AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

6 1

med større Frihed, end ældre Praksis tillod. En Mand havde efter sin Tilstaaelse dræbt sin 10-aarige Søn ved i Drabshensigt at kaste ham ind i en „Roergam“ (et Art Aflukke) mod en Birkestok. Da der ikke havde været Mulighed for at faa en Kirurg tilstede før mange Maaneder senere, forelaa her ingen Obduktion men kun So- renskriverens Besigtigelse. Her antoges det enstemmigt, at Døden var bevist at være Følgen af Faderens Handling. Hvad angaar Bedømmelsen af de Tiltaltes mentale Tilstand, maa det siges, at U tilreg n elig h ed kun i knapt Omfang anerkendtes som Straffrihedsgrund, og Ørsted havde paa dette Omraade ingen Ten­ dens til Reform. Den 1. August 1811 voteredes der saaledes i en Drabssag: en 43-aarig Kvinde havde med Knivstik dræbt sin Mand, en Fisker ved Nibe. Ørsted anfører saa mange Træk af hendes Opførsel, at Læseren ikke nærer Tvivl om hendes Sindssyge. Dette var ogsaa Ørsteds Opfattelse, og hans Forslag, at hun dømtes til sikker Forvaring ved Hensættelse til Arbejde i Viborg Tugthus, blev Dom. Men i sin Udvikling havde han bemærket, at han ikke troede, at hun havde været ude af Stand til at indse Handlingens Ulovlighed og dens Følger, og han mener i og for sig, at hendes lidenskabelige og spændte Sindsforfatning kunde overvindes ved religiøse Forestillinger. Imidlertid tilføjer han, at han ikke vover at gøre praktisk Brug af en saadan psykologisk Mening, hvor der er Spørgsmaal om, at et Menneske skal straffes paa Livet. Omstændighederne i en den 17. Marts 1812 paadømt norsk Sag mod Randi Erichsdatter Aasgaard angaaende Drab af hendes to smaa Børn var i Ørsteds Referat til Voteringsprotokollen følgende: „Omtrent en Time over Middag tog hun Pigen paa Armen og med Kærtegn lokkede Drengen med, forladende Huset. Hun tog tillige en Tømmerbile med sig, hvilken hun dog omhyggelig for Børnene skjulte. Hun gik derpaa med Børnene ned til en i kort Afstand fra Huset liggende Bakke og undervejs viste begge Børn alle Moder­ ømheds Kærtegn. Da hun kom paa et afsides Sted af Bakken saa­ ledes situeret, at hun var sikker for, Skræder Ovenbak ej skulde høre eller se hendes Foretagende, satte hun Pigen fra sig i saadan Afstand, at hun ej skulde erfare det, som skete med Drengen. Der­ paa lagde hun Drengebarnet næsegrus mod Jorden med Nakken opad, for at han ikke skulde mærke, hvad hun havde i Sinde. Hun gav ham da straks og umiddelbar efter hinanden med Eggen af

Made with