AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 167 legemlige Organisation og de Indtryk, som gøres paa ham udefra. Dette er den Standpunkt, hvorfra Afhandlingen om Afsindighed og Tilregnelse gaar ud. Alle hans Indvendinger drejer sig om den Afhængighed, hvori Menneskets Vilje og Karakter skal staa af Hjernens Organisation og Udvikling, af dens forskellige Vitalitet, af dens Sygdomme samt af Temperament, Opdragelse og af de ud­ vortes Omstændigheders og Forholds Indvirkning.“ Det drejede sig om to forskellige Synsmaader, og i faa Ord kunde Forholdet maaske udtrykkes saaledes, at Howitz kun anlagde et tilbageskuende naturvidenskabeligt Syn paa Viljeslivet, medens Ørsted seende fremad tillige krævede Plads for en Vurdering af Viljen som en iboende Evne til at stræbe henimod et fuldkomment Samliv som alles Foreningspunkt. Ved Slutningen af sin første Replik gjorde Ørsted den karak­ teristiske Bemærkning, „at man ikke deraf, at Forbrydelsen ifølge lægekyndiges Dom er fremkaldt eller fremskyndet ved en eller anden sygelig Gemytstilstand, ligefrem kan slutte, at den er uden Tilregnelse. Mennesket huser i sit Inderste Sæden til megen ind­ vortes Forvirring, til mangfoldige Attraaer, der er ligesaa daar- lige og uforstandige, som de er stridende imod Ret og Pligt. Selv den, der søger at holde sit Sind i Orden, kan ikke afværge, at slige Attraaer stundom stige op af deres mørke Afgrund, men saasnart de viser sig, søger han at skyde dem tilbage; og skønt dette ofte kan koste ham haarde indvortes Kampe, vil han dog ikke ligge under, naar han altid er paa sin Post. Den som der­ imod ikke søger at vaage over sit eget Hjerte, kan let blive et Bytte for slige dæmoniske Indflydelser og kan komme til at ende med de rædsomste Forbrydelser foretagne af Bevæggrunde, som for en sund Natur synes særdeles urimelige og intetsigende. Det er ikke sjældent, at en Morder, Mordbrænder eller anden saadan grov Forbryder erklærer, at det var som en indvortes Stemme, der sagde ham, at han skulde begaa den Udaad, som han har udøvet. I de fleste Tilfælde er maaske og en saadan Forklaring ganske oprigtig. Men om man endog vilde indrømme, at denne indvortes Impuls virkelig i Beslutningens og Udførelsens Øjeblik var blevet saa mægtig, at den paagældende ej kunde modstaa, saa var det dermed dog langtfra ikke endnu afgjort, at al Tilregnelse bortfaldt . . . man maa vistnok i Almindelighed antage, at der er