AfMitLivsAarbøger_1795-1826

59 Indgang i mit Hjerte, da hun en Aften henimod Aarets Udgang, ligesom i et muntert Øieblik, yttrede: «Hvor her dog vilde blevet en Græden, dersom jeg var død fra Jer!». Hun anede den­ gang neppe selv, at Afskedstimen nærmede sig. Men i Slutningen af December maatte hun igjen holde Sengen, og vi vare allerede saa vante til saadanne Sygedage, at vi betragtede dem som i Tingenes sædvanlige Orden. Nu følte hun selv, at Skilsmissen forestod. En Søndag Morgen kom jeg til hende i Sovekammeret og nærmede mig hendes Syge­ seng , for at bringe mit Godmorgen. Med mere end sædvanlig Alvor spurgte hun m ig: «Er vi alene?» — og da jeg havde bekræftet dette, udbrød hun: «Den bliver min Død, mit Barn! denne Sygdom!» Hun befalede mig at knæle ned, for at modtage hendes moderlige Velsig­ nelse, det Bedste, sagde hun, som hun kunde give mig i sit eget Sted. Da knælede jeg- ned, skjulte mit Ansigt i Lagenet og græd bitterligt, og medens jeg laa der, og hendes Haand hvilede paa mit Ho.ved, hørte jeg hende sige: «Græd ikke Barn! Naar Du kun gjør hvad Ret er, saa kan Du gjerne være lykkelig uden en Moder!» Disse Ord, iblandt mange Formaninger, bleve uudslettelige i mit Hjerte.