591978748

INDB YDELSESSKTiLFT

TIL

K JØ B E N H A V N S UN IVER S ITET S A A R S F E ST

TIL ERINDRING OM

KIRKENS REFORMATION.

irori: Kjøbenhavns Fødselsstiftelse som Humanitets- og Undervisnings-Anstalt, 1787—1887, med en Ind­ ledning om Fødselshjælpens Udvikling i Danmark

af

A. Stadfeldt.

KJøBENIIAVN. l'KYKT UOS J. II. SCHULTZ. 1887.

Kjøbenhavns Fødselsstiftelse

som

Huma n i t e t s - og Und e r v i s n i n g s -An s t a l t ,

1787- 1887 ,

med en Indledning om

F ød se lsh jæ lp en s U d v ik l in g i D anm a rk .

Den kongelige Fødselsstiftelses Hovedbygning, belig­ gende ved Siden af Frederiks Hospitals sydlige Pavillon, ud mod Amaliegade, blev aabnet for Fødende den 31te Marts 1787 og har saaledes været i Brug i et Hundred Aar. Murene have i den Tid dækket over mange Sorger og været Vidne til mange Smerter; men paa den anden Side maa Fødslen af mere end Hundred Tusind Børn ogsaa have skabt megen personlig Lykke og bevaret nyttige Borgere for Samfundet Det var en smuk og human Tanke, som affødte Planen til Oprettelsen af en Fødselsstiftelse i Ivjøbenhavn, human i en dobbelt Henseende, først udsprungen af Forsorg for Børnene, senere skærpet med Haabet om en betrygget Bar­ selfærd for Mødrene. Der har imidlertid været Tider i Fød­ selsstiftelsens Historie, hvor man tvivlede om dens, ligesom om andre Fødselsstiftelsers, Berettigelse til at blive hen­ regnet til Humanitetsanstalterne; thi Dødeligheden blandt Barselkvinderne var saa betydelig, at man med en Slags Ret kunde forlange en Indskrift over Fødselsstifteisernes Porte med de grusomme Ord: Her myrdes Barselkvinder paa offentlig Bekostning. De, som i de sidste to Aartier have virket i vor Fødselsstiftelse, kunne næppe forstaa i sit hele Omfang den knugende Sorg, som tidligere forbitrede Livet for de ansvarshavende Læger, naar de til Tider saa den ene sunde Fødende efter den anden søge Ly inden for Anstaltens Mure, og derefter bleve Vidne til Dødens rige Høst: hver tredje eller fjerde Barselkvinde.

Overlægerne i en Fødselsstiftelse, ligesom Forstandere for eliirnrgiske Servicer, virke ganske vist al Tid paa en Vul­ kan, staa al Tid i Fare for at faa deres Patienter infieerede af ondartet Saarfeber (Septichæmi); men i Nutiden lejende vi dog Midlerne til at hindre Vulkanens Udbrud, og ved en iliærdet og intelligent Anvendelse af Midlerne ere vi i Stand til at indskrænke Infektionens Felt til det mindst mulige. I Fortiden stode Lægerne derimod mere eller mindre hjæl­ peløse overfor den dem ubekjendte, i hvert Fald efter Da­ tidens Lære næsten uangribelige Fjende. Efter en haabløs Kamp endte man ofte med at blive Fatalist. Det var til Dels paa Grund af en saadan fatalistisk Opfattelse, at man fandt sig i at beholde Fødselsstifteiser; dog maa man ikke glemme andre Hensyn, som virkelig vejede i Vægtskaalen til Fordel for dem. For det første er der ingen Tvivl om, at disse Anstalter ere et Værn for nyfødte Børn, frelse og have frelst mange Børneliv. Den anden Betragtning, som holdt Fødselsstifterne oppe, var Undervisningsspørgsmaalet, idet det stillede sig som en Nødvendighed, at have en større Samling af Fødende, for at kunne gjennemføre den prak­ tiske Uddannelse af Læger og Jordemødre i Fødselshjælpen. I Virkeligheden vil man ogsaa finde, at en alsidig Uddan­ nelse af Landenes Fødselshjælpere kun har fundet og kun kan finde- Sted ved Undervisning og Studium i Fødsels­ stiftelser. Man kan ikke nægte, at vore Statsmyndigheder tidlig have indset Vigtigheden af Fødselsstiftelsen som Undervis­ ningsanstalt, og om det maaske til Dels er tilfældigt, ser det dog ud som en Tanke, at Regjeringen strax ved Opret­ telsen af den første, større, vel organiserede Fødselsstiftelse stillede sig mere end almindelig bestemt paa Undervisnings­ standpunktet, idet Frederik den femte i Reskript af 15de- Maj 1761, samtidig med at udnævne Professor C. Berger til tertius professor i det medicinske Fakultet, skjænkede Fød­ selsstiftelsen til dette Fakultet „for at tjene til praktisk

Skole in obstetriciis.“ Dette Hensyn til Undervisningen er gaaet som en rød Traad gjennem hele Fødselsstiftelsens Virksomhed, og har flere Gange paa en heldig Maade hi­ draget til at bøje den rent læge Styrelse hen imod en god Løsning af det ikke altid vel sete Undervisningsspørgsmaal. Det har vistnok ikke fra Begyndelsen af stillet sig klart for Myndighederne, at Hensynet til Undervisningen med Tiden skulde blive et Palladium for Fødselsstiftelsen, men i hvert Fald forekommer det mig uomtvisteligt, at Omsorgen for Undervisningen, som spillede en saa væsenlig Rolle ved den omtalte Dotation, allerede tidlig maa have vist sig at være af overlegen Betydning; thi i Stiftelsens Hovedfundats af 23de Marts 1787, som blev udfærdiget, da Anstalten skiltes ud fra Frederiks Hospital og flyttede ind i sin nuværende Ejendom, optoges igjen Frederik den femtes Tanke fuldt ud i Stykke IV, naar der staar: „Ellers skulle Studenterne saa- længe de ligge paa Fødselsstiftelsen staa under Opsyn af Stiftelsens Professor artis obstetr., der desuden ligesom Fød­ selsstiftelsen skulle henhøre under det medicinske Fakultet, hvorunder den nuværende Professor og Fødselsanstalten ved Frederiks Hospital - efter Reskript af 15de Maj 17(11 — nu staaer.u At Tanken har været vel modnet ses endvidere deraf, at der i Fundatsen tilføjes den samme Indskrænkning som findes i Gavebrevet af 1761, nemlig: „dog ikkun for- saavidt Undervisningen og Examen angaaer.u Det maa efter det foran anførte blive en Taknemmelig- hedsgjæld for Universitetet at gjøre Rede for den obstetriciske Undervisnings Udvikling, for saa vidt Fødselsstiftelsen har været Midlet til at befordre den. Forfatteren af denne Af­ handling har derfor greben denne velkomne Lejlighed, som Jubilæuinsaaret for Anstaltens Flytning til dens nuværende Lokaler saa naturlig giver, til at nedskrive en Fremstilling af Hovedpunkterne i Fødselshjælpens Udvikling i Danmark, samt dertil knytte Oplysninger om Fødselsstiftelsens Stilling som Humanitets- og Undervisningsanstalt.

