AndreasPeterBernstorff_1899

88 Gang at sætte sin Vilje igennem og tilfredsstille de personlige Ønsker hos dem, han vilde tage Hensyn til. Saaledes bærer Schimmelmann Hovedære som Hovedansvar for Danmarks Finanspolitik i hele Perioden 1772 — 1780 . Den Minister, der stod ham nærmest, og vel den eneste, der kunde øve virkelig Indflydelse paa ham i rent principielle Sager, var Bernstorff. Vi har i 1773 set Bernstorff sætte Pres paa Schimmelmann og føre Banksagen igennem trods hans Vaklen.1 Siden raadspurgte Schimmelmann i Reglen Bernstorff om alt, før han fæstnede sine Planer. Guldberg havde ingen Forstand paa de større Principspørgsmaal. Eickstedt var som Regel nøje for­ bunden med Schimmelmann, men øvede kun Indflydelse, hvor det drejede sig om de militære Budgetter; noget videre rakte Schack Rathlous Indsigt og Raad, men skønt han i det hele stod sig godt med Schimmelmann, havde denne ikke fuld Tillid til ham og var stadig paa sin Post imod ham. Var der nogen, der skulde kunne standse eller dreje Schimmelmann, var det Bernstorff; at han med ubetinget Beundring gav Schimmelmann sin Tilslutning, lægger derfor en god Del af Ansvaret over paa ham. Saaledes bestod der mellem Bernstorff og Schimmelmann en saare nøje Forbindelse, der vedvarede uden Rystelser. Som Bern- storffs Tillid til Schimmelmanns Geni var urokkelig, var dennes Venskab det for ham. Alligevel var Beundringen fra Bernstorffs Side isprængt med stor Kritik. Schimmelmann var i mange Henseender slet ikke af Bernstorffs Folk. Forskel i Karakter og Livsanskuelse satte be­ stemt Grænse for Fortroligheden; hvad man kalder intimt Venskab, kom det ikke til mellem dem. Bernstorffs religiøse Ansvarsfølelse og fine Takt stødtes idelig tilbage af modsatte Egenskaber hos Schimmelmann. Jævnlig klager han over, at Schimmelmann er blottet for alt Begreb om Takt og Delikatesse, og savner idelig en religiøs Baggrund og en finere nuanceret Ansvarsfølelse.' Dette maa dog forstaas rigtig. Bernstorff værger udtrykkelig Schimmel- mann mod den i Samtid og Eftertid gængse Beskyldning for util­ børlig Omgang med Statens Midler eller lignende utilstedelig Egennytte, og efter de Forudsætninger, han havde for at kende