AdmiralCCZahrtmann

K O N G E N S A D J U T A N T

1 1 8

underordnede Hofstilling at virke Gavn for Kongen og for Dan­ mark, for Flaaden, Søfarten og Handelen; ikke mindst turde han vente at finde Fodfæste i sin staaende Kamp mod den fra Admirali­ tetet udgaaende Lammelse. Tillige imødekom han herved sin Hu­ strus Ønske om nær Tilknytning til Hoffet. Skjønt Hoftjenesten stjal ham megen Tid fra det kære Søkort­ arkiv, holdt Zahrtmann ikke blot ud i den lige til Kongens Død uden at trættes, men han vandt Kongens Fortrolighed og omfattede hans vennesæle Sind med varm Trofasthed. Paa sin Vis blev de tvende vidt forskellige Mænd uadskillelige. Den blaa Zahrtmann, saaledes nævnt efter sin Uniform, blev kendt Mand i København som Kon­ gens hyppigste Ledsager under hans Morgenvandring ind paa den lukkede Langelinje, paa hans Rideture i Stadens Omegn, som Vagt­ havende ved hans Avdienser. En morsom Tegning af Kongen og hans Adjutant paa Langelinje gjengaves 1901 i V. Østergaards „Vort Folk i det 19. Aarhundrede“ ; den fortæller deres Samfærd bedre end mange Ord. J. M. Thiele fortalte — i „Mit L ivs Aar- bøger“ , 2. B., S. 92, — om en uheldig Ridetur 22. Juni 1841 ud til Kalkbrænderiet, da Zahrtmann var sprungen af sin Hest for at hjælpe Kongen ned, og da denne fik Foden ind i hans Skulderbaand og trods alle Anstrengelser for at holde ham oppe, høj og før som han var, styrtede til Jorden og herunder saarede den venstre Læg med sin Spore; han maatte køres tilbage til nogle Døgns Senge­ leje paa Amalienborg, inden Saaret blev lægt. Fra en Køretur er fortalt, at Z. sad længe tavs i sine egne Tanker, saa at Kongen til sidst gnavent brød ud: Sover De, Zahrtmann? — og øjeblikkelig fik til Svar: Nej, Deres Majestæt, jeg sover aldrig paa min Post. Pinlig kunde Tjenesten i Forværelset til Kongens Avdienser blive Zahrtmann. I Reglen tilbragte han Tiden med skriftligt A r­ bejde ved Pulten henne ved Vinduet; forstyrrede hyppige Afbrydel­ ser ham heri, tog han fat paa at vandre frem og tilbage foran Avdienssalens Dør. Selv hurtig i Opfattelse følte han sig led af alt Tidsspilde og havde vanskeligt ved at dæmpe sin Utaalmodighed. Hans bryske Optræden kunde ganske tage Modet fra de Avdiens- søgende, som forud bævede for at skulle stedes for Kongens Aasyn. Her blev den blaa Z. ikke elsket, men frygtet. For øvrigt var han heri ens imod alle. Saa han paa sin Vandring frem og tilbage, at en hartkorndiger Mave havde trængt sig frem foran Rækken, gjor­ de han et Slag over imod den og stødte den med Albuen tilbage i Rækken; saaledes lød Godsherrernes Klage. Andre Krøniker om ham løb Byen rundt. En enkelt naaede ind i Litteraturen, for theatralsk omdigtet til ret at taale Dagens Lys; skønt ringe i sig selv, turde dog dens sande Dokumenter være at fremføre her. Hovedpersonen var Eduard Meyer, den kendte Redaktør af Flyveposten, i hvilket Navn Københavnerne ofte fristedes til at udelade F. 23. Febr. 184 7: Min Herre! I Kongens Forgemak respecterer jeg Dem som Overmand, men uden for samme er De min Lige-