I. Man har været tilbøjelig til at paastaa, at Fødslerne i Reglen foregik let lios de gamle Nordboere, i Analogi med hvad der antages om kraftige Naturmennesker. Det kan for saa vidt være rigtig, som der utvivlsomt er mange Aarsager til komplicerede Fødsler, der fortrinsvis gjøre sig gjældende i Civilisationens Centrer; men paa den anden Side fritager Naturtilstanden langt fra Kvinden for at føde med Besvær og Fare for Livet. Man har ogsaa gjort opmærksom paa, at Kæmpeviserne forholdsvis ofte omtale hastige Dødsfald efter Fødslen. Saa meget er i hvert Fald sikkert, at Kjend- skaben til Fødselshjælp i Oldtiden og langt hen i Middelal­ deren var saa begrænset, og Midlerne til at fremme Føds­ len af saa ringe Værdi, at man ikke deri kan finde en Garanti for en let og sundhedsmæssig Fødsel for Da­ tidens Kvinder. Der anbefaledes Tryllesange, at riste Bjærgruner; der omtales Amuletter og fødselshjælpende Bælter. Henrik Harpestræng nævner blandt gode Midler til at befordre Fødsler visse Urteafkog, Tryllestene, og P. A. Sohleisner omtaler en gammel islandsk Skik, at drikke Vand, hvori et Par Æg ere kogte; thi „dette maa med Guds Hjælp virke, da Ægget selv er en Fødsel og derfor maa give Vandet fødende Kraft.“ Som et ganske interessant Exempel paa Overtroens Sejlivetlied skal jeg tilføje, at jeg har mundtlig Meddelelse om, at denne islandske Kur an­ vendtes for et Par Aartier siden i den nordlige Del af Jylland, kun med den fra Jordemoderens Side snilde Til­ føjelse, at hun skulde spise Æggene, medens den Fødende lod sig nøje med Kogevandet. Saaledes blander Overtro og Mysticisme sig til sene Tider ind i Fødselshjælpen; men først og sidst finde vi dog altid Bønnen anbefalet under Fødslen. I Tliieles Folkesagn forekomme Linjerne: „Jom­ fru Maria, laan mig Nøglerne dine, at jeg kan aabne Læn­ derne mine,“ og endnu i Kristian den fjerdes Kirkeordinants

fra 1G07 paalægges defc Jordemødrene ved svære Fødsler „at trøste Mødrene med at Gud er selv tilstede, gjørende selv det bedste, om han paakaldes.t£ Det følger af sig selv, at den sande Gudsfrygt skaber Resignation og forøger Mod­ standskraften imod Smerter, men Bønnen kan dog ikke med Rette fremhæves som en Faktor, der har Betydning for Fødselshjælpen. Kjendskaben til Svangerskab og Fødsel var i det hele saa ufuldstændig, og Fødselshjælpen lagt i saa uvidende Hænder, at Fremskridt længe lod vente paa sig. Der var hos alle germanske Folkeslag en ejendommelig Sky for at modtage mandlig Hjælp under Fødslen, og de kvindelige Fødselshjælpere vare for ukyndige og for daarlig, eller al­ deles ikke, oplærte til at lede en Fødsel, hvor noget udenfor det ganske sædvanlige indtraadte. Civilisationen vandrer fra Vest og Syd mod Øst og Nord, og vi ere i de fleste Retninger komne bag efter vore sydlige Naboer, saaledes ogsaa med Hensyn til Oplærelse i Fødselshjælp. I den om­ talte Kirkeordinants fra 1607 fordres blot „saadanne Jorde­ mødre, som ere ærlige og gudsfrygtige---------at Præstern o skulle undervise disse Jordemødre, hvorledes de sig skulle have baade med Barselkvinder og med Fosteret.“ Hvor langt mere fremskreden var Ordningen ikke i Strasborg V I en Ordinants fra 1605 paabydes allerede en Examen for Jordemødre, afholdt af Stadslægen og nogle forstandige Koner, og paa samme Tid finde vi i Frankrig en betydelig Jordemoder som Forfatterinde (Louise Bourgeois). Forfat­ terne fra Slutningen af det 17de Aarlmndrede klage stadig ji over Jordemodervæsenets slette Tilstand hos os, og den Kilde, hvorfra Forbedringen skulde komme, var ogsaa meget mangelfuld; thi hvorfra skulde Lægerne hente Kundskab til Fødselshjælp? De bleve i Reglen først tilkaldte, naar Til­ fældet var fortvivlet, naar Hager og Tænger maatte anvendes for at fuldende Forløsningen. Derfor kunde Lægerne ikke faa Lejlighed til at skaffe sig den nødvendige Kjendskab

til Fødslens normale og abnorme Forløb, som jo er den eneste Basis for en rationel Fødselshjælp. Thomas Bartholin er en af de første betydelige Læger, som interesserede sig for Fødselshjælpen og dens Udøvelse, og med stærke Udtryk beklager han sig over Jordemødrenes slette Kvalitet. Han lagde navnlig Vægt paa Nødvendig­ heden af en Examination af Jordemødre, og da en saadan blev paabudt ved Medicinalordningen af 1672, deltog han med fire andre Læger i Overhøringen. Udfaldet af Examen var, som man kunde vente, maadeligt, og Examinanderne, der allerede virkede som Fødselshjælpersker, røbede den største Uvidenhed, parret med en god Portion Overtro og Taabelighed. Det synes ogsaa, at den befalede Examination af Jordemødrene snart faldt væk, i hvert Fald kun gav ringe Udbytte, og dette kan ikke vække Forundring; thi en saa stor Misére, som den Gang fandtes i Jordemoder- standen, kunde ikke hæves paa én Gang. Dertil udfordres frem for alt Personligheder, baade til at undervise Eleverne og til at examinere dem, og saadanne savnedes fuldstændig. Til. Bartholin manglede trods hans eminente Betydning i andre Henseender Forudsætningerne dertil; han havde ingen Erfaring i Fødselshjælp, ingen større Kundskab om Fødsels­ videnskaben, og Jordemødrenes Forberedelse og Examination synes hovedsagelig at være gaaet i anatomisk Retning. Undervisning i Anatomi kan være god nok som en Forud­ sætning til at virke ved Fødslen; men Kjendskaben til det menneskelige Legeme alene skaber ikke Fødsels­ hjælpere. Det var først Forordningen af 30te November 1714 og den ved denne Forordning oprettede J or d emod e r k o in - mi s s i on , som efterhaanden bragte en bedre Tilstand til Veje i Jordemodervæsenet. Denne Kommission og navn­ lig dens to ledende Mænd, begge Buchwalderne, Johannes de Buchwald og Balthazar J. de Buchwald, arbejdede sejt Og med Dygtighed efter Datidens Fordringer paa Jorde-

