AdmiralCCZahrtmann

M A R I N E M I N I S T E R

1 8 7

rette Tid, vilde blive udført af Fregatterne, og det meente Du „jeg vist nødigt vilde have“ . Dette vil Du ikke have forglemt, ligesaalidt som jeg i Samtalens Løb fortalte Dig, at Kongen ved min Afskeds- audients havde nævnet for mig, at jeg formodentligt meget snart vilde faae Ordre til at løbe ind til Kiel, hvor han da haabede, at jeg „vilde børste dygtigt paa dem“ . — Efter deslige Udtalelser af mine øverste Foresatte kom derfor Gardes Ordre mig ikke uventet. Om hvorledes jeg har forstaaet den, som Retten har erkiendt for at være uheldig affattet, er Dig tilfulde bekiendt, derfor vil jeg heller ikke her videre omtale Krigsrettens Behandling og Dom, men kun holde mig til al den Deeltagelse, Du viste mig, og fornemmelig at jeg, da jeg paa Elba var hos Dig Dagen før min Afreise til Fehmern [Avg. 1850], hørte af Din egen Mund de Ord: „Det er kiønt af General Hansen, at han paa saadan Maade søger at give Opreisning til en Mand, der er bleven mishandlet, — for det er Du bleven!“ — giød en lægende Balsam i mit den Tid endnu blødende Saar. — Men hvad har jeg nu? Skaden havde jeg før, den er nu bleven forøget, og Skammen er givet som Tilgivt! En slig Behandling kalder jeg ikke alene haard, men uretfærdig, og den vilde Du ikke ladet Dm gamle Ven blevet til Deel, om Du havde været her, ei heller vilde den det, dersom General Hansen endnu havde været Krigsminister. At jeg ved denne Anledning, ligesom ved mange flere der ere mødte ^nig siden hiin ulykkelige Begivenhed i 1849, har ønsket mig tre Alen under Jorden, er meget begribeligt, men der kan jeg ikke komme, førend det er Vor Herres Villie. . 24.. Avg. 18 5 1, Østerbro: Tak! tusinde Gange Tak, mm ærlige trofaste Ven, fordi Du, endogsaa førend Du havde modtaget mit sørgmodige Brev, har tilskrevet mig E t af 13de 1 saadanne Udtryk som de, jeg allerhelst kunde ønsket mig som Svar paa mit Brev. Teg vilde ønsket, Du havde været tilstæde, da jeg læste Dit mig saa usigeligt kiærkomne Brev høit for min Kone, Pleiedatter Broder Christian og hans Kone, for at Du kunde have været Vidne til, hvor­ ledes Dine oprigtige, venlige Ord rørte alle vore Hierter. Det at jeg nu har faaet Bekræftelse paa, at Du er af den Meemng, at jeg er bleven „mishandlet“ , og at Du indtaler mig Mod for Fremtiden, er mig til saa stor en Opmuntring, at det forekommer mig, som om Alt igien kunde blive godt. Iblandt herværende 1mange Venner er Ingen med mere Inderlighed Dig hengiven end Din F. Paludan. 52—53, udateret: At jeg nogensinde har tænkt eller udtalt, at den om Cmd.Cpt. F. Paludan fældede General Krigsrets Dom: var u r e tfæ r d ig __ er Løgn! — At je g n o g e n sin d e til K r ig sm in iste r e n har yttret Ønske omlommando for Cmd.Cpt. Paludan, enten paa Femern eller paa noget andet Sted, er Løgn. j g sinde til Marineministeren har yttret Ønske om Cmd. Paludat^ ' sættelse som Overlods, - er Løgn! - At jeg nogensinde^som Mi­ nister har forelagt H. M. Kongen nogen Sag til Underskrift, d