591960334

VEJVISEREN GENNEM HALVANDET HUNDREDE AAR

HJALMAR GAMMELGAARD

KRAK

K R A K 8 FORLAG

TRYKT HOS O. C. OLSEN & Co.

F O R O R D .

M ed KRAKS VEJVISER 1919 har denne Haandbog naaet sin 150'nde Aargang. Faa private Foretagender i Hovedstaden har opnaaet en højere Alder; af Udlandets Storbyer har før Kjøbenhavn sandsynligvis kun London og Liverpool haft aarlig udkommende Vejvisere, og kun for Liverpools Vedkommende kan der siges at bestaa en historisk Sammenhæng mellem dens første og nuværende Vejvisere. Naturligvis har Vejviseren i halvandet Aarhundrede gennemløbet en overordentlig Udvikling. Vejviserens nu­ værende Udgiver vilde ikke kunne tilegne sit Tobinds­ værk den Ros, hvormed dens første Udgiver den 10. Januar 1770 først og fremmest anbefaler sin Bog: at »den er beqvem at bære i Lommen «. Men Udviklingen har ikke været jævn. Den er præget af de Personligheder, i hvis Hænder dens Ledelse har været lagt, først og frem­ mest af dens Grundlægger og af den Mand, der et lille Aarhundrede efter blev dens Fornyer og anden Stifter; men dernæst ogsaa præget af Tiderne. I neppe noget andet Enkeltforetagende spejler Hovedstadens Historie sig med tydeligere Skrift. Ikke blot saaledes at forstaa, at Vejviseren er en rig Kilde ved Studiet af Byens Per­ sonalhistorie og Topografi, men tillige saaledes, at den

til enhver Tid ved sit skiftende Indhold, sin Form og Fylde har været et Udtryk for den vekslende Styrke og Fart i Hovedstadens Udvikling. K R A K S VEJVISER har ønsket at give sine Venner en kort Oversigt over dens Historie i de forløbne halv­ andet Hundrede Aar, og derved tillige afbetale en Del af sin Gæld til de Mænd, hvem den skylder Grundlaget for sit Arbejde.

INDHOLD.

Side Før Vejvisernes Fremkomst............................................. 7 Hans Holck og hans Efterfølgere. 1770—1862.................. 18 T. Krak og hans Efterfølgere. 1868—1919 ......................... 47 Vejviserens enkelte Afdelinger.......................................... 74 Person-Registret ............................................................... 75 Real-Registret............................................................... Fag-Registret........................................................................................ 87 Gade- og Hus-Registret..................................................................... 91 Firma-Registret................................................................................... 94

83

FØR VEJVISERNES FREMKOMST

D e n nyeste Tids Kæmpefremskridt i økonomisk Kultur er først og fremmest muliggjort ved Sam­ færdselsmidlernes Udvikling. Menigmand ledes af et rigtigt Instinkt, naar han forestiller sig en Række herhenhørende Opfindelser — af Damp­ skibet, Lokomotivet, den elektriske Telegraf etc. — som de vigtigste Milepæle paa Udviklingens Yej. Thi det er det rivende Fremskridt i Transport­ midlerne, der har skabt Betingelserne for den ver­ densomspændende Organisation af det menneskelige Samfundsliv, der saa skarpt adskiller vor Tid fra alle tidligere. Det lokale Markeds Udvidelse til Verdensmarked, den tekniske og den nationale Arbejdsdelings Udvikling, Produktionens enorme Forøgelse, Storstædernes Opvækst, moderne Kapi­ talisme og Arbejderbevægelse, moderne Krig: alt var utænkeligt uden denne Forudsætning. Adam Smith, den moderne Nationaløkonomis Fader,

