AndersSandøeØrsted

136

T I D E N T I L 1 8 3 5 Udtræden af Kancelliet frygtede for at faa Udseende af at ville trodse Kongen eller erhverve Publikumsgunst paa hans Bekost­ ning, hvilket højlig var ham imod. Det maa dog antages, at han ogsaa bortset derfra ikke ønskede at skifte Stilling. (Der var Tale om Embedet som Justitiarius i den københavnske Overret, der just blev ledigt ved Falbes Død, og ved indtrædende Ledighed i Højesteret havde Ørsted jo Ret til at vende tilbage til denne). Tabet var tungt for Ørsted, for hvem Opofrelsen af hans litterære Virksomhed efter hans Udtalelse til Stemann var omtrent som at miste den ene Arm; han forstod heller ikke, hvorfor han skulde fratræde i Pastoralseminariet, og hvorfor et Løfte om ikke at skrive noget, der kunde mistænkes at komme i Kollision med hans Em­ bedspligter, ikke kunde være tilstrækkeligt. Fra Kaas’ Side ser man fremhævet dels Hensynet til det særlig ømtaalelige kirkelige Æmne' dels et almindeligt Mishag ved den overordnede Embeds­ mands Inddragen i litterære Fejder med deres Angreb paa Per­ sonen. Dette maatte føre til et almindeligt Forbud mod at skrive. En Censurordning havde været lempeligere, men den maatte være foreslaaet af Ørsted, og af ham vilde den maaske være følt mere ubehagelig. Naar man ser hen til, at Kancelliets Majoritet to Aar efter valgte det Standpunkt at faa udvirket Resolutionen af 12. Aug. 1828 om den bogstavelige Efterlevelse af Alterbogen, skønt der var lang Praksis for at fravige denne, er det formentlig ubestrideligt, at administrativ Disciplin ikke tillod et fremstaaende Medlem af Kol­ legiet at virke i Publikum for derimod opponerende Anskuelser om den rette kirkeretlige Ordning, men Ørsted havde ganske vist ikke nogensinde tænkt sig, at der kunde blive Majoritet for et saadant Standpunkt. Og trist var det, at denne Undervurderen af Bogstav­ ortodoksiens øjeblikkelige Magt skulde medføre, at han ikke læn­ gere kunde skrive om Strafferet og anden almindelig Jura. Om han ved Siden af den nye Virksomhed som kgl. Kommissarius paa Stændermøderne, der begyndte ved Afslutningen af hans Forfatter­ virksomhed, ogsaa havde kunnet overkomme at levere et helt nyt System til Afløsning af Haandbogens Kommentar til Hurtigkarls Lærebog, forekommer mig ganske vist usandsynligt, men efter al Rimelighed vilde han nogle Gange have ønsket at fremkomme med Afhandlinger, der var af en i Forhold til hans Embedsstilling neu