AndreasPeterBernstorff_1899

99 partementer, hørte det sikkert til de største Sjældenheder, at man rettede sig efter ham. Til Gengæld havde han fuld Myndighed inden for sine to Departementer lige til 1780 , og bortset fra et Angreb paa hans Udenrigspolitik, som han tilbageslog i Efteraaret 1775 , lod man ham her i Fred. 1 Overhovedet kunde han, hvor køligt hans Forhold til Hoffet end var, ikke beklage sig over den Behand­ ling, der blev ham personlig til Del; han anerkendte det bered­ villig. I 1774 udtaler han det bestemt; kort efter det nævnte Sammenstød i Efteraaret 1775 og Indfødsretslovens Fremkomst skrev han til D. Reventlow: „Jeg vilde være uretfærdig, om jeg i dette Øjeblik beklagede mig over den Maade, hvorpaa man behandler mig. Der sker mange Ting, som strider mod min Tænkemaade og mod mine Synspunkter; men naar det ikke angaar Hovedpunkter, og jeg ser, at de andre ogsaa handler i god Tro, saa indskrænker jeg mig til at udtale min Mening og dadler ikke dem, der har modsatte Anskuelser, og jeg vilde for­ dømme mig selv, om jeg henførte slige Begivenheder til person­ lige Sorger eller Klager. . . Man forstyrrer meget sjælden Sa­ gernes Gang i mine Departementer, og naar det sker, er det endnu sjældnere, at man ikke til sidst tager noget Hensyn til mine Forestillinger.“ 2 Omtrent saaledes vedblev Stillingen at være; endnu i For- aaret 1779 sagde han, at hans Departementer var de eneste, hvor Kabinetsordrer ikke kom imod hans Vilje. -i Rimelige Æres­ bevisninger var ogsaa tilfaldet ham, og Hoffet behandlede ham meget forekommende. I Efteraaret 1774 fik han foruden Ge- hejmekonferensraadstitelen en kostbar Ring med en smigrende egenhændig Skrivelse fra Kongen.4 I Februar 1776 fik han det blaa Baand, ligeledes med stærke Forsikringer om Godhed og Tillid fra hele den kongelige Familie.5 Bernstorff tog sligt med skyldig Tak og Ærbødighed, men det gjorde lidet Indtryk paa ham; han rakte aldrig en Finger ud derefter. „Jeg har en med­ født Ligegyldighed for slige ydre Tegn,“ sagde han en Gang. Han betragtede dem „som en naturlig Følge af Tid og Tjenester, som man skal agte, men ikke kræve og kun tænke paa, naar det 7*