8 kalder derfor med god Grund Fremskridtene paa Samfærdselens Omraade for de vigtigste af alle. Mindre iøjnefaldende, men derfor ikke mindre vist, er det imidlertid, at Transportmidlernes Ud­ vikling for at kunne tjene Fremskridtet kræver som Forudsætning et særligt Efterretningsvæsen. Den uhyre Strøm af Mennesker og Varer, der daglig føres over Have og Lande, maa være under­ givet en Plan, en ledende Tanke, hvis ikke den bestandige Folke- og Varebølge over Jorden skal faa Oversvømmelsens ødelæggende Karakter. Iblandt den Række Hjælpemidler, der har til Opgave at anvise Strømmen dens Leje, indtog Vej­ viserne (Directories, Adressbiicher) tidligt deres be­ skedne, men siden bestandig mere betydningsfulde Plads. Førend Kjøbenhavn i 1770 fik sin første Vejviser, havde, saa vidt vi ved, kun London og Liverpool aarlige Adressebøger (for Liverpools Vedkommende er Rækken tilmed afbrudt ved adskillige fleraarige Mellemrum, hvori ingen Vej­ visere udkom), og bortset herfra træffes kun faa og ufærdige Forsøg i denne Retning. Nu har vel overalt i den civiliserede Verden næsten enhver By med 25000 eller flere Indbyggere sin Vejviser. Den moderne Vejviser imødekommer i første Række to forskellige Krav: Ønsket om at faa en

9 bestemt Persons Bolig at vide, og Ønsket om at faa Underretning om, hvor et bestemt Arbejde kan faas udført eller en bestemt Vare købes. Vejviseren er derfor blevet paa een Gang Adresse­ bog og Handelskalender; men disse to Hovedbe­ standdel har hver sin Oprindelse og senere Ud­ vikling. Trangen til en Fortegnelse over Personers Adresser hænger, som rimeligt er, sammen med Staddannelsen og vokser desuden med Befolknin­ gens Bevægelighed, Flytningernes Hyppighed etc. Det siger sig selv, at en saadan almentilgængelig Fortegnelse først er muliggjort ved Bogtrykker­ kunstens Opfindelse. Har Trangen til den været til Stede forinden, maa den være blevet tilfredsstillet ad andre Veje. Oldtidens Storbyer var jo vokset til Folketal, der i Nutiden vilde gøre en Vejviser uund­ værlig; man maa dog ikke deraf slutte, at der var et tilsvarende Hul i Datidens Komfort. I en Mil­ lionby som Rom fandtes der i Virkeligheden kun en Haandfuld Aristokrater, hvis Eksistens havde nogen offentlig Betydning. Resten var enten Hø­ rige og Slaver i disses Tjeneste eller hørte til det store rodløse Proletariat, der mere eller mindre levede af Udnyttelsen af sine politiske Rettigheder. Og lige saa lidt eksisterede der i Rom en selv­

f

10 stændig Haandværkerstand, der kunde nødvendig­ gøre, hvad vi i voreDage kalder en Handelskalender. Inden for den enkelte Husstand fremstilledes alt til Slægtens eget Brug af den talløse Stab af tje­ nende Aander. En Rigmand kunde blandt sine Slaver og Hørige tælle Udøvere af hundrede eller flere forskellige Funktioner. De Efterretninger, som Handelen mellem Landene og mellem Rom og Provinserne fordrede, fik man dels af de Rej­ sendes egen Mund, dels gennem særlige Korre­ spondenter; saadanne holdtes ikke blot af Rege­ ringen, men ogsaa af rige Privatmænd. Først i Middelalderens Stæder udskiller de selv­ stændige næringsdrivende Stænder sig; det brede Borgerskab bliver Samfundets Grundlag. Og med disse Stæders Vækst og den tiltagende Samhandel mellem Byer og Lande, hvori der især efter Kors­ togene kommer Fart, maa Trangen til et kommer­ cielt Efterretningsvæsen i stigende Grad have gjort sig gældende. Den første store Betingelse for dets Tilblivelse, Bogtrykkerkunstens Opfindelse, kommer dog først til Stede i det 15. Aarhundrede, og endda hengaar der endnu et Aarhundrede eller mere, før vi træffer de første Tilløb til, hvad vi i Nutiden forstaar ved en Vejviser. Det maa først og fremmest erindres, at Middelalderens berømte

