AndreasPeterBernstorff_1899

paa en daglig Kamp med tusinde fremmede Indflydelser. Kun med anerkendt Myndighed som ledende Førsteminister, det vil under Kongens Afsindighed sige som virkelig Regent, kunde han kaldes tilbage. Men heraf fulgte nødvendigvis, at Hoffets Ind­ flydelse kom til at vige for hans, selv om Enkedronningens og Arveprinsens Stilling naturligvis altid vilde blive ganske ander­ ledes betydelig og hæderlig end før. Denne Fremtidsudsigt lok­ kede ikke; man tog Standpunkt imod den, og der gik intet Bud efter Bernstorff. Hvilke Overvejelser der har fundet Sted, vides ikke nøje; men Antydninger i samtidige Breve og hele Forholdenes Natur giver sikre Slutninger. Hoffet har ikke villet give Afkald paa Frugterne af sit Værk. Juliane Marie kan muligvis have næret en vis Uvilje mod den Mand, der under hele hendes Ægteskab havde behersket hendes Husbond, medens hun selv havde været uden Indflydelse, og afgjort Uvilje nærede hun mod de to andre af Frederik V ’s Ministre, Adam Gottloh Moltke og Ditlev Reventlow, som hun med Rette maatte formode at Bernstorff vilde kræve tilbagekaldt med sig. Alle tre var de Hovedrepræsentanter fol­ det højadelige Stormandsvælde fra Frederik V’s Tid; Juliane Marie frygtede dem som de gamle Magthavere, Guldherg frygtede dem som højadelige og som tyske. Endelig er det rimeligt, at den ubeherskede Hævnfølelse, som Hoffet viste i Forholdet til Struensee og Brandt, ogsaa har spillet en Rolle: man kendte Bernstorffs Mildhed og ømfindtlige Retfærdighedssans, og man har ønsket ikke at standses i sin Hævn.1 Beslutningen om ikke at kalde Bernstorff tilbage betyder, at Juliane Maries Plan om at beholde Magtens Traade i sin Haand blev taget straks. Men har den maaske i første Øjeblik været usikker og prøvende, saa er den hleven udviklet og støttet ved de Raadgivere, hun valgte sig. Valget skabte baade den Mangel paa Enhed, der bedst levnede Plads for egen Indflydelse, og en stærk Støtte mod Tanken om Bernstorffs Tilbagekaldelse. Den første udenfor de Sammensvornes Kreds, som Juliane Marie henvendte sig til, var Struensees Udenrigsminister Grev Adolf Sigfried Osten. 2 Midt om Natten, før man skred til