AfMitLivsAarbøger_1795-1826

215

M it L iv s v a n d t h e n s o m V a a re n s D a s ; S a a h e r lig e r d e n s A fte n rø d e . N a a r d e t e r H e rre n s V e lb e h a g , M in D ø d je g r o lig g a a e r im ø d e . Je g s lu m r e r tr æ t a f G læ d e h e n , O g v a a g n e r v is t t i l F ry d ig je n .

Det var formodentlig den sidste Gang, at Sangen lød fra hendes Læbe — for mig var det ialfald den sidste Gang. Dog fik jeg Leilighed til et Par Gange i de paafølgende Dage at vexle et Par Ord i korte Møder; endnu færdedes hun dog' mellem sine Sødskendes Sygeleier — Sophie var nu ogsaa angreben af Mæslingerne. — Ida forudsagde, halvt skjemtende, at Sygdommen den næste Dag vilde naa hende selv. Saaledes skete det ogsaa. Men jeg saa hende dog endnu engang, da jeg gik til Bibliotheket. Et langt Blik fra Vin­ duets Rude fulgte mig — et langt, veemodigt Blik, som sagde mig, at hun nu selv var syg, og dette Blik blev hendes Afsked. Den 8. December var det hendes Fødsels­ dag; hun fyldte kun sit syttende Aar — og siden saae jeg hende ikke. Min Angst og Uro steg med hver en Time; de Oplysninger, jeg kunde indhente, forøgede kun mine Lidelser.