mødrenes Uddannelse og Standens Forbedring og da disse to Mænd baade vare praktisk uddannede Fødselshjælpere o g samtidig Professorer i det medicinske Fakultet, bleve de Bærerne for Fødselshjælpens og Fødselsvidenskabens Frem­ gang i Danmark lige indtil Fødselsstiftelsen i 1759 flyttedes til Frederiks Hospital og i 1761 funderedes som praktisk Undervisningsanstalt for Læger og Jordemødre. Ved at gjennemlæse de tilstedeværende Rester af Jordemoderkom- missionens Arkiv, faar man et godt Begreb om den Udhol­ denhed, den Blanding af human Hensynsfuldhed og dra­ konisk Strænghed, hvormed Kampen førtes imod de slette Jordemoderforhold. Før jeg imidlertid gaar over til at om­ tale denne Kommissions Virksomhed, skal jeg kortelig dvæle ved den ogsaa haardt tiltrængte Forbedring i Læger­ nes Uddannelse som Fødselshjælpere i den første Halvdel af det attende Aarhundrede. Ved Aarhundredets Begyndelse var Antallet af fødsels- hjælpende Læger meget ringe, og de faa, som med Dyg­ tighed udøvede Fødselshjælpen, vare enten oplærte i Ud­ landet eller praktisk uddannede af de enkelte erfarne Fød­ selshjælpere, som virkede her i Staden. Theoretiske Fore­ læsninger bleve dog allerede tidlig holdte ved Universitetet, og det er ikke ganske retfærdigt af Herholdt, naar han i et Universitetsprogram fra 1812 siger, at Fødselsvidenskaben ej ble.v ordentlig læst ved Kjøbenhavns Universitet, hverken for Jordemødre eller Læger, før .1739, „da B. J. de Buch- wald først gjorde sig bekjendt.u Det forekommer mig at der her foreligger en Miskjendelse af den ældre Buchwalds Fortjenester; thi lian paabegyndte Undervisning baade for Jordemødre og Læger, der vel i Følge Forholdenes Natur maatte blive theoretisk, men i hvert Fald næppe blev afmindre Betydning for Datiden, end de af Sønnen senere hen i Aarhun- dredet holdte Forelæsninger. Ingerslev har i „Danmarks Læger“ etc. meddelt, at den ældre Buchwald allerede 1721—1722 holdt Forelæsninger over Obstetrik ved Universitetet. Fødselsviden-

skaben blev imidlertid ikke obligatorisk Examensfag, og der var heller ikke Adgang til praktisk Undervisning før Aaret 1761, da B. J. de Buchwald havde faaet udvirket et kongeligt Reskript af 2den Januar, hvori det bestemtes, at „visse studiosis medie, et chir. maatte forundes Adgang til det saakaldte frie Jordemoderhusw, og samtidig paalagdes det „Alle, som ville være Land- eller Stadsphysicus ligesom Chirurgus i Provindserne, at erhverve fornøden Kundskab og Indsigt i Jordemodervidenskab, og samme ved et Ten­ tamen enten for facultate inedica eller Jordemoderkommis- sionen legitimere og derover erholde Attestat. “ Dette Re­ skript var det sidste Glimt af den nedgaaende Stjærne. Buchwald var bleven gammel, og det blev Berger, som op­ tog Arven efter ham, og ved sin Ansættelse som Professor ved Fødselsstiftelsen kom til at bringe Reskriptets Bud til praktisk Udførelse. Den omtalte Forordning har for øvrigt en særegen Interesse derved, at Medicinerne og Chirurgerne igjen tvinges sammen til en fælles Prøve, efter at de havde været fjendtlig adskilte siden 1736, da theatrum anatomico— chirurgicum blev oprettet ved Simon Criigers Bestræbelser. Denne Læreanstalt har uden Tvivl udrettet meget godt ved at hæve Bartskærernes Stand og ved at uddanne brugbare Chirurger; men ulykkeligvis laa den stadig i Strid med det medicinske Fakultet, hvor der ligeledes doceredes baade Anatomi og Chirurgi. Striden var ofte meget bitter, næret ved gjensidig Jalousi, og ved sin ophidsende Virkning paa de to Partier bidrog den længere end tilbørlig til at mod­ arbejde Enhedsbestræbelserne i Lægevidenskaben. Theatrum anatomico- chirurgicum havde for øvrigt ingen Betydning for Fødselshjælp og Fødselsvidenskab, skjønt Simon Criiger personlig ikke var uden Fjendskab til praktisk Fødsels­ hjælp ; thi der holdtes efter Herholdts Angivelse ingen Fore­ læsninger i dette Fag, og Eleverne maatte søge Uddannelse andre Steder. Den i Reskriptet givne Anvisning paa Exa- .mmation for Jordemoderkommissionen kan synes noget be-

synderlig. Maaske skyldtes den en Indrømmelse til theatrum anatomico-chirurgioum, for at man kunde gaa uden om det forhadte Fakultet. Men i hvert Fald havde denne Ordning et Præcedens; thi den 16de Marts 1756 var en af Simon Criigers Elever, en Chirurg Nesler fra .Rendsborg, examineret for den nævnte Kommisson og befunden dygtig som Fødsels­ hjælper. Han afgik til sin Hjemstavn med et tysk Testi­ monium fra Kommissionen. Det vil være uden Interesse at nævne alle de Læger, som gjorde sig bekjendte som praktiske Fødselshjælpere i det her omhandlede Tidsrum. Tallet er ikke stort, og de fleste af dem ville senere blive nævnte som Medlemmer af Jordemoderkommissionen. Jordemoderkommissionen var, som sagt, Bærer af Jorde- mødrenes Uddannelse og af Tilsynet med dem. Den var ganske vist oprettet med særligt Hensyn til Kjøbenhavns og Christianshavns Behov, men fik dog en stor Betydning for hele Landet, idet dels mange af de fra Hovedstaden op­ lærte og examinerede Jordemødre spredtes ud over Landet, dels blev det senere under Kommissionens Blomstrings­ periode mere og mere almindeligt, at Kvinder fra Provin­ serne toge ind eller bleve indsendte til Oplæring og Over­ høring. Det laa vel hovedsagelig i Samfærdselsforholdenes Vanskelighed, at de nærmest liggende Provinser først sendte Examinander til Hovedstaden, de fjærnest liggende senere. Fra Sjælland sendtes de første Kontingenter af Jordemoder- æinner, der efter fra Jylland og Fyn (1751) og til sidst fra Norge (1767). Forordningen af 30te November 1714, som skabte Jordemoderkommissionen, blev Fundamentet for hele den kommende Udvikling af Fødselshjælpen i Danmark; den turde derfor fortjene en lidt nærmere Omtale. Kommissionen blev sammensat af de to Medlemmer i det medicinske Fa­ kultet samt tre Læger: Livmedilms J. de Buchwald, Stads- fysikus EiclieJ og Dr. A. Hadquart. Dens Omraade var 2

Kjøbenhavn, og den skulde undervise og examinere de Jorde­ mødre, som agtede at lade sig bruge i Hovedstaden. I andre Stæder saa vel som paa Landet skulde efter Forordningen „Examen afholdes af en medico eller nærmest værende praktico.u For at kunne anmelde sig til Examen maatte Eleverne medbringe Skudsmaal fra deres Sjælesørger, lade sig undervise et Par Aar hos en erfaren Medicus eller Chirurgus, samt derefter henvises „til forstandige og for­ farne Jordemødre, som skulle være skyldige at tage dem med til Barselkvinder og lære dem at praktisere .u Det for­ bydes fremdeles i Forordningen andre end examinerede Jordemødre at betjene Fødende „og hvis saadant antræffes, kunne de straffes med Børnehuset.14 Det paalægges Jorde- mødrene at være ædruelige, samt at holde Venskab og For­ trolighed med hinanden, hjælpe hinanden med Raad og Daad, og for at sikkre Jordemødrenes Existens, bestemtes det, at kun tredive maatte praktisere i Kjøbenhavn. Det paalægges end videre Stadens Jordemødre at comparere for Kommis­ sionen, naar det forlanges, „og nøje efterleve, hvad denne herefter maatte fornøden eragte.“ I det Hele tildeltes der Jordemoderkommissionen en efter Nutidens Retsregler ganske usædvanlig Dommermyndighed: den kunde indstævne og forhøre de Anklagede, og dens dømmende Myndighed var, som vi snart skulle se, af temmelig omfattende Beskaffenhed. Den omtalte Forordning repræsenterer et stort Frem­ skridt i Ordningen af Jordemoderforholdene; men det følger af sig selv, at det kun gik langsomt med Forbedringen inden for Standen. Det er umuligt at følge Kommissionens tidligste Arbejde under Kampen mod Fortidens Raahed og Uvidenhed, da der kun forekommer sparsomme Optegnelser i Arkivet før Aaret 1735. Stræng maa Pionertjenesten imidlertid have været; thi endnu paa den Tid, som Forfatteren kjender nær­ mere til, fandtes der efter de endnu existerende Optegnelser mange braadne Kar i Jordemoderstanden. Skjænderi med de groveste Udtryk, Slagsmaal og Drukkenskab omtales

