AndersSandøeØrsted

130

T I D E N T I L 1 8 3 5 kalde og gav ham en skarp Tilrettevisning med Tilføjende, at en Afskedsansøgning fra ham vilde blive bevilget. Kongen bebrej­ dede ham endvidere, at han altid lagde Misfornøjelse for Dagen og som Skribent og Embedsmand bragte fordærvelige Grundsæt­ ninger i Omløb samt i Særdeleshed foranledigede Domstolene til at antage Meninger, der var skadelige for Samfundets Fred. Ørsted udbad sig Tilladelse til at forsvare sig skriftligt og forklarede der- paa dels Misforstaaelsen af Ordren dels det urigtige i den af „hans Anklagere“ rejste Sigtelse. Skønt Kaas bruste op ved Synet af Skrivelsen, skete der derefter ikke videre6). Ørsted forsvarede sig i Skrivelsen meget frimodigt og vistnok ganske forbavset over det Angreb, han var kommen ud for. Helt mærkeligt var dette nu ikke. I Eunomia for 1815 havde han op­ trykt sin i 1801 i Selskabet for Sandhed oplæste Afhandling om Ophævelse af offentlige Stiftelser, hvis Teori om Ejendomsrettens Væsen havde forekommet flere at bringe en uheldig Usikkerhed ind i dette Begreb; i 1812 og tidligere Aar havde han skaansels- løst kritiseret den i flere Retninger betydelige og ialtfald i Rege­ ringskredse ansete Overprokurør for Hertugdømmerne Baron v. Eg- gers’ Udkast til en Straffelovbog for Hertugdømmerne, og i 1807 havde han haft en heftig Holmgang med Professor Schlegel paa Naturrettens Vegne. Den kritiske Side var fremtrædende i hans Forfatterskab, og han fulgte i denne Retning Grundsætningen amicus Socrates, magis amica veritas. Til Beskyldningen for at ytre Utilfredshed svarer han: „Som Skribent kan jeg ikke have paadraget mig en saadan Bebrejdelse. I denne Egenskab har jeg endog fra min tidligste Periode stedse med Fynd befejdet tøjlesløse Frihedsbegreber og søgt at befæste Tillid til Regeringen og Til­ fredshed med dens Foranstaltninger; og jeg tvivler paa, at der kan nævnes en eneste blandt Danmarks nuværende Skribenter, der ær­ ligere, ufortrødnere og omhyggeligere har arbejdet for disse Maal end den Mand, der saaledes er beført for sin Konge som en Misfor­ nøjelsens Prædikant. Jeg vover her allerunderdanigst blot at nævne tre af mine litterære Arbejder. I en Tid, da alt, hvad der gjaldt i Litteraturen, var fuld af Misnøje over Forordningen om Trykke­ frihedens Grænser af 27. Sept. 1799, stod jeg som et ungt Menne­ ske uden alle Forbindelser med nogen, som havde Indflydelse i Staten, frem for at blotte de overspændte Begreber og vrange For-