AndreasPeterBernstorff_1899

86 som over for Folk, han ikke kunde lide. Vistnok ikke uden Aar- sag havde han Ord for at være utilbørlig adelsstolt. Saaledes blev han i den økonomiske Politik ikke den Kraft, hans Venner havde haabet, og snarere end han kunde støtte dem, maatte de støtte ham. Heller ikke i Forholdet til Hoffet svarede Juel til Bernstorffs Forventninger. Ganske vist var de principielt enige om af al Magt at sætte sig imod Kabinetsregimentet, og Juel opnaaede i Reglen at holde Kabinetsordrerne ude fra sit Departement. At han ikke var persona grata ved Hoffet, tog han sig i Reglen let. Men ogsaa heri kom det til Frafald. Juel var ikke lidt forfængelig og under Paavirkning af sin Hustru langt mere interesseret for ydre Ærestegn, end Bernstorff holdt af. Dette bragte ham i 1775 til i længere Tid at ax-bejde for en Gehejme- konferensraadstitel, og det saa ivrigt, at Bernstorff beklagede den Afhængighed af Hoffets Ønsker, han derved satte sig i. Langt om længe skaffede Schimmélmann ham Titelen.1 Fra Efteraaret 1775 gik Juel ud af Sagaen, angrebet af en voldsom Sygdom, der et Aar efter blev hans Død. Bernstorff tog sig dette meget nær; han fulgte med Uro Sygdommens Gang, og da det var paa det sidste, ængstedes han for den lidet religiøst anlagte Vens aandelige Regnskabsopgør. Da der løstes op for Juel, følte han, at han havde mistet en af de faa, der stod ham rigtig nær, og efter hans Mening var den danske Adels ypperste Mand gaaet bort.3 I 1772 havde H. G. Schimmelmannn, som vi har set, været Hovedmanden for Bernstorffs Tilbagekaldelse.1 Arbejdet med Banksagen, havde Schimmélmann sikkert haabet, skulde blive Indledning til videre Fællesvirksomhed paa finanspolitisk Omraade, og for saa vidt var det ham vel en Skuffelse, at Bernstorff gik over til Udenrigspolitiken, skønt han der ved det Held, der fulgte hans Neutralitetspolitik, blev Schimmelmanns hele Handels­ politik til største Nytte. Nu kom deres Virksomhed til at ligge paa hver sin Kant, men Samvirken udelukkedes dog ingenlunde. Bernstorff' sad i Overskattedirektionen, hvorfra Schimmelmanns Finansplaner ofte udgik; i Konseillet kunde Bernstorff støtte disse, medens han omvendt som Direktør i tyske Kancelli havde rig