oftere. I 1736 bekjendtgjøres en Jordemodervakance i Ros­ kilde „formedelst den forriges Hengivenhed til Drukkenskab og overflødige Forargelser.u Endogsaa indkaldte for Kom­ missionen mødte Jordemødrene i utilregnelig Tilstand. Kampen mod de uexaminerede Fødselshjælpere var haard- nakket, især vare de saakaldte Lærlinge meget tilbøjelige til at arbejde for egen Regning, og som det ofte gaar, bleve de uautoriserede Fødselshjælpere støttede af Publikum. Officersstandens Hustruer synes navnlig at have protegeret Kvaksalveriet her i Staden. Det kan vistnok være ganske oplysende, baade om Kulturtilstanden og om Kommissionens dømmende Virksomhed, at referere en af de forekommende Domssager. I Mødet den 4de September 1744 havde Kom­ missionen dømt den uautoriserede Fødselshjælper Lisbeth Thomsen til at indsættes i Børnehuset, „at arbejde udi 3 Maanederu, fordi hun for tredje Gang var overbevist om at have betjent Fødende. Politimesteren fandt sig imidlertid ikke beføjet til at exekvere Dommen, sandsynligvis fordi den gik uden for de Grænser (Kassation, Mulkt), Forord­ ningen af 30te November 1714 efter Ordlyden satte for Kom­ missionens Myndighed. Sagen henstod nu uafgjort, indtil Forordningen af 16de Oktober 1744 var udgaaet og bekjendt- gjort, vistnok efter Buchwalds Initiativ. I denne Forordning udvidedes Kommissionens Dommermyndighed til at gjælde Børnehusstraf, dog med Ret til Appel til Højesteret. Lis­ beth Thomsen blev derefter indstævnet til at møde for Kommissionen den 30te Oktober; men da hun mødte be- skjænket, udsattes Sagen til den 8de Januar 1745. Kommis­ sionen lod dog Naade gaa for Ret, eftergav Straffen med en Advarsel om, at Dommen vilde blive exekveret, naar hun paany gjorde sig skyldig i at praktisere som Jordemoder. Hun undgik imidlertid ikke sin Skjæbne, thi i 1747 blev hun attraperet ved en Daabshandling i Kirken. Det var Sædvane, at Jordemødrene fulgte med i Kirken, naar Bør­ nene døbtes, og det synes, at have været en meget benyttet

Skik, at fange de uautoriserede Fødselshjælpere ved denne Højtidelighed. De autoriserede Jordemødre vare selvfølgelig ivrige efter at opspore Brud paa deres Privilegium; men Examenskominissionens Bud udfoldede ogsaa en ret betydelig Spionering, vel nærmest bevæget hertil af pekuniær Inter­ esse, da han var lønnet med Sportler, Mulkter og lignende uvisse Indtægter. Da Lisbeth Thomsen saaledes var greben in flagranti og havde tilstaaet sin Brøde, blev hun defini­ tivt dømt til at udstaa den til gode havende Børnehusstraf. Barnets Fader, der var Kaptejn i Landmilitsen, søgte at intervenere, men Kommissionen blev ved sin Dom, og endelig lover Politimesteren i 1749, at Dommen skal blive bragt til Exekution, naar han faar at vide, hvor Delinkventen er at finde. Den her omtalte dømmende Myndighed indskrænkedes efterhaanden mere og mere og efter 1782 forekommer ingen Domssag. I Anledning af en Sag i 1772, hvor Dom til Børnehuset var stillet i Udsigt, ønskede Kommissionen selv Sagen henvist „til den ny indrettede Jurisdiktion ved Hof- og Stadsretten.u Jordemoderkommissionen havde efter Forordningens Bestemmelser mange andre Ting at varetage. Den holdt til uregelmæssige Tider Møder paa Studiegaarden. ofte ret hyp­ pig, saaledes var der 10 Møder i Aaret 1743. Jordemødrene bleve tilsagte til Møderne, fik her Meddelelse om paatræn­ gende Sager vedrørende Jordemoderstanden, hørte Forklaring over forefaldne Fødselstilfælde, medbragte mulig fødte Mis­ fostre o. s. v. Det er ikke muligt at se, hvor flittig de mødte; men der var dog Grænser for Udeblivelsen. Jeg finder saaledes en Jordemoder mulkteret, fordi hun havde været Tilsigelserne overhørig i flere Aar og var udebleven fra Møderne. Kommissionens vigtigste Opgave var imid­ lertid Examination og Oplæring af Jordemødrene, og det er ogsaa denne Opgave, som har mest Interesse for os ved Fremstillingen af Fødselshjælpens Udvikling her hjemme. Begge Buchwalderne vare, som tidligere fremhævet, den

ledende Tanke og trak det sværeste Læs ved Undervisning og Examination. De holdt stadig theoretisk Læsning med Jordemødrene, og i de opbevarede Optegnelser om Møderne i Kommissionen findes deres Navne næsten al Tid noterede. Flere af de andre Medlemmer toge sig Sagen lettere, og et Par Gange optegner B. J. de Buchwald ikke uden et Stænk af Malioe: „paa Grund af de andre Assessorers Fraværelse, examineredes i Nærværelse af Kommissionsbudet og de bi­ siddende Jordemødre etc.“ Den ældre Buchwald virkede fra 1714 til 1788 og hans Søn sukcederede fra 1739 til 1763, da han afgik ved Døden. I Aarenes Løb vare flere Læger, vel de fleste af dem, der beskjæftigede sig med Fødselshjælp, Medlemmer af Kommissionen*). De benævnedes Assessorer og bestode af det medicinske Fakultets Medlemmer og Stads- physici som selvskrevne. De andre Medlemmer valgtes sand­ synligvis efter Indstilling af Kommissionen; men om ét af Medlemmerne, nemlig Bertram, vides det, at han søgte om Stillingen, idet han indgav et Memorial til Kongen med Angivelse af Kvalifikationer etc. Denne Ansøgning kom til Kommissionens Erklæring, førend Udnævnelsen fandt Sted. Foruden de omtalte Assessorer vare flere af Stadens Jorde­ mødre „Bisiddere14, og blandt disse forekommer jævnlig Navnet Inger Pedersdatter, der bestyrede den første Fødsels­ stiftelse i Gothersgade. Examinerne afholdtes paa ubestemte Tider, naar Aspi- *) Jog kan fremlægge en fuldstændig Liste over Kommissionens Med­ lemmer fra Aaret 1735, og jeg antager, at det kan have Interesse, at blive bekjendt med disse Navne. Begge Buclnvaldcrnes Funk­ tionstid er angivet. Dethardings Navn tindes indtil 1745 og Lodbcrg Friis indtil 1771. Desuden forekommer J. Bings Navn fra 1742 til 1753, P. Wandeler fra 1748 til 1775, B. Wickmand fra 1750—1753, Bertram 1753—1758, Chr. Berger 1759—1769, Bottbøll 1763—1794, Kratzenstein 1764—1793, og den 8de April 1771 tiltraadte Mathias i Saxtorph sin Stilling som Stadsaccoucheur og Medlem af Jordemoder- kommissioneu.

