ASØrstedsBetydning

112 Procesmaade og Lassons norske Proces og har saaledes gjennem et halvt Aarhundrede været den uden Mod­ sigelse herskende Theori, der ogsaa mægtigen har paavirket Praxis. Selv om det maa erkjendes, a t ø . ’s eget Forsøg paa a t opstille et almindeligt Princip for Bevisbyrdens Fordeling ikke er tilfredsstillende — fordi dette overhovedet er en uløselig Opgave 0 —, maa det dog tilstaaes, baade a t hans Af handlinger have virket i høj Grad til a t klare Begreberne i denne Materie gjennem den kritiske Behandling af de tidligere her og andensteds opstillede Theorier, og a t de Regler, han selv giver, om de end ikke udgjøre en overalt gjældende Normering for Bevisbyrdens Fordeling, dog i al Fald afgive en Række gode og træffende Exempler, efter hvis Forbillede Besvarelsen med Lethed findes i mange af de hyppigst forekommende Tilfælde. I den ældre Afhandling, som er optaget i Jur. Arcli. 4B., saavel som i Eunomia kritiserer han de dengang bekjendte Forsøg paa a t opstille et Princip for Bevis­ byrdens Fordeling. Efter først a t have bemærket, a t Sætningen „actori incumbit probatio“ intetsteds følges eller kan følges som Princip for Bevisbyrdens Forde­ ling, da det vilde være en aldeles urimelig Fordring, a t Sagsøgeren skulde af bevise enhver Indsigelse, som Modparten maatte fremkomme med, bemærker han, a t af alle opstillede Principer for Bevisbyrdefordelingen in tet har været saa bekjendt og udbredt som Maximen P Schweigaard (Norsk Proces 1B. S. 299) har Fortjenesten af først i vor Literatur at liave fremhævet, at Bevisbyrde­ fordelingen ikke kan udtømmende ordnes efter et enkelt Princip og, hvad logisk kan deduceres af det, men at der maa sees hen til, hvad Retsplejens Tarv kræver, og at der maa søges efter de Løsninger af Spørgsmaalet, der, ophøjede til almindelige Regler, mindst udsætte den, paa hvis Side Retten er, for at lide Tab.