AdmiralCCZahrtmann

18 6 M A R I N E M I N I S T E R PeLwonn og Føhr kunde nu indtages, men maatte dog atter rømmes to tre Uger senere. Fjendens, tre Kanonbaade blev forjagne 17. Sept.,, men ikke tagne; de gik op i Ejderen og beskød 29. Sept. til 3. Okt Frederiksstad. Selv om Udfaldet gav Irminger Ret, fik Zahrtmann dog ikke helt Uret; Udbyttet stod næppe i rimeligt Forhold til An­ strengelsen. 1 1 . Ældet gik Zahrtmann fra Statsraadsbordet. Hans pligttro,, ar­ bejdsomme, dygtige Ministervirke paaskønnedes højt af kyndige Maend, lians Kaldsbrødre og lians Embedsfæller, kun med en enkelt Undtagelse, hist Kommandør BaMerap, her Professor Clausen. Bis­ ses enligt staaende Udtalelser vilde ikke have forulempet Zahrtmanns Sind, om ikke den ukyndige Bagspresse ideligt holdt ved i sin vrange Opfattelse af ham og hans Gjeming og gjorde ham til det mest om­ tvistede Medlem af A. W. Moltkes to Ministerier. Nu kastede den sig særligt over hans skaansomme Optræden mod Eckemførdemæn- éeue. Garde og især Paiudan var hans nære Venner, og trofast holdt Zahrtmann som Privatmand sin Veoeefølelse fast; men som Mini­ ster, som Søofficer fulgte han sin Embedspligt i at hævde den dem ©vergaaede Bom. Han havde ingen Bel i, at Paiudan bares ind i nye Stillinger,, nyt Ansvar. Forfulgt, af Pressens hadefulde Sigtelser fandt han sig til sidst, nødsaget til at tage drøjt til Gjenmæle; hans pludselig«' Bod hindrede, at hans Gjansvar kom. frem. Hans Forhold til Paiudan klarlagdes i følgende Skrivelser: 4, Avg. t f 5 i y Østerbro: Kiære Zahrtmann1! Det er med d j* Be­ kymring i min Sjæl, at jeg henvender disse Linier t i Dig, min msogea,arige kiære Ven, for at udtrykke for Dig, hvormeget jeg naaa beklage, at Du ikke Isenger staaer i Spidsen for Marinens Bestyrelse, eller idetmludste at Du ikke paa denne Tid var her tilstede [Z. var paa Rejse i Sydfrankrig]; thi da vilde det ikke være skeet »ed mig, som nu er skeet [Paiudan fik ,3... Avg. sin. Afsked].. Denne hos mig aldeles rodfæstede Mening har sin Grund i, at der er Ingen, som bedre end Du kjender den faste Beslutning, jeg som ærekiæt Of­ ficer maatte have fattet, til ikke at holde mig tilbage, maarsomhelst Jeg maatte fane Ordre til at løbe ind for at angribe Laiidbatlsrier, efter åen Samtale vi herom hav ie den 30. Marts 1849 øm Form , da jeg sidste Gang var iland, førend min Afseiling med Linieskibet. Med Kaartet for Øle, ledsaget af seneste Beretninger Bu. havde om de Steder' I Kieterfjorden, livor Batterier var anlagte, om Artilleri- styrfeen paa hvert af disse ligesom og paa Frederiks«!, talte vi længe cm. et Angreb paa Kiel, som rar patsenkt skulde ske smart, hvorfor Bu. ogsaa ved Afskeden yttrede de Ord fil mig: at jeg maatte skynde mig at komme derhen for ikke at gaae Glip af Ded- fiageise i dette. Forehavende, hvilket, ifald Linieskibet ikke kom. til