ranter havde meldt sig, og først fra Bergers Tid blev der indført bestemte Examinationstider, i Begyndelsen fire, senere to Gange, undertiden kun én Gang om Aaret. Det kan ikke oplyses, hvor ofte og hvor mange, der examineredes i de første treti Aar, men i to med Dethardings Haand skrevne Fortegnelser over Jordemødre i Kjøbenhavn fra 1736 og fra 1739 findes en Jordemoder angivet som examineret i 1715 og elleve Jordemødre fra 1720—30. Der er imidlertid ikke Tvivl om, at der er examineret flere Jordemødre før Aaret 1730 end her angivet; thi dels ere sandsynligvis flere dragne ud paa Landet, dels er der ved flere af de mødte Jordemødre intet Examensaar angivet, men blot noteret, at Lærebrevet var brændt, formodentlig ved Kjøbenhavns Brand 1728. Efter en, som det synes, officiel Specifikation fandtes der i 1744 fire og femti edsvorne Jordemødre i Kjøbenhavn; det var det samme Aar, i hvilket det tilladte Antal af Jorde­ mødre her i Staden var forøget til sexti. Fra Aaret 1743 begynde de regelmæssige Optegnelser i Protokollen over examinerede Jordemødre fra Staden og fra Landet, og i dette Aar bleve 19 Examinander dimitterede, deraf 8 til Kjøbenhavn og 11 til Provinserne. Det svageste Punkt var og blev selvfølgelig Under­ visningén, indtil der i 1761 blev indrettet en Anstalt for praktisk Undervisning. Den theoretiske Undervisning var der efter Tidens Behov sørget for; men Lærlingesystemet hos ældre Jordemødre maatte bøde paa Savnet af en Fødsels­ stiftelse, og dette System fortsattes uden Tvivl endnu i en rum Tid for Provinsernes Vedkommende. Undervisningen har selvfølgelig ofte kun været tarvelig. Der findes fra Aar 1760 en Afskrift af „Conditioner, hvorefter en examineret dygtig Jordemoder kan blive til Wordingborg Rytterdistrikt at antage.u Jordemoderen skal efter disse Betingelser ud­ vælge sig 2 å 3 Sogne, som hun selv kan bestride; i de øvrige Sogne antages derimod „andre Personer, som det dependerer af hende at udvælge, imod at hun staar til Ansvar for deres

Dygtighed, hun maa strax examinere dem og om det For­ nødne i deres Function undervise dem.“ Desuden „skal hun tage en skikkelig og bekvem Hus- eller Graardmandskone eller Enke til Lære og Undervisning hos sig, hvilken Kvinde skal følge med hende ved alle Forretninger, for at denne kan blive skikket til at employere til Jordemoder, naar Vakance i Sognene paa Distriktet kunde forefaldet Vi have nu set Manglerne ved Jordemoderstandens Medlemmer, vi have lært Svagheden ved Undervisningen at kjende; men Fremgang og Bedring er dog kjendelig i det lier omtalte halve Hundredaar. Man maa ogsaa, for retfærdig at bedømme de langsomme Fremskridt, erindre, at Jorde- mødrenes Kaar paa de Tider vare slette, Arbejdet meget møjsommeligt og Stillingen derfor næppe tiltrækkende. End- ogsaa i Kjøbenhavn vare Vilkaarene for en Jordemoder daar- lige. I en Klage fra Aaret 1742, som 15 Jordemødre ind­ gave til Kommissionen, udtaltes der i ynkelige Udtryk en Bøn om Kommissionens Medvirkning til at de bleve fritagne for at betale de 2 Rdl., som affordredes dem for den befalede Edsaflæggelse for Magistraten, „dersom vi skal betale saa mange Penge for vores Ed, da vare vi ej i Stand til at kunne løse os fra RaadstuenJ Land-Jordemødrene vare sikkert lige saa uheldig stillede i pekuniær Henseende, og Arbejdet med de lange Afstande og daarlige Veje var vist nok endnu mere opslidende. Man ser ogsaa, at der til Tider var stor Lyst til at drage fra Kjøbstæderne og fra Landet ind til Kjøbenhavn for at praktisere der, og enkelte Kjøb- slæder forsynes mistænkelig hyppig med examinerede Jorde­ mødre; Frederiksliald kan blandt andre Byer næsten kaldes et Danaidernes Kar, idet der afgik mindst 3 Jordemødre der til i Løbet af 10 Aar. Det var vist nok den lier nævnte Attraktionskraft ved Kjøbenhavn, som bragte Kommissionen til i Aaret 1744 at indskærpe Jordemødrene, som toge ud paa Sjælland: at de ikke maatte komme tilbage efter nogen Tid for at praktisere, thi i saa Fald vilde deres Attest blive dem

fratagen. Det var et Slags Stavnsbaand for Jordemødrene, i det mindste paa Sjælland, som selvfølgelig faldt bort, da Antallet af Jordemødre i Kjøbenliavn fra Aar 1795 blev ubegrænset. Jævnsides med Jordemoderkommissionens Arbejde for Jordemødrenes Uddannelse udfoldedes der, som man fra for- skjellige Kilder véd, en ret betydelig Virksomhed i lignende Retning for Provinsernes Vedkommende. Det synes navnlig at være Jylland, hvor et mere lokalt Behov paa denne Maade blev tilfredsstillet, og vi finde Anker Ankersen i Ribe, Frederik de Buchwald i Viborg, samt Bertel AVichmand i Aalborg nævnte paa den Tid som ivrige Jordemoderlærere. Det er næppe muligt at faa oplyst, hvor omfattende den lokale Virksomhed har været, og Undersøgelse desangaaende vilde heller ikke frembyde Interesse; men i hvert Fald døde den lidt efter lidt hen for det egentlige Danmarks Ved­ kommende, efter at Jordemoderskolen i Frederiks Hospital var oprettet. II. / Det er tidligere fremhævet, at den første Bevæggrund til Oprettelse af en Fødselsstiftelse i Kjøbenliavn maa søges i Hensynet til de nyfødte Børn. Fødsel i Dølgsmaal, Barne­ mord og den fra Oldtiden nedarvede Skik at udsætte de ny­ fødte kostede langt hen i Middelalderen mange Børn Livet. • Vi have her til Lands en Plakat fra 1709 „om de Mennesker, som uchristligen henlægge spæde Børn paa Gaderne i Kjø- benhavn, at straftes paa Livet ;1‘ og, i Anledning af en Plan til Oprettelse af en Stiftelse paa 24 Hittebørn, finde vi med­ delt, at der ved „de Fattiges Væsen i Danmarku fra Konvent­ huset eller, som det ved Tilfældets Ironi kaldtes, „Silke- husetu underholdtes 700 Børn, dels forældreløse — ægte og uægte — dels saadamie „henlagde af udædige Mennesker i Folkes Huse, i Dørene, paa Gaderne eller andre Stederu (Reskript af 13de November 1750).

