AndersSandøeØrsted

108

T I D E N T I L 18 13 anden indbyrdes, uden at de taber noget af deres lovmæssige Fri­ hed.“ Den private Retslæres anden Hoveddel er den hypotetiske eller anvendte Naturens Ret, hvorunder først den naturlige Ejen­ domsret behandles. Schlegel deducerer denne af den førstes Be- mægtigelse, hvortil hans Recensent bemærker: „Dette Fundament for Ejendomsretten linder vi saare svagt, og vi undrer os højlig over, at en Mand af Prof. Schlegels Indsigter og Tænksomhed har kunnet antage en saa løs Teori“ ; i en længere Udvikling paaviser Ørsted, at Ejendomsretten først kan erhverves i et borgerligt Sel­ skab. Videre omhandles den naturlige Tvangsret (en Strafferet haves ikke i Naturstanden, hvor et Overherredømme savnes), For­ bund, hvor Deduktionen af Gyldigheden falder meget anstrængt ud, det ægteskabelige Selskab, hvor det samme gælder „Beviset“ for Monogamiets Ret, og det faderlige Selskab. Derefter gaas der over til Statsretten — den tilgrundliggende Retspagt opfattes ikke som histoiisk Kendsgerning men som Fornuftidé — og herunder dvæ- les særlig ved Strafferetten, hvor Schlegel med Kant ud fra en moralsk Betragtning opstiller Gengældelsesprineipet, medens Re­ censenten med Fichte deducerer til Sikkerhed som Straffelovenes Øjemed og Rettesnor. Recensenten forkaster Dommernes Beret­ tigelse til af „afsige Domme efter Fornuftens Fordringer og Lov­ givningens Analogi og at paalægge overordentlige Straffe for over­ ordentlige Forbrydelser“ og bemærker herom bl. a.: „Ogsaa er den Domstolene tilstaaede eller af dem usurperede Myndighed til at supplere og korrigere Loven aabenbar en Aarsag til den Søvn- agtighed, hvormed Lovgivningens Forbedring i Almindelighed dri­ ves. Naar alle Tilfælde, som ikke var afgjorde ved Lovene, i Stedet for at decideres efter Domstolenes Godtbefindende, blev indberet­ tede til en Lovkommission, der havde at udarbejde en ny Lov over dette Tilfælde for Fremtiden, saa vilde snart Lovgivningen naa en høj Grad af Fuldstændighed, især da et saadant Tilfælde let vilde give Lovkommissionen Anledning til at tænke paa og bestemme mange andre, idet den eftersøgte det Princip, hvorefter det skulde decideres.“ Det behøver ikke at bemærkes, at Ørsted ikke fastholdt denne snævre Opfattelse af Domstolsopgaven, men vi ser her hans Utaalmodighed efter Lovforbedringer, der fremsættes med den anonyme Recensents Kækhed i Tonen. Sluttelig behandles Folke­ retten, og Recensionen sluttes med Paaberaabelse af Sagens V ig