AndersSandøeØrsted

106

T I D E N T I L 1 8 1 3

melse er en evig fremskridende Udvikling, ikke en fast Be­ siddelse. De omtalte to Afhandlinger oplyser paa een Gang, hvad Ørsted søgte at inddrage under sin almindelige Retsbetragtning, og hvad han udskilte fra denne. Hans Respekt for gældende Ret bringer ham ikke til at blive staaende ved at erkende Retstilstanden af Dags Dato. Han søger tilbage til de Drivfjedre, der holder den oppe, han finder disse Drivfjedre dybt inde i den almene Livs­ sammenhæng og forstaar, at de samtidig med at lade Retsordenen bestaa stadig driver paa dens Omdannelse. Hans Betragtning be­ gynder ved det subjektive (moralske) som Statens sande Grund­ vold. Men fra denne Tankebaggrund henter han ikke umiddelbart konkrete Retssætninger. Her bliver de Realgrunde afgørende, som Livsforholdene frembyder. Den Virkelighedssans, hvormed disse opfattes, er ligesaa objektiv og nøjagtig, som i den samtidige B il­ ledkunst Maleren Eckersbergs. Den objektive og over et vidt Regi­ ster spændende Virkelighedssans var vel overhovedet Ørsteds intel­ lektuelle Særpræg og Driften til at oplyse og gavne overensstem­ mende med denne Erkendelse hans moralske. Ørsted har ikke leveret nogen Fremstilling af „Naturretten“. I Supplementet I 95 ff siges det vel, at Indsigt i Naturretten er for­ trinlig vigtig for den danske lovkyndige paa Grund af Lovbøger­ nes Ufuldstændighed og kasuistiske Fremsættelsesmaade; Udtryk­ ket varieres med „den naturlige Retslære“ og „almindelige Rets­ grundsætninger“. Men efterat han i 1807 havde haft sit store Op­ gør med Forfatteren af den sidste Fremstilling af Naturretten, Pro­ fessor Schlegel — et personligt saavelsom et videnskabeligt Opgør betjente han sig ikke af dette Begreb. Han taler i Stedet derfor om Lovgivningspolitik eller om nomotetiske Grundsætninger og i Liv I 145 ff udkaster han Ideen om en „Retsfilosofi“, der paa Grundlag af saadanne Grundsætninger kunde give en fyldig Frem­ stilling af Retsforholdene, der ikke var indskrænket til Naturrettens fattige Deduktioner fra et øverste Retsprincip, altsaa det som senere Goos har meddelt i sin almindelige Retslære. Denne Betegnelse bruges iøvrigt allerede hos Schlegel, der kaldte sit Værk Naturret­ tens eller den almindelige Retslæres Grundsætninger. Som foran S. 96 oplyst var Ørsted Schlegels Anmelder allerede i 1799 efter første Udgave; da Ørsted i 1801 ændrede sit eget Syn