AndreasPeterBernstorff_1899

237 Almenhedens Vel, en Tillid der attraas af alle, hvis Sjæl hæver sig over det almindelige. Naar jeg bliver saa lykkelig at se Deres Excellence, skal jeg fortælle Dem Tusinde ejendommelige Omstændigheder, som jeg nu ikke tør betro Pennen. Jeg havde ofte Grund til at være nedslaaet; men jeg takker Gud for, at mit Mod og mit Humør holder sig udmærket oppe. Det er de andres Forlegenhed, der undertiden forvirrer mig. Deres Excel­ lence vil huske det Skud, der hos Virgil saarede Æneas, og som ingen vovede at tilstaa at have udsendt. . . . Jeg lader i øvrigt Tæppet gaa ned for alt, hvad der gaar for sig. Jeg gør alt, hvad jeg formaar for at være en upartisk Iagttager, og det er min Pligt at berolige i Stedet for at ophidse.“ Hvad der maatte betage Bernstorff stærkt, var ikke, at hans Hjem aldrig tømtes for Slægt og Venner, fra hvem der lød Ud­ brud af Sorg og Deltagelse, af Harme og Bitterhed. Det var heller ikke de smigrende Ord fra højtstaaende nær og fjern, Hun­ dreder af Kondolationsbreve fra alle Europas Egne, fra Mænd i dansk og fremmed Tjeneste.1 Heller ikke. det mærkelige, som Bernstorff hentyder til ved Ordene om Æneas, at alle stræbte at fralægge sig Andel i hvad der var sket. Under de svirrende Rygter om fremmede Magters Intrigespil var de fremmede Diplo­ mater ivrige for at fralægge sig alt Ansvar og forlegne, naar man ikke troede dem. Hofmarskal Schack skrev og forsikrede 0111 sin Uskyldighed,2 medens andre Hoffolk, som Johan Biilow, af Beundring for Bernstorff udsatte sig for Bebrejdelser ved at af­ lægge Kondolationsvisit.'5 Nej, det rørende og betagende for Bernstorff var pludselig at se sig som den, hvem hele Hovedstaden, ja hele Folket be­ undrede og elskede, at faa haandgribelige Beviser paa, at man ansaa ham for Statens sikreste Støtte, ved hvis Fjernelse alt ud­ sattes for Fare og Fald. Det er næsten tragisk at se, hvorledes Guldberg, den grunddanske, borgerlige Mand, der havde higet efter at skaffe sig og „Herskaberne“ Folkegunst, er Genstand for den dybeste Mistillid i det Øjeblik, da han fjerner den eneste tyske Minister, den højfornemme Adelsherre, der havde levet i fjern Tilbageholdenhed i sine Palæer og Kontorer, aldrig havde