AfMitLivsAarbøger_1795-1826

107 Papirerne, og gjorde Strøsand overflødigt. Han syntes nu at være færdig og vendte sig til mig med de Ord: «Undskyld! Med Dem raaa jeg først tale paa Vers!» Jeg mærkede nu, at det, han havde skrevet, var et Digt ti! mig, og ime­ dens han læste den Elegi til mig, der er be- kjendt, rullede ved nogle Steder Taarer ham ned ad Kinderne. Jeg blev naturligviis ogsaa rørt, og J. K. Høst ligesaa, og der sad vi alle Tre, svømmende i Taarer, da han i Slutningen af sit Digt gjorde mig til « sin fje r d e S ø n » . Da han var færdig, reiste han sig, greb begge mine Hænder i sin e, trykkede mig til sit Bryst og kyssede mig tre Gange høitideligt. Efter denne Indvielsens første Øieblikke, blev han roligere, og den naturlige Samtale kom nu snart igang. Men førend vi igjen skiltes for dennesinde, formanede han mig til Beskedenhed og til el ydmygt Sind, formodentlig fordi han vel kunde indsee, at alt dette nok kunde være istand til at gjøre mig lidt ør i Hovedet. Angaaende min Opløsning gjorde han mig opmærksom paa, at hans Gaade endnu ikke var sluttet med det, som var trykt i «Nordisk Tids­ skrift», men at den hele vilde blive særskilt ud­ givet, og at jeg derefter maatte forsøge paa at løse den.