AfMitLivsAarbøger_1795-1826

270 lerne stolprede imellem Huller og store Steen. Fodgængerne vare allerede distancerede. Under alt dette pidskede de graa Skyer mig med vaade Svøber i Ansigtet, og da jeg havde søgt Ly under min store Kappe og ikke gav Agt paa Æslet, bragte et Hul i Veien det til at snuble. Jeg, som ikke kunde gribe for mig, styrtede paa Hovedet ud over Æslets Hals og blev liggende, indtil Mariana kom løbende til med et Skrig og trillede mig ud af min lange Kappe. Ernesto var langt forud og ude af Syne. Da vi igjen mødtes, kom han mig jamrende imøde. Det var gaaet ham omtrent som mig. Saaledes ankom vi henimod Middag til en af de usleste Byer, jeg vel har seet, en By med det prægtige Navn Sala di Partenico. I et Vertshuus, som var indrettet for Æsler, fandt vi dog midlertidigt Ly mod Regnen. Det var kun et stort, brolagt Kammer, som, saavidt et tykt Slør af Spindelvæv vilde tillade det, op­ lystes af et eneste lille Vindue. Loftet var Bag­ siden af Tagstenene. To lykkeligere Rejsende, en polsk Greve og