AfMitLivsAarbøger_1795-1826

178 Da Solen nærmede sig Horizonten, stode vi der paa Rigi-Culm som paa en lille 0 , og en klar Stjernehimmel hvælvede sig over os, medens Skytæppet, sammenhængende, skjulte den øvrige Verden for os. Da det blev lidt lysere, opdagede vi hist og her mod Syd de store Bjergtinder, med deres skjønne Linier, stikke op igjennem Skytæppet og allerede at modtage Re- flexerne i rosenrøde Skjær paa den hvide Snee. Endnu sov de Alle i Vertshuset og maatte vækkes; strax efter mylrede Gjæsterne, ind­ svøbte i deres Sengetæpper, ud i den kolde Nat, for paa samme P let, hvor vi stode, at fortabes i Skuet af denne overjordiske Herlighed. Bjergtinderne bleve nu lysere og rødere og flammede tilsidst i Solens Gjenskin , førend Majestæten selv havde viist sig. I Skylaget var der en rullende Bevægelse, og Morgenens Farver spillede deri. Da nu Solen stod med sin halve Skive i Horizonten , var det et ubeskriveligt Skue, en Aabenbarelse af Skabelsens Herlighed, som opfordrede til at kaste sig ned og at tilbede. Lovsangen steg op dybt nede fra i Alpehornenes Toner, hvor Hyrderne svarede hinanden som den unge Dags Bebudere. Hist og her adskiltes Skyerne, og igjen­ nem deres Rifter saae man Brudstykker af det