591961969

Maj i Aaret 1580 holdt i den frie Rigsstad Niirnberg efter gammel Sæd og Skik. Her blev Mester Martin valgt til Kjærtemester, — denne selvbevidste Bødker, der var saa stolt af sit Fag og som kun vilde give en Bødkermester sin smukke Datter Rosa til Ægte. „Min Svigersøn” — siger Mester Martin til sin ældste Kunde, den gamle Junker Heinrich af Span- genberg — „skal nu en Gang høre til m it Haand- værk; thi mit Haandværk anser jeg for det herligste, der gives i Verden. Tror I da, at det er nok at sætte Baand om Staverne, saa at Fadet kan holde sammen? Er det ikke allerede skønt og herligt, at vort Haand- værk forudsætter, at man skal have Forstand paa, hvorledes man maa hege og pleje den ædle Vin, denne skønne Himlens Gave, for at den kan trives og gennemtrænge os med al sin Kraft og Sødme som en sand, glødende Livsaand? Men nu Arbejdet paa Fadene selv, — maa vi ikke, saafremt det skal lykkes, først tegne og maale alt rigtig fint? Vi maa være Regnemestre og Maalekunstnere;thi hvor kunde vi ellers bedømme Fadets rette Forhold! Herre, mit Hjærte hopper af Glæde, naar jeg sætter saadant et godt Fad paa Dellingen, efter at Staverne er bievne ordentligt lavede til med Bødkerøksen. Naar saa Svendene svinger Køllerne, og de falder ned paa Drivholterne, klip, klap — klip, klap — aa, det er en dejlig Musik . . . . ! ” — Danmark var aldrig noget Vinland, aldrig et Land, der direkte gav Bødkerfaget store Opgaver med Hensyn til Vinens Opbevaring. Og desuden er de Tider forbi, da Bacchusdyrkelsen blev betragtet som et Evangelium. „Den ædle Drue” indtager en mere beskeden Plads i vor Tidsalder. Bødkerens daglige Slid herhjemme gælder andre Formaal end u