AdmiralCCZahrtmann

K O N G E N S A D J U T A N T

saaledes har Reisen efterladt den behageligste Erindring hos Alle. Dette burde jo glæde hende, men Øinene stode hende fulde og ikke af Glædestaarer. Efter Couren [hos Kongen] førte [Overhofmar­ skal] Levetzau mig ind og sagde: Her har jeg den Fornøielse at presentere Deres Maiestæt en ny Kammerherre. Hertil taug hun, men aldeles, saa aldeles som om hun havde faaet et Ørefigen, og saa længe, at jeg tilsidst fandt mig foranlediget at sige: Hans Maiestæt har ved denne Ledighed som ved alle foregaaende viist sig uende­ lig naadig imod mig, og min Taknemmelighed svarer til Hans Maje­ stæts uendelige Naade. Herpaa sagde hun endelig: Nu reiser De vel snart?, __ hvortil jeg svarede: Jeg ønsker at reise snart, men jeg beder ikke Kongen derom, førend jeg har opfyldt min Pligt og fuldført denne Jour. Nu blandede Kongen, der havde været Vidne til det Hele, sig deri ved at sige: Det er naturligt, at Z. længes efter sin Familie; — og nu gik det da atter i Lovtaler over Wanda og hendes Naturlighed etc. etc. Du seer altsaa deraf, hvordan Landet ligger, og at jeg ei har Dronningen at takke for Nøglen. — Adler selv blev meget flau, da jeg sagde ham, at vel underrettede Folk ansaae ham som Hertugens bedste Støtte hos Kongen og som den, der med Møsting havde ansadt Statholderen, — men vilde ei ved- gaae dette [Z. rejste 25. Sept. til Altona for at hente sin Familie hj em]. 3 i. Ju li 1846, København: [Z. vendt tilbage fra at have fulgt sin Familie til Altona]. Ewald meget beroliget ved mm Ro, bad mig strax at tage til Sorgenfrie. Kongen er vel rolig og fuldkommen fast; han afbrød Arbeide med Tillisch, saa at jeg ikkun talede ham kort, men høist betydningsfuldt; jeg sagde ham, hvor uforandret roligt Alt var i Holsten, og at det ikkun brændte 1 Aviserne; han sagde mig, at J. Criminil [kgl. Commissarius ved de holstenske Stænder] insisterede paa at ophæve Stænderforsamlingen, hvilket jeg paa det allerbestemteste fraraadede, da dette netop var hvad Stænderne ønskede, men at lade dem blive samlede just nu, da der efter den første Ruus var fulgt Flauhed, — og dette var ogsaa hans Mening. Jeg raadede ham til den allerurokkeligste Fasthed og a er- mindst at høre paa de Høiest Staaende, og jeg er vis paa at han i denne Sag [Kongens aabne Brev af 8. Juli om Arvefølgen] holder dette. Jeg sagde ham, at Statholderen var en Anomalie, hvortil han svarede: Ja, vistnok, men jeg ønskede helst, at han selv søgte at gaae. Kongen sagde mig endnu, at det havde været ham kiært at tale med mig hiemme. 1 1 . Ave., Wyk: [Ankomst 5 - A vg .]. Med mig er saaledes all right men dette er det paa ingen Maade med Alt. Statholderens Afgang, som var saa yderst vigtig netop nu, er bestemt ajourneret, og alle Omgivelserne ere bievne duperede og, som det synes, med