AfMitLivsAarbøger_1795-1826

Saaledes taler Gud til os igjennem smaa Tilfældigheder og lader sine Tordener rolle, uhørligt for alle Andre, igjennem vore Hjerter. Næste Morgen var jeg bleven roligere. En Luftning var kommen over til mig om Bedring. Jeg stod i mit Vindue og speidede histover, da jeg opdagede en ung Ven derovrefra, som stod nede paa Gaden, ligesom i Tvivl, om han skulde gaa op til mig eller ikke. Jeg vinkede ad ham, og han traadte ind til mig med de Ord: «Ida er død inat!» Det var mig, som om hele Verden var styrtet sammen over mig. Med et vildt Skrig faldt jeg over mit Leie og blev der liggende som bedøvet af Smerte, indtil det gamle Contoirbud derovre fra, Mads Trornholt, stak Hovedet ind ad Døren og trak det tilbage med de Ord: « N a a ! Saa De veed det alt!» Da Døren næste Gang aat ned e s , stod Idas Fader, min kjærlige og faderlige Ven, foran mig, og under Kys og Favntag skaffede de knaste Hjerter sig Luft, og jeg hørte nu af hans dir­ rende Læber, hvad hans milde Øie allerede saa ofte havde sagt mig, at han med Glæde havde fulgt sin Idas og min Kjærlighed, og at det havde været hans glade Tanke, engang at kalde mig sin Sen.