AdmiralCCZahrtmann

K O N G E N S A D J U T A N T 117 Jeg troer nu bedste Moder, temmeligt fuldstændigen at have gjengivet Dem denne i Danmarks Historie mærkelige Dags Begi­ venheder. Paa mig og min Stilling har dette vistnok aldeles ingen Indflydelse, men i ethvert Tilfælde er det vist, at jeg ei gaaer til­ bage derved, og at gaae frem hverken ønsker eller venter jeg. — Gud give Kongen Energie og betage ham Lyst til at blande sig i Smaating! Amen. Min gode Kone har faaet en slem Tand ud igaar, og vi befinde os nu Alle saare vel. Alle sende de venligste Hilsener, men Ingen mere, min elskede Moder, end Deres inderlig hengivne Christian. Puur Pøbel har iaften klinket nogle Ruder hos Jøden paa Øster­ gade. [Udskrift] Frue Provstinde Zahrtmann fød Tetens, Viborg. 2. I dette Brev lagde Zahrtmann utvungent for Dagen, hvor stærkt Landesorgen og Tanken om Danmarks uvisse Fremtid greb hans følsomme Sind og bragte ham Taarerne nær. Folkets jublende Haab til at se Statslivets mørnede Baand sprængte og Krav om at leve i et friere Statssamfund var ham fremmede, derom havde han intet Ord, de stod hans Tankegang imod. Støbt til Mand i Frederik den Sjettes første Kongeaar havde han just i den oplyste Enevælde fun­ det en ypperlig Støtte for sine Formaals Fremme; han følte ingen Trang til at komme bort fra den. A f den gamle Konges Død ønskede og ventede han ingen Foran­ dring i sin Stilling og sine Forhold. Ganske uventet kaldte Christian den Ottende ham kun ni Døgn senere, 12. Dec. 1839, til sin Adju- tant. Her, som ved ethvert afgjørende Skridt paa Zahrtmanns hele Løbebane, kom Stødet til ham ude fra Omverdenen; selv rørte han ikke en Finger, end mindre en Albu, for at bane sig frem. I sin urokkelige Selvtillid vidste han at bie rolig paa den Time, som skulde og maatte tage Brug af hans store Evner og dygtige Arbej de. Christian den Ottende kunde ikke vente, at han i Zahrtmann vilde finde en fad Smigrer eller en følgagtig Hoftjener; dennes stejle Optræden mod det høje Admiralitet var Kongen og Hvermand kendt. Snarere søgte Kongen i ham en kundskabsrig Omgangsfælle; muligt følte han, selv holdningsløs af Sind, Trang til at have som Støtte ved sin Side en Mand af en fast, djerv Støbning og fandt en saadan i den koldblodige, raadsnare Marinekapitajn med den klare, vidt spændende Indsigt og de knappe raske Svar. Zahrtmann selv følte sig ikke dragen til Kongen. Med sit skarpe Blik havde han tidligt gjennemskuet dennes Svagheder, hans Mangel paa mandig Handlekraft, hans Flygtighed, hans Iver for Smaatte- rier, hans Lunefuldheder; lige saa kendte han Kongens velvillige Sind, hans Retfærdsfølelse, Kundskabsfylde, hans livlige, vaagne Aand, som op- og omfattede snart sagt alt og alle. Naar han nu greb Kongens Opfordring, maatte han vel føle sig kaldet til i den