AndersSandøeØrsted
T I D E N T I L 1 8 3 5 223 heder overgaar den Opgave at tilvejebringe et rigtigt Forhold i selve Straffelovgivningen og det ligesaa meget i Vanskelighed som i Vigtighed — en ganske interessant Udtalelse der ogsaa viser, at det ikke er Lovreglerne som selvstændigt Aandsprodukt men deres Virksomhed i Livet, der interesserer ham. Feuerbach gengiver Juryens Idé saaledes: Den straffende Magt vilde undergrave Folkets Frihed, hvis den var overdraget til de af den øverste Magt beskikkede Dommere alene. Derfor maa Ud øvelsen knyttes til en af Magthaverens Vilje uafhængig Betin gelse, hvilket sker ved at overdrage Afgørelsen om Klagens fak tiske Sandhed til en af Magthaveren uafhængig Myndighed nem lig Folket, „der er ubestikkeligt, uafhængigt, upartisk og retfær digt“. Folket maa dog dømme gennem nogle dertil udvalgte Per soner. Den anklagede bør kunne forkaste et vist Antal foreslaaede edsvorne. Disses Kendelse skal afgives paa Grundlag af deres sunde Fornuft og Overbevisning og efter det dem mundtligt fore lagte. De kan ikke drages til Ansvar, ligesom Appel er udelukket. Kontrollen bestaar i Offentligheden. Feuerbach udmaler med stærke Farver den bayerske Inkvisi tions Mangler, men mener dog, at Juryinstitutionen ikke lader sig overføre til denne Stat. Juryen hører til Demokratiet. Lovtalerne derover begejstres i Virkeligheden over dens politiske ikke dens kriminalistiske Værd. Under en fastgrundet udelt Regeringsform er der ingen Fare, mod hvilken Juryen skal sikre. Her bør Doms magten være hos uafhængige Dommerkollegier. At indrette Dom stolene efter visse Stænder lader sig ikke gøre uden Uretfærdig hed. Om Juryen betragtet blot som kriminalistisk Indretning me ner han, at den er ufyldestgørende, da Juryen bliver partisk og mangler klar Forstaaelse, hvorved han fremhæver, at Skyld- spørgsmaalet ogsaa rummer et Retsspørgsmaal. Hertil sluttede Ørsted sig. Efter sit Syn paa Dommerens Virk somhed var han inderlig overbevist om „den almindelige ej der til dannede Menneskeforstands Udygtighed til at paakende en An- klagets Skyld eller Uskyld“. At man selv i det mest ubundne Monarki kan hos et saadant dømmende Kollegium finde et trygt Værn for den personlige Sikkerhed og Frihed, derom kan jeg fri- modigen paaberaabe mig de tvende Tribunaler, hvori jeg er stolt af at have haft Sæde, som Bevis. Med fuld Fortrøstning henven
1
Made with FlippingBook