Den omtalte Stiftelse for Hittebørn oprettedes kort efter Frederik den femtes menneskekjærlige Reskript, og til den knyttedes en Anstalt for frugtsommelige Kvinders Forløs­ ning, som er Oprindelsen til Fødselsstiftelsen. Hensigten var at hindre Barnefødsel i Dølgsmaal og Fosterets Om­ bringelse. I de første 20 Aar styredes Anstalten af „de Fattiges Væsenu; senere gik Bestyrelsen over i andre Hænder, og omtrent samtidig funderedes Anstalten med Tanken paa en gunstig Barselfærd for Mødrene. Denne vor Stiftelses Ud v i k l i n g som Hum a n i t e t s a n s t a l t skal i korte Træk tegnes i dette Afsnit, medens vi i det følgende skulle dvæle ved Resultatet af Virksomheden. Allerede den Ilte Juli 1750 modtoges den første fødende i den paabudte Fødselsanstalt „det frie Jordemoderhus“, to Huse, som vare beliggende i Gothersgade og tilhørte Jorde­ moder Inger Pedersdatter. Det er let forstaaeligt, at Søgningen ikke var ringe; thi Forplejningen var gratis, Børnene kunde efterlades til Konventhusets Forsorg, og det var „under Straf som Menedere og Forvisning“ paalagt Jordemoderen at holde alt hemmeligt. I de første 2 Aar fødtes 237 Børn, og af disse var Halvdelen kommen paa Konventhusets Kasse; indtil 1759 fødtes 2,841 Børn under Anstaltens Tag. Det fri Jordemoderlius skaffede efterhaanden det Fattiges Væsens Administration en Del Bekymring i pekuniær Henseende, dog navnlig med Hensyn til Behandlingen af de Fødende, der paa Grund af Hemmelighedssystemet vanskelig lod sig kontrollere, og som blev anset „blandt menig Mand . . . at være liaard og voldsom.u Administrationen udtaler i en Skrivelse af 3dje Februar 1759 det Ønske til det nys op­ rettede Frederiks Hospitals Bestyrelse, at denne vil overtage Forløsningsanstalten, saaledes som Hospitalets Fundats for­ ordner, og tilføjer den indstændige Begjæring, at det maatte ske snarest mulig, da Inger Pedersdatter var død, og hendes Ejendele overgivne til Skifteretten. Ved Paasketider 1759 flyttedes Forløsningsanstalten til 3

Frederiks Hospital i den sydlige Pavillon ud mod Amalie- gade, som „udlaantes“ af Hospitalet; men i Henseende til Bestyrelse og Kasse vedblev Anstalten at sortere sammen med Hittebørnsstiftelsen under det Fattiges Væsen, indtil den endelig 1771 lagdes ind under Frederiks Hospitals Bestyrelse,, dog saaledes, at Hospitalet ikke liavde noget at gjøre med Børnenes senere Forsørgelse, som dels paahvilede de Fattiges Væsen, dels den af Christian den syvende i Aaret 1770 op­ rettede Opfostringsstiftelse. Denne Anstalt var beregnet paa at underholde 600 Børn, der bleve overladte til Plejeforældre i Staden eller paa Landet imod en Pengegodtgjørelse indtil det fyldte sjette Aar. Et Forsøg paa, 10 Aar efter, at paa- byrde Frederiks Hospital ogsaa denne Forpligtelse, bragte Bestyrelsen til at indsende en energisk og vel motiveret Promemoria med Beklagelser over alle de Byrder, som uden fyldestgjørende Vederlag efterhaanden vare paalagte Hospi­ talet, og som hindrede det i at udfolde dets Virksomhed med Forplejning af Syge paa fundatsmæssig Maade. Skri­ velsen gjorde sin Virkning; thi Hospitalet blev fritaget fol­ den tiltænkte Byrde. Direktionen for den nys nævnte Opfostringsstiftelse (Berger og Lunding) havde i Aaret 1771 faaet den meget omtalte Kasse indrettet, i hvilken der hemmelig kunde hen­ lægges spæde Børn til Anstaltens Forsorg. Kassen anbragtes i det Kjælder-Fag i Frederiks Hospitals sydlige Pavillon, som ligger nærmest ved Amalienborg Plads (a. paa Teg­ ningen); den blev forsynet med Overskriften „Ulykkelige Børns Frelseu og der anbragtes en Klokke, hvorved den nødvendige Hjælp til Barnets Modtagelse kunde tilkaldes. Denne misforstaaede Humanitets-Ytring blev imidlertid, som der staar i Reskripter, „skammeligen misbrugtu og det paa forskjellige Maader; blandt andet paastodes det, at Forældre' henlagde deres Børn til Opfostringsstiftelsens Forsorg, og derefter fik dem udleverede som Plejebørn med den fast-

satte Plejehjælp. Allerede ved Reskript af 24de Marts 1774 blev det derfor befalet at lukke Kassen. Den foran omtalte Protest og Klage fra Frederiks Hos­ pitals Direktion over Byrderne, som i Tidernes Løb vare lagte paa Hospitalet, havde en anden for vort Æmne mere indgribende Betydning, idet den gav Stødet til Fødsels­ stiftelsens Udflytning til et eget Lokale. Enkedronning Ju ­ liane Maria kjøbte nemlig kort efter en Ejendom i Amalie- gade ved Siden af Frederiks Hospital (A. paa Tegningen), nuværende Gadenummer 25, og Hensigten med Kjøbet var at skaffe bedre Plads for Patienter i Frederiks Hospital ved at flytte Fødselsstiftelsen til den ny Ejendom. Det er muligt, at Enkedronningens Gavmildhed for en væsentlig Del skyldtes Bestræbelser af hendes Kabinetssekretær Holmskjold, som efter at have været Læge ved Sorø Akademi under det bor­ gerlige Navn Holm, kom i Dronningens Gunst og adledes med Navnet Holmskjold. I hvert Fald nævnes han først i det Kommissorium, som den Ilte November 1782 blev over­ draget 5 Mænd for at overveje Sagen „om Flytningen af Fødselsstiftelsen til den af Dronning Juliane Maria skjænkede Gaard ved Siden af Hospitalet.u De andre Medlemmer af Kommissionen vare: Juristen Schou, Livlægerne Aaskow og Guldbrand samt Mathias Saxtorph. Det vil være for vidtløftigt at gjøre Rede for alle de Overvejelser, Forslag og Resolutioner, hvoraf den endelige Afgjørelse formede sig, og vi ville lade os nøje med at om­ tale denne: Fødsels- og Plejestiftelsen udsondredes fra Fre­ deriks Hospital, og Anstalterne fik særskilte Bestyrelser. Opfostringsstiftelsen vedblev derimod som tidligere at bestaa som en særegen Anstalt for udsatte Plejebørn. Det blev bestemt, at den af Enkedronningen kjøbte Gaard indrettedes som Fødselsstiftelse med Plads for 50 Barselkvinder, „deraf 10 særdeles fattige og' skikkelige Borgerkoner.“ Denne Del af det nuværende Bygningskomplex bærer paa Taggesimsen Indskriften: Kongelige Fødselsstiftelse. Paa en ledig Tomt

