBernstorff_1899

19 været helt ked af at faa en Lejlighed til at hævne sig paa Gustav III for hans formentlige Planer fra Efteraaret. Der er en ret krigersk Klang i Schack Rathlous stærke Fremhævelse, af hvad ikke blot Landets Sikkerhed, men ogsaa dets Gloire kræver; Udtalelser af A. P. Bernstorff fra December og af Schimmel- mann til den engelske Gesandt i Februar tyder paa, at der har været en vis Stemning for ved et kraftigt Angreb paa Sverige at standse de foruroligende Rustninger derovre og tillige skaffe sig et Vederlag, der kunde dække Omkostningerne og støtte Re­ geringens hele Position.1 Der kan nok have været Grund for Osten til at holde igen; men derved kom han paa tværs af For­ holdet til Rusland. Han synes at have set kritisk paa dette, og skønt han paa alle Punkter fulgte deij gamle bernstorffske Politik med Mageskiftet som Centrum og holdt sig nøje til Rusland, saa han klart, at Rusland vilde tjene godt paa Handelen. Han var øm over Danmarks Selvstændighed, og nu, da Rusland, engageret over for Tyrkerne, meget ønskede ved danske Rustninger at sikres mod Gustav III, frygtede han, at Lønnen for slige, store Ofre skulde udeblive, Mageskiftet kunde ogsaa købes for dyrt. Selvfølgelig var denne Modstand Rusland højst uvelkommen, og medens det er tvivlsomt, om den russiske Regering har gjort direkte Skridt imod Osten, saa ansaa den ham i alt Fald for højst upaalidelig, omtalte ham som fransk- og svenskvenlig, og over for Schack Rathlou lagde den russiske Gesandt Simolin ikke Skjul paa disse Følelser.2 I København var Stemningen under Schack Rathlous Auspicier stærkt russisksindet; for enhver Pris vilde man have Mageskiftet udført. Hoffets Opfattelse af Osten blev derfor den, som Juliane Marie kort efter gav Udtryk i et Brev til Frederik II, „at han af Svaghed eller af andre Grunde ikke havde kunnet beslutte sig til fuldt at tiltræde Kongens System, men ofte foreslog eller fra- raadede Forholdsregler eller Skridt i en ganske anden Aand“ .3 Derfor greb man den første Anledning, der frembød sig, og lod ham gaa af. Overensstemmende med sin hele Politik havde Frederik II den 18. Februar givet sin Gesandt i København, Grev Arnim,