AdmiralCCZahrtmann

158

A R C H I V F O R S Ø VÆ S E N E T

udstedes Certificater om Søuhres Gang. Den Foranstaltning, der anføres som bestaaende i England og fortienende Efterligning hos os, har saaledes aldrig bestaaet i England, men derimod forlængst her. —- Hele Forslaget om Observatoriets Bygning og senere Un­ derholdning forekommer mig blottet for alt Hensyn til Oeconomie. E t saa kostbart Anlæg, som det her foreslaaede, er omtrent hvad man i mange Aar har ønsket Midler til at anlægge i Kiøbenhavn, der som bekiendt mangler et til Tiden og Videnskaben passende Ob­ servatorium. — Naar jeg derfor ei, som Admiralitets Coilegiet kan indsee, at Commissionens Arbeide er vel udført med Indsigt og Klar­ hed, saa er det fordi jeg troer, at hvor Talen er om Tid og Nøiagtig- hed, der kan Klarhed ikkun opnaaes ved Tal og ei ved Ord, ihvor smukke disse end maatte være, qg jeg har troet ved Tal at have gien- drevet Ordene.“ Herefter tilstillede Christian den Ottende Admiralitetet sin Re­ solution 23. Marts 1844, i hvilken han ikke fandt tilstrækkelig An­ ledning til Oprettelse af det foreslaaede Observatorium, hvis Nytte ikke vilde staa i Forhold til de betydelige Bekostninger, især da Skibsførere allerede havde Vejledning, dels ved at sammenligne de­ res Søuhre med Vagtskibets udmærkede Kronometre, dels ved at iagttage samme Skibs Tidsignal; Admiralitetet havde derfor at drage Omsorg for, at Vagtskibet paa Station ved Helsingør daglig ved en nedfaldende Kugle signaliserede Greenwichs Middelmiddag og hertil forsynedes med gode Kronometre, som skulde reguleres ved hyppige Observationer, samt at underrette dets Chef om at give en­ hver Skibsfører Adgang til at sammenligne sit Uhrs Gang med disse. Øresunds Observatorium forblev saaledes efter Zahrtmanns Øn­ ske paa Vagtskibet ved Helsingør, og ved Kongens Resolution 12. Nav. 1845 han det udtrykkeligt underlagt Søkortarkivet. Som dets Chef saa han sig i Sommeren 1847 nødsaget til at forelægge Admiralitetet en Brevvexling med Skibsehefen Kapitajnlt. Kren- chel og at anmode det om at paalægge denne at tilholde sine Under­ givne, at de fulgte Zahrtmanns Bestemmelser for Observatoriet og Tidsignalet, og ingenlunde at tillade dem, end mindre befale dem heri at give ham saadanne Svar, som Lieut. Schonheyder [Kontre­ admiralens Søn]. Navigationshallen i Helsingør kom saaledes aldrig udenfor Pa­ piret, og ingen savnede den senere. Dahlerup, hvem Zahrtmanns Kamp mod det forældede Admiralitet tidligere havde begejstret, stod her paa dettes Side. Denne Hal var ham en Yndlingstanke, og Zahrtmanns Held med at undlive den satte en nagende Brod i hans Sind. Senere Tiders Forhold bragte Naget til at voxe sig stort, saa at han en Snes Aar herefter skrev om denne Sag: „Saa stor Tillid havde den svage umandige Konge til Zahrtmanns bramaribas- serer.de Væsen“ [Mit L ivs Begivenheder, 2. B., 307], et Udbrud, som Sagens virkelige Gang ikke retfærdiggjorde, og som ganske- karikerede Forholdet imellem Christian den Ottende og Z. O