AndersSandøeØrsted

134

T I D E N T I L 1 8 3 5 vakte Striden Interesse mellem Teologerne, men ogsaa fra juridisk Side fremkom der et Indlæg om dette centrale kirkeretlige Spørgs- maal, nemlig fra Professor i Kiel Christian Paulsen, der opfat­ tede de symbolske Bøgers bogstavelige Indhold som ændret ved en Retssædvane, der var bekræftet ved det af Kongen approberede biskoppelige Hyrdebrev, der fremkom ved Reformationens 300 Aars Fest i 1817. Saa var det, Ørsted skrev sin Tidsskriftafhand­ ling. Den kom med den Vægt, hans anerkendte videnskabelige Rang maatte give den, suppleret med Vægten af hans Stilling som autoriseret Kirkeretslærer og som Regeringens raadgivende Jurist. Og da Ørsteds Resultater stemmede med Clausens og Paulsens, havde Symboltilhængerne med Henblik paa Clausens for Retten henstaaende Søgsmaal al mulig Grund til Nervøsitet og ivrig Agita­ tion. Ørsted havde lige afsluttet to af sine heftigste videnskabelige Polemiker i Tidsskriftets Bind X og XI, begge udkomne i 1825. I det første Bind havde han to Indlæg mod Professor Howitz (88 Sider) angaaende Problemet Viljesfrihed og Tilregnelse, i det andet sit Svar paa Gønners Angreb efter Ørsteds tidligere Prøvelse af det bayerske Straffelovsudkast (264 Sider). Baade Howitz og Gønner slog til af Hjertens Lyst. Statsraad Gønner var særlig harm­ fuld over Ørsteds urigtige Forudsætninger om, a t han havde in­ trigeret Feuerbach bort fra hans Embede, a t han havde ledet Revi­ sionen af Feuerbachs Udkast af 1810, inden det i 1813 blev Lov, og at det af Ørsted prøvede Straffelovsudkast af 1822 uden videre kunde betragtes som Gønners Arbejde, skønt det udarbejdedes af en af en Statsminister ledet Kommission, hvori Gønner kun var et Medlem — og paa disse Punkter havde Gønner vist desværre Ret, det modsatte var i hvert Fald ikke godtgjort. En lille samtidig Bog af Overrets- og Hof- og Stadsrets-Prokurator I. N. Høst („Stats­ raad v. Gønner mod Etatsraad Ørsted“ ) viser, hvilken Opsigt denne Strid vakte. Om begge Mellemværender gjaldt, at de gensidige Beskyldninger for litterær Uefterrettelighed og Inkompetence var saa kraftige, at den, der stod udenfor og ikke kunde paatage sig at dømme om selve Spørgsmaalene, havde god Grund til at be­ klage det for Ørsteds Stillings Skyld. Nu traadte Ørsted altsaa atter ind paa en litterær Valplads, hvor man forstaar, at han gerne vilde gøre sit for at sikre Sejren for den Retning, som ikke krævede Bogstavortodoksi men heller ikke