AdmiralCCZahrtmann

A D M I R A L E N

1 9 4

samlede ved Familiens Middagsbord, som forløb meget muntert. Til sin Borddame sagde han: „Havde jeg vidst, at Johan Vilhelm var kommen til Byen, saa havde jeg bedt ham herhen. Vel veed jeg, at han undgaar vort Hus og aldrig vil komme, men det faar være det samme, jeg bryder mig slet ikke derom og lader, som jeg ikke mær­ ker det, for jeg vil kun erindre alt det meget gode, jeg har nydt hos ham.“ [J. W. C. K rieger]. Da Gæsterne var gaaede, sagde Zahrtmann til sin Hustru: „Ja saadanne smaa Partier ere de mest morsomme, ja vist ere de det. Nu vil jeg gaa ind og smøge mine tre Cigarer, og saa gaar jeg, tror jeg, til min gamle Ven Scholten og ser, hvordan han har det. Sørg blot for, at jeg kan faa Thee herhjemme, for jeg kommer vist tidlig hjem.“ Hos Scholtens blev talt om Professor Dreyers pludselige Død, og da Scholten nævnte den lykkelig, svarede Zahrtmann: „Ja, naar man er forberedt.“ Der kom flere, og han overtalte Herrerne til en Whist. Han talte om Politik og drillede David med at spørge ham, hvor han dog kunde holde det ud at gaa i Rigsdagen: „Jeg gaar der aldrig, for jeg har virkelig ikke Tid til overs at spilde der.“ Gjentagne Gange roste han sit Velbefindende; han sagde saaledes: „Jeg føler en hel Forandring i mig, nu faar jeg nok en hel Del gode Aar, for jeg har haft trange Aar, men de ere nu forbi.“ Da de andre vilde bryde op, overtalte han dem til endnu en Rhubber. En Gang havde han kunnet gjøre et Stik mere, og han indrømmede villigt sin Fejl. Da de endeligt gjorde Regnskabet op, paastod Scholten, at han burde yde mere i Kortpenge. „ Ja ,“ sagde han, „der har De en Rigsort, den giver jeg gjerne for saadan en morsom Aften.“ Nede paa Gaden snakkede Herrerne endnu længe sammen; saa gik Zahrtmann med Oberstlt. Tobiesen og sagde, at han vilde følge ham til hans Port (Landkadetakademiet), inden han gik hjem. De talte igjen om Politik, og han fortalte om, hvad de Folk, som nu var imod Arvefølgen, tidligere havde sagt. Han vilde just til at tale om Monrad, de var ud for den Rende, som skilte Moltkes Palæ fra den lille Tilbygning, da han sagde: „Jeg veed ikke, hvordan jeg har det, jeg bliver saa svimmel, maa jeg tage Deres Arm, men det er ikke mere, end at vi godt kunne blive ved at passiare.“ Saa sank han i Knæ; Tobiesen greb ham om Livet, lod ham sagte glide ned og støttede hans Hoved paa sit Knæ. Familien Murdoch kom just for Hjemgaaende; Svigersønnen der, Sekondlt. Charles Wulff, ilede over Gaden til Hjælp, og sammen med et Par Forbigaaende bar han Zahrtmann tvers over Bredgade ind i Enkefrue Murdochs Hus og bragte ham til Leje der paa en Sofa. Wulff løb ud efter Læge og traf netop paa Gaden Reservekirurg R. Bergh fra Almindelig Ho­ spital. Han kom saaledes til, aarelod den bevidstløse Zahrtmann paa begge Armene og blev til Stede en kort Stund, indtil Livet var helt udslukket et Kvarters Tid før Midnat. Der gik nu Bud til Hjemmet, hvor Frue Zahrtmann maatte væk­ kes for at modtage det. Saa blev Liget baaret did. Hun skrev her