AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 165 at jeg snarere nærer nogen Frygt for, at jeg stundom forfalder til en for stor Omhyggelighed og Nøjagtighed i min Bevisførelse, men jeg haaber hos den mere skarptseende Læser, for hvem jeg vist ofte nok er for omstændelig, at finde Undskyldning deri, at jeg og maa sørge for andre Læseres Tarv.“ Paa dette Sted skal omtales Ørsteds Diskussion med Howitz om Viljens Frihed. Vel fremkom Ørsteds Udviklinger i Tilknytning til en Afh. af Professor Howitz med Titlen Om Afsindighed og Til- regnelse (Jur. Tidsskr. VIII 1, 1824), men jeg ser dem væsentlig ikke som juridiske men som rent personlige Tilkendegivelser af en Livsanskuelse; de fortsættes i Bd. IX 2 og X 1, efterat Howitz havde udgivet Skriftet Determinismen eller Hume mod Kant, og i X 2 efter Howitz’ „Ultimatum“. Howitz definerer Afsindigheden som en Indskrænkning i Fornuf­ ten eller Fornuftens Brug formedelst Sygdom i de materielle Orga­ ner for Sjælens Virksomhed. Han polemiserer mod Kants Bestem­ melse af Friheden som Evnen til at begynde en ny Aarsagsrække. Selv bestemmer han vel Friheden som Menneskets Evne til at kunne handle, som det vil, men han tilføjer, at hvad det vil, maa det ville ifølge et urokkeligt Fatum. Fornuften kommer til den Overbevis- ning, at vore Handlinger er nødvendige Produkter dels af vort Sindelag dels af vore modtagne Indtryk. Nødvendighedslæren gør dog ikke Straffesystemet uanvendeligt. Tilregnelse foreligger, hvor en Paavirkning af Straffen kan finde Sted. Ørsted akcepterer Henvisningen til Hjernesygdom, hvorved der dog ikke fremkommer nogen skarp Afgrænsning, og han erklærer straks ikke helt igennem at være Tilhænger af Kants Forestillings- maader. Men han tager Ordet for at forsvare visse „for Moraliteten og Menneskelivets Værd væsentlige Grundbegreber“. Han henviser til de os iboende Ideer om Rum, Tid og Aarsag og fortsætter: „For­ nuften kan ikke blive staaende ved den betingede, tilfældige og orbigaaende Tilværelse, som findes i Legemverdenen. Dennes Ud­ spring maa søges i et Væsen, der er af og ved sig selv, som eks­ isterer med Nødvendighed og af Evighed, og dette Væsen, uden hvil­ et intet, der er, kunde være, maa vi tillægge Egenskaber, som aldeles modsiger Tidens, Rummets og alle de andre indskrænkende etmgelser, hvorunder vi maa forestille os den materielle Verden.“ »oaafremt der nu gives en sandere, fuldere, højere Tilværelse end