AndreasPeterBernstorff_1899

107 saa sent som muligt, førte de obligatoriske Samtaler med de frem­ mede Diplomater, satte sig saa til Spillebordet for hurtigst muligt at bryde op, naar Partiet var endt, ofte før Souperen, naar denne kom sent.1 Som han undgik alle Fester, var de ugenlige Sommer­ ture til Hoffet ham en Rædsel. Rygter om Intriger og ny Kabi­ netsluner mødte ham altid derude; hans kostbare Tid fandt i Juliane Maries eller Arveprinsens Selskab ikke en Anvendelse, der tilfredsstillede ham. Uden for Konseilsmøderne kedede han sig ubarmhjertigt. Han skrev en Gang til Schack Rathlou, at uden ham var Fredensborg ham et Øde." Sligt skabte ikke Til­ nærmelse. Sommerlivet paa Bernstorff var hans største Glæde, skønt han ogsaa der var stærkt bunden til Arbejdsbordet, og det kostede hans Familie Møje at løsrive ham for en enkelt Dag til Køreture eller hyggeligt Samvær. Jagten, som før havde været ham en Hovedadspredelse, fik ban aldrig Tid til; Haven, hvis Frugter og Blomster havde været hans daglige Syssel, maatte han næsten helt overlade til andre. „Sandelig, jeg maa give Afkald paa mine bedste Glæder og Ønsker,“ udbrød han vemodig ved Tanken om sit bundne L iv.:i Saaledes gled hans Liv ud ad til ret ens­ formigt hen; Brevveksling med enkelte Venner, særlig den uaf­ brudte med Ditlev Reventlow fastholdt han dog trods al Travl­ heden. Læsning kunde han ikke opgive, skønt han havde vanske­ ligt ved at følge al den ny Litteratur. Forholdene i hans Hjem var saare harmoniske og lykkelige. Mellem ham og hans Hustru var der det inderligste og fortroligste Forhold, Breve viser, hvor frisk deres Ungdomskærlighed holdt sig. kunde hun endnu forelsket citere.4 Børneflokken øgedes fra fem til otte; kun et Barn gik bort i Toaarsalderen. Saaledes gav Hjemlivet, kun Lykke; alle Skygger kom fra den offenlige Virk­ somhed, og selv de stadig hyppigere Gigtanfald, der gennem Uger kunde binde Bernstorff til Seng eller Stue, ændrede ikke den lyse Farve over alt, hvad der hører hans Privatliv til. Trods den rolige Tilværelse levedes der dog mangfoldigt og „En quelque obscurité que le sort t'eût fait naître, mon coeur en te trouvant eût reconnu son maître“ ,