AndreasPeterBernstorff_1899

228 Retning til Fordel for England, som man i Pagt med Panin og Frederik II netop havde villet hindre. Men hvorledes kunde man angribe Bernstorffs Handlemaade? Man var her vanskelig stillet. Bernstorff havde holdt Konseillet og Hoffet nøje å jour med de Underhandlinger, der førte til Kon­ ventionens Afslutning, og Arveprinsen maatte indrømme, at han havde fundet hele Sagen heldig og retfærdig og „de conviction“ givet sin Tilslutning. Alligevel mente man at være lokket paa Glatis. „Frygtede jeg ikke nok,“ udbrød Arveprinsen, „at Rus­ land skulde beskylde os for Dobbelthed, og at vi risikerede at miste vor Forbundsfælles Tillid! Den overraskende Lethed, hvor­ med England gik ind paa Ordningen af disse Punkter, har vakt min Mistanke om, at det kun var Hensigten dermed at sætte Splid mellem Forbundsfællerne.“ 1 Hoffets Mening var utvivlsomt, at Bernstorff ikke havde fremstillet Sagen helt loyalt eller under alle Omstændigheder ikke havde ladet Konseillet og Hoffet forstaa Konventionens Række­ vidde og Forhold til Neutralitetsforbundet. Han skulde med andre Ord af Partiskhed for England behændig have brugt Kon­ ventionen til at dreje Hoffets Politik. Vi kan ad Omveje skimte netop denne Tankegang. Over for la Houze og Luchesi forklarede Eickstedt ved sinMellemmand Sagen just saaledes. Bernstorff havde vel refereret alt Konventionen vedrørende i Konseillet, men dog fremstillet det hele saa behændig, at det ikke var blevet hans Kolleger klart, at det var et Skaktræk til Fordel for Eng­ land. Over for Sacken fremkom Arveprinsen, efter hvad Sacken meddelte Bismarck,2 med lignende Udtalelser; det hele var Bern­ storffs Skyld, hævdede man; han havde ikke ladet Konseillet for­ staa, at Konventionen indeholdt Indrømmelser til England, der kunde komme paa tværs af Danmarks andre Forpligtelser. Dette kunde man imidlertid ikke aabent indrømme, dels for ikke at konstatere en uhørt politisk Dumhed ved at tilstaa, at et helt Konseil havde ladet sig narre, dels fordi man ikke vovede at slynge en Mand som Bernstorff en saadan Sigtelse i Ansigtet. Vi ser da ogsaa ikke blot Arveprinsen, men ogsaa Juliane Marie i sine Breve til Frederik II og Guldberg i sine til Schumacher