ved Siden af Fødselsstiftelsen opførtes „Pleyostiftelsen for nyefødde Bømu, livor efter Bestemmelsen Børnene bleve for­ plejede i nogen Tid, indtil de kunde udsættes i Pleje under Forsorg af Opfostringsstiftelsen. Til Grundlæggelse af Pleje­ stiftelsen blev Inokulationshuset og dets Formue anvist Ino- kulationshuset ejede Gaarden Solitude, beliggende mellem Griffenfeldtsgade og Kapelvejen ved den nuværende Bangers­ vej. Det var først bestemt, at Plejestiftelsen skulde have sit Lokale der; men da det viste sig, at Ombygningen vilde koste betydelig, og at navnlig den aarlige Drift vilde blive kostbarere, naar Anstalten skulde have sin selvstændige Økonomi, blev det bestemt at sælge Ejendommen og at op­ føre den ny Bygning i Forbindelse med Fødselsstiftelsen (B. paa Tegningen). Inokulationsanstalten fik senere (1792) sin egen lille Bygning i Fødselsstiftelsens Baghave, det nu­ værende saakaldte Børnehospital. I det Indre af de paa nævnte Maade hidskaffede tvende Bygninger var der dog ikke nogen stræng Sondring mellom Fødsels- og Plejestif­ telsen, idet den første paa forskjellig Maade trængte sig ind i Plejestiftelsens Lokaler; navnlig senere hen i Tiden, da den vaklende Sundhedstilstand i Fødselsstiftelsen tvang Bestyrelsen til at forøge Lokalerne for Fødende og Barsel­ kvinder. Endelig den 29de Januar 1785 udsteder Enke­ dronning Juliane Maria Gavebrevet, og den 23de Marts 1787 udgaar den kongelig konfirmerede Fundats for Fødsels- og Plejestiftelsen. Den 31te Marts 1787 aabnedes den ny Fødselsstiftelse for betalende og den 1ste Januar 1788 for fritliggende Patienter.

/ Af ren administrative Forhold under Dobbeltanstaltens Virksomhed i de følgende Tider skal blot omtales, at den og Opfostringsstiftelsen, som til Skade for Forretningsgangen havde været adskilte under forskjellige Bestyrelser, bleve smeltede sammen baade i økonomisk og administrativ Hen­ seende under én Direktion: Direktionen for den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. Sammensmeltningen fandt Sted i Aaret 1804, og Bestyrelsesformen forblev uforandret indtil Aaret 1882, da den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse paa ny blev forenet med Frederiks Hospital under en fælles Direktør. Den saaledes iværksatte Sammensmeltning var tilraadet af en Kommission, som Aaret forud havde været samlet og taget Spørgsmaalet om de nævnte Anstalters Om­ bygning eller Flytning o. s. v. under Overvejelse. Kommis­ sionen havde imidlertid været betænkt paa at afværge den Fare og Abnormitet, som let kunde indtræde, naar Anstal­ terne bleve voldgivne en læg Direktør, der paa Grund af Forholdene maatte være udsat for at blive ensidig paavirket af enkelte Personer i Administrationen eller af udenfor staaende Læger, som gave Raad uden at have Ansvar. Kommissionen foreslog af den Grund at tilvejebringe en Erstatning for de tidligere Direktioners lægekyndige Med­ lemmer ved et Lægeraad. Ved kongelig Resolution af 2den Oktober 1882 blev det ogsaa, samtidig med Sammensmelt­ ningen under én Direktør, befalet, at der sideordnet med Direktøren skulde bestaa et af Overlægerne sammensat Læge­ raad med raadgivende Stemme i alle Sager vedrørende Sygebehandling, Sygeforplejning og Undervisning. Fra Aaret 1.804 repræsenterer Fødsels- og Plejestiftelsen en Humanitetsanstalt med tredelt Formaal: Fødselsstiftelsen, der værner om Mødre og Børn under Fødsel- og Barselfærd, Plejestiftelsen, hvor de udenfor Ægteskab fødte Børn op­ holde sig i kortere Tid, indtil de endelig ved Opfostrings­ stiftelsens Forsorg blive udsatte til Plejeforældre i Staden eller paa Landet. Omraadet for de saaledes paalagte For-

pligteiser var stort og voxede snart Hjælpekilderne over Hovedet. Det første, det skortede paa, var Husrum, og det var derfor allerede 1803 blevet nødvendigt at indkjøbe den tredje Gaard i Fødselsstiftelsens nuværende Bygningskom- plex, Nr. 23 i Amaliegade, til 'Plejestiftelsens Udvidelse (C. paa Tegningen). Det Classenske Fideikommis hjalp Stiftelsen ud over de pekuniære Vanskeligheder ved at yde et billigt Laan paa 25,000 Rdl. til Kjøbet af ovennævnte Ejendom. De paalagte Forpligtelser medførte desuden et betydeligt aarligt Underskud paa Budgettet, som efterhaanden voxede op til en Størrelse, der ganske vist til dels var forudset, men som vanskelig lod sig erstatte paa Grund af Landets daar- lige Pengevæsen i Aarhundredets andet Decennium. Det var navnlig Udgiften ved de udsatte Plejebørns Forsørgelse, som tyngede paa Budgettet; thi Plejehjælpen var efter­ haanden forøget og udbetaltes delvis lige til Børnenes Kon­ firmation. Vanskeligheden ved at faa Børnene anbragte havde tvunget Bestyrelsen til denne Forøgelse af Vederlaget. En Kommission blev endelig nedsat for at undersøge hele Stiftelsens finansielle Status og gjøre Forslag til Besparelser, og i Aaret 1821 afgav Kommissionen sin Betænkning. .Re­ sultatet blev Udfærdigelsen af det kongelige Reskript af 8de Oktober 1824, hvorved Principet for de uægte fødte Børns Forsørgelse efter Udgangen fra Plejestiftelsen blev lov­ formelig ændret. Tidligere kunde de ugifte Mødre, som sagt, efterlade deres Børn i Plejestiftelsen til offentlig Forsørgelse, og Mødrene gave kun ringe Vederlag, enten i Form af et ubetydeligt Alimentationsbidrag, eller ved i nogle Uger at gjøre Ammetjeneste i Plejestiftelsen. Ved det nævnte Re­ skript bestemtes det, at de ugifte Fødende, naar de vare fritliggende eller ydede den laveste Betaling for Opholdet i Fødselsstiftelsen, vare pligtige til at gaa over med Børnene til Plejestiftelsen og forrette Ammetjeneste i kortere Tid, men derefter at medtage deres Børn til egen Forsorg mod en Understøttelse i Barnets første 3 Leveaar, eller i én Del \

af dette Tidsrum. Skjønt det ligger uden for denne Af­ handlings Formaal, at skrive Plejelijælpens Historie i Detailer, turde det dog for Forstaaelsens Skyld være nødvendigt at tilføje, at Principforandringen ikke indførtes med ét Slag, uden Forsøg og Forberedelse. Efter Reskriptet af 8de Fe­ bruar 1812 havde det nemlig været Direktionen tilladt at udsætte forsørgelsesberettigede Børn til deres egne Mødre, naar disse frivillig ønskede at overtage Opfostringen imod en ugentlig Understøttelse i de første 3 Aar eller efter Om­ stændighederne lidt længere, og saadanne Mødre beholdt da den naturlige Moders Ret og Pligt for Livet lige over for deres Børn. En stor Del Mødre havde benyttet Tilladelsen, og Erfaringen syntes at tale til Fordel for denne Opfostrings- maade. Principet, hvorefter den store Majoritet af ugifte selv vare pligtige at overtage deres Børns Forsørgelse, imod at erholde Plejehjælp fra Stiftelsen, er fulgt senere, om end med Ændringer og yderligere Indskrænkning. Stiftelsen paatog sig imidlertid vedblivende den Forpligtelse at for­ sørge Børn, for hvem Mødrene betalte det befalede Alimen­ tationsbidrag. Antallet af disse Alimentationsbørn har dog kun været ringe i Aarenes Løb og har ingen Betydning haft lige over for Principforandringen i det hele og store. 1 de sidste Par Aar er der gjort Forsøg paa at rejse en Opinion mod Alimentationsforholdet, som Stiftelsen undtagelsesvis paatager sig. Jeg haaber ikke, at disse Forsøg ville trænge igjennem; thi ideelt taget bæres de vistnok af en smuk Tanke, Tanken paa Børnenes formentlige Rettighed, men praktisk taget, saaledes som Livet former sig her paa Jorden, vil Alimentationsforholdets Ophævelse bringe Ulykke pver Individer, uden at være til Fordel for nogen som helst; vil blot komme til at staa som Udslaget af en i sine Følger inhuman Doktrinarisme. Det er forliaabentligt lykkedes at vise i denne historiske Fremstilling, at selve Fødselsstiftelsen, efter at have været

