AmalienborgInteriører

Søjle somet Symbol paa den græske og romerske Arkitekturs Herlighed. Jardin indførte denne Søjlekultus i Danmark. I sin Ærefrygt for de Gamles Kunst respekterede han Søjlen somdet den var, nemlig et bærende Led. Ganske vist hørte Jardin ikke til den strenge Sekt af Klassicister (Theoretikere som Pére Laugier), der pure fordømte Halvsøjler [2], men han foretrak dog den fulde Søjle ogønskede at give denennaturlig Funktion i enBygning. Eigtveds Kolon­ nade i Vestibulen var jo egentlig blot et Skuestykke, en Dekoration i Baggrun­ den, selve Rummet var visselig ingen Rotunde. Anderledes i Spisesalen. Her kunde Frisøjler komme til deres Ret og gøre Nytte. Ved Hjælp af demvar det muligt at dele Rummet rationelt i tre Afsnit — to Endepartier omkring hver sinBuffet og et langt Taffelrumi Midten. Hver Skænk blev sat mellem fire joniske Søjler paa Postamenter, de to yderste i Salens Hjørner, de to inderste flankerende Sidedørene. Og disse firsidede Søjle­ stillinger bar deres egne Stuklofter, de udgjorde somto smaa aabne Søjlehuse. Saaledes lykkedes det Jardin at give disse Afdelinger af Salen en Slags Sær- existens — æstetisk og sagligt lige vel motiveret — uden derved at slaa det store Rum somHelhed i Stykker. Løsningen er aldeles overlegen. Spisesalens svale Skønhed, dens ædle Ro er først og fremmest betinget af rent arkitektoniske Virkninger. Et lignende Delingsprincip, omend tilbørlig forenklet, anvendte Jardin senere (1763) i et Forværelse til Moltkes Embedslejlighed paa Fredensborg (i Marskals­ huset) [3]. Hertil kommer saa den helt originale og saa noble Dekoration af Vægge og Loft i Spisesalen (PI. 41). I Inddelingen af Langvæggene hersker streng Symmetri. Vinduesvæggen modNord har tre Døre— en i Midten og en i hvert Endefag— men kun den, der fører ud til Pavillonen, er reel, de andre er blinde. Paa den modsatte Væg var Midtdøren blændet. MellemDøre, Vinduer og Ovnnicher er Væggene yder­ ligere leddelt af joniske Pilastre af sammeArt somSøjlerne. Disse bærende Led

8

5 7