11 og glimrende Byer i Folketal stod langt tilbage for Stæder af anden Rangs Størrelse i Nutiden. Det maa antages, at Kjøbenhavn ved Aar 1500, da den alt var Rigets betydeligste Købstad, neppe har haft 10000 Indbyggere. Kun ganske faa af Nord- og Mellemeuropas Byer — som Antwerpen og Liibeck — tør samtidig anslaas til at have haft over 50 000 Indbyggere, og mere end 100 000 træffer vi kun i London og Paris. Den, der i Middelalderen vilde have sat sig som Opgave at udarbejde en Vejviser, vilde imidlertid ogsaa have mødt andre Hindringer end den, der mødte al Bogavl. Det var den Gang endnu almin­ delig Skik, at Folk i Daaben kun benævnedes ved et enkelt Navn, Fornavnet, og hverken det eller det hyppigt usikre Tilnavn, hvormed Vedkom­ mende nærmere betegnedes, egnede sig til Grund­ lag for en alfabetisk Ordning i en Adressefor­ tegnelse. En anden Vanskelighed vilde møde ham, naar Spørgsmaalet blev om at betegne Vedkommendes Bolig. Mange Gader havde slet intet Navn, og Hu­ sene ingen Numre. Den, der i hine Dage kom fremmed til en By og ønskede at opsøge en bestemt Person, hvis Navn og Stilling var ham bekendt, maatte da gaa

n

12 andre Veje. Nogen Hjælp maa det straks have været, at Beboerne grupperede sig i Staden paa en anden og mere overskuelig Maade end nu. Nærmest omkring Byens Kerne, Borgen eller Klo­ steret, traf man gerne de gamle Slægters Vaa- ninger. I nogle Byer, som Florenz, var hele Gader og Kvarterer opkaldt efter de Slægter, der ejede og beboede dem: Pandolfinierne, Bardierne, Adi- marierne etc. Længere ud imod Periferien træffer vi Haandværkerne, ofte samlede hvert Fag i sin Gade, der da hyppigt den Dag i Dag bærer Navn derefter (Skindergade, Kjøbmagergade, Skoubogade etc.) Endnu paa Holbergs Tid var »Klosterstræde væsentlig beboet af Skomagere, Nørregade af Bryg­ gere, Kannikestræde af Studerende og Læder­ stræde af Mosaiter«. Hertil kommer, at Flytninger i Middelalderen har været langt sjældnere end nu, fordi det var Regelen, at hver selvstændig Borger ejede sit eget Hus; til Haandværker og Hand­ lende stod man i fast Kundeforhold, saa det blev væsentlig den Tilrejsende, der maatte føle Savnet af et Orienteringsmiddel. Oplysninger vilde det altid ligge nær at søge i Laugs- og Gildeshusene, hos Vægterne eller hos den vise Mand Grovsmeden. Paa denne Maade har man hjulpet sig indtil et godt Stykke ind i den nyere Tid. Men i den

13 gamle Komedie er Gadescenen, hvori der søges efter »en fornemme Person, som skal bo her i Nabolaget« en staaende Replik. Et stærkere Savn har sikkert de Storhandlende følt, der hentede deres Varer langvejs fra, og hvis Held ofte var afhængigt af et større eller mindre Kendskab til Varernes Tilstedeværelse og Priser i andre Lande og Byer. Stor Betydning havde her de store Aarsmarkeder og Messer, der allerede i det 13. Aarhundrede blomstrede op omkring Eu­ ropas Hovedhandelsveje. Her kunde Tilbud og Efterspørgsel mødes og en Afpasning af Produk­ tion og Forbrug i nogen Grad finde Sted. Men ved Siden heraf er det sandsynligt, at de Hand­ lende har udarbejdet eller skaffet sig skrevne Lister over andre Forretningsdrivende. Og Savnet har været en Hovedaarsag til Pressens Opstaaen. I de »Ordinari-Zeittungen«, som det berømte Augsburger-Handelshus Fugger udgav i sidste Halvdel af det 16. Aarhundrede findes foruden politiske Efterretninger, Prisnotitser, Høstnotitser, Annoncer etc. ogsaa en lang Fortegnelse over Wienerfirmaer, utvivlsomt en af de ældste Spirer til en Handelskalender. De Lister over Personer, der nu og da udarbej­ dedes i Beskatnings- eller lignende Øjemed, kan der

