AndreasPeterBernstorff_1899

142 mand i alt hvad der vedrører Hertugdømmerne, og hans Navn derved uadskilleligt knyttet til deres Historie i denne Tid.1 Det Billede, Eftertiden har dannet sig af Overkammerherren paa Emkendorff og Altenhof, beror udelukkende paa den haarde Dom, man har fældet over hans Virksomhed som Christian VII’s Opdrager; selv en maadeholden, mildt dømmende moderne Forsker stempler ham som „en brutal og bornert Mand uden nogen særlig Fagdygtighed“ og anerkender kun ret formelt en vis Ordenssans, Hæderlighed og strenge Sæder." Denne Dom vil visselig ikke kunne opretholdes; utrykte Breve og Optegnelser fra bernstorffske og reventlowske Familiearkiver kaster et andet Lys over Christian YII’s Opdrager end dem, der først er tændt af Charlotte Dorothea Biehl, U. A. Holstein, Suhm og andre slige. Man bliver nødt til at nuancere Opfattelsen stærkt. Til en Redegørelse herfor vil der dog være bedre Plads i en Monografi, hvortil der allerede foreligger et betydeligt Materiale. Her bør det kun fremhæves, at hvorom alting er, saa vejer Ditlev Reventlows Virksomhed i Hertugdømmerne fra 1773 til hans Død i November 1783 svært til hans Fordel. Ditlev Reventlow er Typen paa den loyale Holstener, der i kritiske Tider længe blev et stærkt Baand mellem Hertugdøm­ merne og Kongeriget. Nationalt og statsretlig stod han som Bernstorff, Statsenheden og Dynastiet var Centrum for hans Følel­ ser. Han vendte sig i lige Grad mod holstensk Danskerhad som mod Guldbergs Ultradanisme. . Carl Moltke og Ditlev Reventlow vilde have forstaaet hinanden. Andre holstenske Herrer saa Tingene paa samme Vis, men faa var ansete som han, rige ikke blot paa Ahner og Gods, men ogsaa paa Erfaring og Kundskab til danske og holstenske Forhold; ingen kunde med slig Autoritet træde i Skranken for Helstat og Dynasti. Derfor ønskede Bernstorff at drage ham frem hvor han kunde, og vilde ikke nøjes med at høre hans Raad i Breve. Helt glat gik det dog ikke med at knytte ham til fast Virksomhed for Staten udover Kommissioner og Udvalg. D. Reventlow var bleven bitter og fjendsk mod mange i København; han følte sig sveget og svigtet, og ikke uden Grund. Hoffet vilde ikke yde