AndreasPeterBernstorff_1899

11 og Guldberg dristede sig til at lade Struensee dømme og hen­ rette for ganske det samme, som de selv var i Færd med at gøre.1 Straks efter den 17. Januar finder man saaledes det guld- bergske System planlagt; naar det ingenlunde straks træder klart og utvetydigt ud i Livet, laa det simpelt hen i, at hverken Juliane Marie, Arveprinsen eller Guldberg var i Stand til at overtage den virkelige Styrelse. Kritiske og usikre Forhold indad- og udadtil skabte en Række Opgaver, som Hoffet ikke kunde tænke paa alene at løse. Dette er fyldestgørende Forklaring til, at man i de første Aar efter 1773 i høj Grad maa rette sig efter de Ministre, hvis Hjælp man ikke kan undvære. Men overalt, hvor det er muligt, gør Hoffet sin Magt gældende; langsomt driver det Kilen ind. Jo større Erfaring og Kundskab man Iror at have vundet, jo større Orden og Sikkerhed der vindes indad- og ud­ adtil, desto mere selvraadig bliver man, desto stærkere søger man at bortsprænge al anden Myndighed. Hoffet havde taget Magten, det alene bestemte, i hvor høj Grad det vilde udøve den selv eller gennem hvilke Tillidsmænd. Til Forstaaelse af de senere Magtforhold maa man imidlertid følge, hvorledes to af de vigtigste Statsministres Stilling ud­ vikledes i Løbet af det første Aarstid efter den 17. Januar. Vi maa se Ostens Indflydelse forsvinde, Schack Rathlous stige. Osten spillede i Foraaret 1772 en betydelig Rolle. J. H. E. Bernstorffs Død gjorde ham sikrere i Sadlen og tillod ham at skille sig fra Rantzau-Ascheberg. Kun Frygten for Bernstorff havde forenet dem, og Osten havde fra først af modsat sig ethvert For­ søg fra Rantzaus Side paa at øve Indflydelse paa Udenrigspoli- tiken og særlig paa Forholdet til Rusland. Af Hensyn hertil havde han været med til at træffe den Ordning, at kun Thott og Schack Rathlou skulde deltage i de Statsraadsmøder, hvor For­ hold til Udlandet behandledes. Da Rantzau-Ascheberg i Juli fjernedes, var Osten lige saa vel som Schack Rathlou ivrig herfor.2 Alligevel var hans Stilling ingenlunde sikker. Den preussiske Gesandt Arnim havde ganske Ret, da han kort efter Rantzaus Fald skrev til Frederik II, at Ostens Skæbne var tvivlsom; endnu