AdmiralCCZahrtmann

i 6

H J E M M E T

anvise i Kancellie-Raad Becks, min Velgiørers Hauge; søg en Granne-Hække, hvis Tæthed undertiden fødede den melancholske Siel . I den nordre Del af Bernstorfs Lyst-Skov finder De en nydelig Slange-Gang, hvor jeg ofte vankede og i dine Skrifters Læs­ ning besieledes med henrykkende Høyagtelse for dig, udødelige Men- delssohn! I de uforlignelige Skygge-Gange i Havens søndre Side vil maaskee Deres trætte Fod hvile sig paa en Bænk og lige over for Dem bemerke et mishandlet Z. Her sad Deres Ven ofte og be­ tragtede med taus Henrykkelse de fem Træer, som staae saa besyn­ derlig samlede paa dette Sted. Skaan ham for Deres Latter. Hans vilde og sværmende Indbildning drømte om Saligheder. Herfra van­ kede han frem igiennem Skovens løvtakte Gange; han læste og tænkte over Menneskehedens Philosophie; og her vendte han tilbage i g i e n Deres Reyse-Dage i disse Egne blive saa lykkelige, som mine kere Dage der var; og jeg kiender da intet høyere eller ven­ skabeligere Ønske. 1825, 29. Nov. Viborg. H . C. Z. til K. L. Rahbek. — Gode gamle Ven! Ligesom det glædede mig inderlig at see, at det var just Dig, der havde nævnt min mellemste Søn som hæderlig Student, og at finde Dit Navn under hans hidsendte Karakteer-Seddel, saaledes er jeg forvisset om, at Mindet om et gammelt Venne-Navn ogsaa har ved disse Dine Embedshandlinger vakt i Din aabne og deeltagende Sjæl sand Glæde. Denne Tanke bestemte mig til endnu inden Enden af min Løbebane her at tilskrive Dig disse Linier. — Tak for den mig med Overlærer Dorph tilsendte Hilsen. At høre mig ermdret af gamle sande Venner glæder mig endnu ligesaa livlig, som det fordum smertede mig endog i Smaating at have gjort vor første fortrinlige Ven Kjerulff imod. Ja, han og Kone, disse saa saare elskværdige Mennesker, forlode os tidligen . . . . Mad. Rosing, vor fælleds Moder, seer Du vist engang imellem. Bring hende min op­ rigtige Hilsen som et Aftryk af den inderligste Taknemmeligheds Fø­ lelse . . . . Jeg har havt det Held, her stadigen at beholde en sand Ungdomsven Justitsraad Gjørup. Endnu som Olding beholder han al sin ungdommelige Fyrighed, og vi passiare mangen en Aften væk, uden at henflye til det usle Kortspils Nødhjelp, om gammelt og nyt, dit und dat und dergleichen. — Min Næringsstilling her er nu som Geistlighedens i Almindelighed. Min Hoved-Indtægt var og er 150 Tønder Rug, der forhen med Vished kunde regnes over 500 Specier, nu neppe til 150. Og Skatterne ere firedobbelte, og Familien er tal­ rig. Og af denne talrige Flok, 4 Døttre og 5 Sønner, har jeg dog ey een eeneste at miste. Alle ere de sunde paa Sjæl og Legeme, alle virke de villigen og omhyggeligen, hvad de kunne, til Gavn og Glæde for Forældre og Sødskende Det er en sand Lykke for os her at have saa god en Skole, . . . . og Hasselbalck er den sandeste Fader for sine Disciple. Du vil vistnok erfare, at disse, efterat de forlængst have forladt Skolen, endnu omtale ham med den kjerligste Ømhed. Og Disciplenes Vidnesbyrd, saavel om deres Lærere, som om deres