AndersSandøeØrsted
1 1 6 T I D E N T I L 1 8 1 3 tilfælde, Afh. af s. A. om Stemmeflerhedens Udfindelse, naar flere Dommere medvirker i Paadømmelsen, og en Afh. af 1812, der hæv der Parternes Adgang til at vedtage Sagens Afgørelse ved Ed. Hermed er det vigtigste nævnet, og det giver j o et stærkt Indtryk af Ørsteds Alsidighed ogsaa som Processualist. Det viser hans utrættelige Drift til at gaa i Gang baade med Æmner, der ikke for hen havde syntes at behøve nærmere Omtale, og med Æmner hvor Praksis forekom at maatte ligge ganske fast. Det viste sig altid, naar han forlod Æmnet, at der var kastet nyt Lys derover. Fyldigst udfoldede Ørsteds Forfatterskab sig dog paa det stra ffe retlige Omraade, og her havde han ikke som i Supplementet bun det sig til at holde Trit med en Forgænger. Opgaverne og Æm- nernes Form er altid selvvalgte, og de udføres con amore. Straffe retten maatte som Gren af den offentlige Ret og ifølge sin særlig tydelige Sammenhæng med det moralske ligge Ørsted særlig nær. Tillige havde han paa dette Felt fyldige praktiske Erfaringer. Ende lig var det den Side af Lovgivningen, hvor man nærmest var be tænkt paa Reformer, og at komme til at virke for saadanne var et stort Formaal for Ørsted. Paa en Indbringelse af det moralske Element i de strafferetlige Retsregler beroede Kants Straffeteori: at der straffes, fordi For nuften vil, at der med en retstridig Handling skal forbindes ulyk kelige Følger for dens Ophavsmand, hvilket er et kategorisk Im perativ; og som Norm for disse Følger tjener Gengældelsen, Ta lionen. Ørsteds Tilslutning til denne Lære var ialtfald allerede op hørt i hans Konkurrenceafhandling om Strafferettens Grundlag (Minerva 1800). Her gjorde han med Fichte et skarpt Skel mellem Ret og Moral og satte Straffens Opgave i at værne om Borgernes Rettigheder ved udvortes Motiver d. v. s. Tvang, der virker paa den personlige Interesse. Som tidligere skildret forlod han meget snart Fichtes System i dets Ensidighed og anviste Moralen en vig tig Plads som psykologisk bærende Element i Retsordenen, men den Grundopfattelse, at Straffen kun var til for Retssikkerhedens Skyld, fastholdt han uforandret. Han finder dette Formaal virk somt paa dobbelt Maade: „Straffelovenes Øjemed er først og frem mest at forebygge Forbrydelsen og dernæst, hvis denne, uagtet det Straffeonde, hvormed Loven har truet, alligevel skulde ske, da at hindre Forbryderen i at begaa flere Retsbrud“ (Kjbh. 1. Eft. 1800.
Made with FlippingBook