AmagersHistorie_II

44 Præsternes Lønningsmaade, Præstegaarden osv. maa vi komme tilbage til i det følgende Afsnit. Skolen, der ogsaa administreredes af Præsten, stammer fra en Tid, da Skoleundervisning endnu langtfra var almindelig paa Landet, ja vistnok allerede fra Kommunens første Tid. Thi for at kunne tage Del i det kommunale Liv, i Retsplejen og indtage Dommersædet, har Skoleundervisning været nød­ vendig. Sandsynligt er det vel, at Præsten tillige har været Lærer, og at de Beboere, som havde Lyst og Evner dertil, søgte Undervisning hos ham. Først omkring 1640 finde vi ansat en Degn og Skolemester Hendrich Hendrichsen (en Søn af Præsten Henrich Erhard?). Efter ham blev ved Kongebrev af 1670 Christian Hansen Suenborg ansat med den Indtægt, »som Menigheden i saa Maade udgiffuer, sampt Offerpenninge naar Quinderne efter deris Barnefødsel gaae i Kircken«1). Hvis han maatte forlange Medhjælp, skulde Biskoppen tilskikke ham en dygtig Person til Assistence i hans Kald og Embede mod den Indkomst, som den forrige Medhjælper var tillagt. Det forbødes Menigheden selv at antage nogen Lærer til at under­ vise deres Børn2). Det Forhold til Dragør , som Hollænderkommunen allerede ved Christiern d. 2.s Privilegiebrev fik Tilsagn om, begyndte først at gøre sig gældende ved Midten af det 16. Aarh. Vi se da, at en af Hollænderne tog Bopæl paa Dragør som Fæ­ ster af den Bondegaard og Eng, der oprindelig hørte til Her­ berget; og derved gled, efterhaanden som Kronens Interesser herude ophørte, det gamle Fiskerleje baade i verdslig og gejst­ lig Henseende ind under Hollænderbyen. Den Hollænder, der boede her, fik snart Indflydelse paa Ordningen af Byens Sager. Da Toldstedet omkring Aaret 1600 blev nedlagt, indtraadte Schouten i Hollænderbyen som Kronens Tolder og Foged ogsaa for Dragør; og snart tiltog Hollænderbyens kommunale Styrelse sig ogsaa omtrent samme Raadighed og Rettigheder

x) Denne Skik har holdt sig til Nutiden. Naar en Kone gør »sin Kirke­ gang«, følger de fleste af Byens Koner med til Alteret og ofrer. 2) Bilag L V II.