et Appendix til et Hitteb ørnshospital, arbejdede sig frem i Betydning og endte med at blive Hovedanstalten, livor til som Supplement knyttedes en midlertidig Plejehjælp til Børnenes Opfostring. Det var vel en Følge af den gratis Hjælp og den al Tid iagttagne Hemmeligholdelse, at An­ stalten opfyldte sit Formaal, at modarbejde Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord; thi denne Virkning varenKjends- gjerning, som omtales hos flere af Datidens Forfattere. Det er derfor naturligt, at Stiftelsens Virksomhed til Betryggelse af Modrenes Barselfærd snart traadte mere i Forgrunden. Allerede i Fundatsen af 1787 fordres, som vi have sét, Ind­ læggelsen „af Borgerkoner14, og her gjaldt Hensynet Mødrene og ikke Børnene. Fødselsstiftelsen begyndte sin Virksomhed i 1787 med 50 Senge, hvor til snart kom 5 Senge, oprettede og i øko­ nomisk Henseende funderede efter Generalmajor Classens testamentariske Bestemmelser*). Søgningen var betydelig, omkring tusende Fødende om Aaret. Man maa med Nutidens Fordringer for Øje undre sig over, at 55 Senge vare til­ strækkelige til en saa stor aarlig Belægning, og man kan vist nok med Rette faa Mistanke om, at den overdrevne Be­ lægning har haft en uheldig Indflydelse paa Sundhedstil­ standen. Overfyldningen var dog ikke saa betydelig, som man skulde tro ved en Sammenligning med Belægnings- forholdet i Nutiden; thi Patienterne bleve udskrevne tidligere end nu til Dags. Medens for Tiden ingen Barselkvinde ud- gaar før 9—10 Dage efter Fødslen, angiver Demangeon, at 54 pCt. af 175 Fødende i Maj—August 1798 udgik fra 5 til 8 Dage efter Fødslen; enkelte udskreves allerede 3dje—4de Dag. Majoriteten af Patienter forplej edes gratis, og Veder­ laget for Patienter, som laa for Betaling, var meget be-

*) Den samme Rigmand havde ogsaa legeret en Sum til Underholdning af 5 Senge i Plejestiftelsen.

skedent*). Det naaede i det første halve Aarhundrede aldrig en Størrelse, der kunde siges tilnærmelsesvis at være Ækvi­ valent, for hvad der ydedes: en human og sagkyndig For­ plejning og, for de ugifte Kvinders Yedkommende, Børnenes senere Forsørgelse, for saa vidt det forlangtes. Myndig­ hederne synes imidlertid at have været ængstelige for, at de Fødende trods disse Fordele skulde holde sig borte fra Fødselsstiftelsen, og samtidig med dens Flytning udgik en Skrivelse fra Kancelliet, som forbød Jordemødre i Staden at huse og under Barselfærd betjene ugifte svangre Kvinder uden Tilladelse fra Stiftelsen, som derfor kunde fordre en G-odtgjørelse. Det blev paalagt nogle af Politiets paalide- ligste Betjente at have Tilsyn med mulige Overtrædelser af Forbudet, og Angiverbelønning blev stillet i Udsigt. Senere hen i Tiden maatte man give denne Tilladelse efter stor Maalestok, og man maatte endog være glad ved at kunne ty til Jordemødrenes Hjem med de Fødende, da Sundheds­ forholdene i Fødselsstiftelsen bleve fortvivlede. ITT. Betydningen af en Humanitetsanstalt maa hovedsagelig vurderes efter R e s u l t a t e t af dens Vi r k s omh e d og det bliver af den Grund nødvendigt at belyse Fødselsstiftelsens Historie ogsaa fra denne Side. I de første 20 Aar gik det nogenlunde godt, og Stif­ telsen virkede uden større Afbrydelser. Jeg har kun fundet et lille Intermezzo fra Aaret 1801, da Bygningen tjente som midlertidigt Lazareth for Officerer, saarede i Slaget paa Rlieden. Kancelliet havde allerede den 25de Marts under­ rettet Direktionen om, at der muligvis forestod et Bom-

*) Efter en Taxt med tire Kategorier: 12, 8, (5 og 3 Rdl. ugentlig; i de følgende Aar forhøjedes Vederlaget lidt, saaledes Aar 1808: 14, 9Vs, 7 og 3'/a Rdl. ugentlig.

bardement, og at Stiftelsens Bestyrelse derfor maatte være betænkt paa at finde et sikkert Sted for Patienterne. Byg­ ningen blev ogsaa rømmet for kortere Tid, de Fødende anbragtes i nogle lejede Værelser i Aabenraa og paa Kul­ torvet, og Fødselsstiftelsens Lokaler bleve midlertidig be­ nyttede paa oven nævnte Maade. Det gik, som sagt, ganske tilfredsstillende med Sundhedstilstanden i de første Aartier, og Dødeligheden blev efter Datidens Fordringer holdt indenfor rimelige Grænser, 23 pro mille. Det skulde imidlertid snart blive anderledes; thi Barselfeberen blev saa at sige ende­ misk med en til Tider forfærdelig Dødelighed. Fra Aaret 1809 til Aar 1822 er det statistiske Materiale til Bedømmelse af Dødelighedsforholdet meget ufuldstændigt; men for den paafølgende Tid indtil Aaret 1844 har Kayser beregnet Dødeligheden med temmelig stor Nøjagtighed Den steg i Aaret 1829 til 129 promille, og fra Marts til Juni 1837 døde 62 af 400 Fødende o: 155 pro mille. En Forøgelse af Lokalerne ogafSengene indtil 60—70 Stykker, Desinfektion, Isolation etc. havde kun forbigaaende Forbedring til Følge. Strænge Tider vedbleve og kulminerede i November— December 1839, da Halvdelen af de 169 Fødende døde. Man skred da for første Gang til det radikale Middel at lukke Fødselsstiftelsen og skaffede for Maanederne Januar—Maj 1840 et midlertidigt Lokale i Overformynderiets nuværende Gaard i Stormgade, Vester Kvarter Matr.-Nr. 199, hvor Døvstumme-Institutet indtil da havde været indstalleret. Der blev laant Inventarium fra forskjellige Humanitets­ anstalter, nyt Personale ansattes, og Ledelsen blev overdraget daværende Stabschirurg Muller. Sundhedstilstanden var til­ fredsstillende i det midlertidige Lokale; men efter at Stif­ telsen igjen var flyttet ind i den gamle Bygning, begyndte Trængselstiden paa ny. Stiftelsen lukkedes endelig definitivt 1844 den 28de November Aften, og den sørgelige Fallit­ erklæring mildnedes ved et „indtil videre“. Patienterne an­ bragtes dels omkring i Staden hos Jordemødre, som fik den