14 imod neppe med Rette regnes til Vejviserens For- fædre. Mere tvivlsomt stiller det sig med en i 1640 i London udgivet Fortegnelse over Byens vig­ tigste Indbyggere, samlet af dens Aldermen. Hver enkelts Bopæl er kun angivet ved Distriktets Navn, og det er sandsynligt, at Fortegnelsens Øjemed har været at give Kong Karl I en Haandsrækning, m. H. t. hvem der var i Stand til at yde ham Laan. Men da London dengang talte mindst 200000 Indbyggere, kan Bogen godt tillige have imødekommet en Trang af mere almen Art. At Byens Størrelse har gjort særlige Orienterings­ midler ønskelige, viser den Omstændighed, at der 10 Aar senere, i 1650, oprettes et Kontor (af en Henry Robinson), hvori holdtes »særlige Forteg­ nelser over alle Arter af Adresser«. Et saadant Adressekontor var for øvrigt allerede flere Aar forinden oprettet i Paris. Med større Ret vil man kunne kalde en i 1677 af Mr. Samuel Lee udgiven Bog: »A Collection of the Names of Merchants Living in and about the City of London« for den første Vejviser. »Samlingen« indtager 128 Sider og giver ca. 1750 Navne i alfabetisk Orden og med Angivelse af Adresser, men uden Oplysning om Vedkommendes Stilling. Udgiveren tilkendegiver i et Forord den

15 Hensigt at foranstalte nye Udgaver af Bogen og opfordrer Publikum til at støtte ham i hans Be­ stræbelser for at gøre Bogen mere nøjagtig og fuldstændig. Hertil blev der dog ingen Lejlighed. Der har neppe endnu været tilstrækkelig Trang til en saadan Haandbog i London, thi først et halvt Aarhundrede efter faar den en Efterfølger, den saakaldte »Kents Directory«, der fra 1738 til 1827 udgik aarlig. Ogsaa i Paris blev de første Vejvisere kun For­ søg. Det var Nicolas de Blegnys (alias Abraham du Pradels) to »Livres commodes« fra 1691 og 92. En aarlig udkommende Vejviser har Paris siden 1796 (nu Didot-Bottin). I andre Byer træffer vi i det 18. Aarhundredes ‘ første Halvdel Tilløb til, hvad vi nu forstaar ved en Adressebog, saaledes i Wien, Berlin, Stockholm, Frankfurt a. M. Undertiden er det i Form af et Anhang til en Statskalender eller Almanak, at der gives en kortere eller længere Liste over Byens Købmænd. — Men omkring 1770 synes Tiden at være bleven moden. I selve dette eller de nær- mestliggende Aar faar følgende Byer deres første Adressebog: Liverpool, Marseille, le Havre, Dublin, Edinburgh og Kjøbenhavn. * .

16 Kjøbenhavn var i 1770 en By paa ca. 80000 Indbyggere. (Netop Aaret forud var der første Gang blevet afholdt en almindelig Folketælling i Danmark). Dette var — ligesom nu — omtrent Halvdelen af Landets Købstadbefolkning; men i Henseende til Handel og Industri, indtog Hoved­ staden dengang en langt mere dominerende Stil­ ling i Sammenligning med Provinsbyerne, end Tilfældet er nu. Dette skyldtes som bekendt for en væsentlig Del den enevældige Begerings bevidste Politik. Idet der var givet Kjøbenhavn en Række Forrettigheder, ved Toldbestemmelser og Forord­ ninger om Oplagsret m. m., havde man gjort det umuligt for Købstæderne at hævde sig kommer­ cielt ved Hovedstadens Side (kun Aalborg og Hel­ singør havde faaet visse Forrettigheder). Handelen paa Kolonierne og andre oversøiske Pladser dreves overvejende ved Hjælp af monopoliserede »Kom­ pagnier«, der alle havde deres Sæde i Kjøbenhavn. Ogsaa Regeringens Bestræbelser for at støtte In­ dustrien kom overvejende Hovedstaden til Gode. Hensigten med disse Bestræbelser var ikke blot at samle den danske Handel i et Midtpunkt, men fornemmelig at skabe den rette Glans om den enevældige Konges Residens og hævde dens Rang blandt Europas Hovedstæder.

17 Og Tilfældet kom her Tanken til Hjælp. I det 18. Aarhundredes sidste Halvdel hjemsøgtes Ver­ den af en Række Krige, som det lykkedes Dan­ mark at holde sig uden for. Allerede den preus­ siske Syvaarskrig var kommen den danske Han­ del og Søfart til Gode. Den voksende Velstand havde sat sig Vidnesbyrd i Hovedstaden i nye monumentale Byggeforetagender i det fornemme Amalienborgkvarter. Fornødenhederne i det dag­ lige og Trangen til Luksus og Forlystelser var tiltagende. Sine store Chancer fik Kjøbenhavn dog først efter 1770. Under den nordamerikanske Friheds­ krig og de europæiske Revolutionskrige oprandt for Danmarks Hovedstad den saakaldte »glimrende Handelsperiode«, under hvilken den blev Sædet for en mægtig Transithandel mellem Østersølan­ dene paa den ene Side, Middelhavslandene og de oversøiske Lande paa den anden Side. Endnu i 1770 berettiger hverken Byens Stør­ relse eller dens Omsætnings- og Kommunikations­ forhold os til at tro, at der her har været følt nogen Trang til en Adressebog. Det er derfor næppe for meget sagt, at vi skylder en enkelt Mand, at Kjøbenhavn saa tidlig fik sin Vejviser. 2

HANS HOLCK OG HANS EFTERFØLGERE 1770—1862

Agent Holcks Liv og Virksomhed er tidligere skildret i T. Kraksi: »Veyviserens Vej« og i Be­ ring Liisbergs: »Agent Holck, de Fattiges Tolk«, hvortil vi i Hovedsagen skal henvise. Her skal blot erindres om Hovedtrækkene i hans Lev­ nedsløb. Født i Nyborg 1726 kom Hans Holck i 1750 som Købmandskarl til Kjøbenhavn, fik i 1757 Borgerskab til at handle med ostindiske og kine­ siske Varer, indgik i 1759 Kompagniskab med Silke-, Ulden- og Lærredskræmmer Johan An­ dersen og lejede samme Aar sammen med denne Privilegiet paa Adressekontoret, hvorfra »Adresse­ avisen« snart efter begyndte at udkomme. Samti­ dig med at Holck ledede denne Virksomhed, havde han mange andre Jern i Ilden, startede en Række filantropiske Foretagender, forpagtede de norske Glasfabrikkers Udsalg, virkede for Oprettelsen af

19 litterære og økonomiske Selskaber etc. I 1773 maatte han, der var blevet ruineret ved flere sam­ menstødende Uheld, gaa Fallit, og i de 10 Aar, der endnu hengik før hans Død i 1783, levede han i meget kummerlige Forhold, men bestandig arbejdende utrættelig for sine mangehaande Fore­ tagender. Hans Holcks Gerning er aandelig mærket af den Tid, hvori den faldt: »Oplysningstiden«, det 18. Aarhundredes sidste Halvdel. Det er en Kri­ tikkens Tid, i hvilken forudgangne Perioders Ef­ terladenskaber tages op til Revision, underkastes en nøje Prøvelse for Fornuftens Domstol. Dette blev særlig kendeligt herhjemme; efter at Rege­ ringen ved en Kundgørelse af 31. Marts 1755 havde opfordret Undersaatterne til at affatte og indlevere Skrifter af fysikalsk og økonomisk Ind­ hold, hvilke da, om de fandtes værdige dertil, skulde blive trykt uden Udgift for Forfatteren, om fornødent med sproglige Rettelser og Forbed­ ringer. En saadan Opfordring maatte virke dob­ belt kraftigt paa en Tid, da Censuren ellers tyn­ gede det frie Ord, og vi ser da ogsaa en over­ vældende rig Litteratur blomstre frem, der i den Struenseeske Trykkefrihedsperiode kulminerer i en sand Syndflod af Brochurer om alle tænkelige

20 Emner mellem Himmel og Jord, og som har faaet en Samtidig til at karakterisere sin Tid som »et saa nysgierrigt, i oekonomiske og politiske Spe- culationer saa forelsket Aarhundreder Men Tiden er ikke blot kritisk, den er tillige naiv, overbevist om, at der i dens altomstyrtende Idéer ligger ufejlbare Kim til en sundere og bedre Ordning: Fornuftens Sejr maa nødvendigvis betyde større Menneskelykke, og man svælger sentimentalt i Drømme om den gyldne Fremtid. Midt i denne Kandestøberiets og Projektmageriets Glanstid træffer vi i Agent Holck en Mand af særegen Støbning. Hans Gerning er midt i og præget af den: ingen er ivrigere end han til at foranledige Prisopgaver for nye Projekter udsat; karakteristisk nok aabnes det første Nr. af hans Adresseavis med en Artikel om Projekter og Pro­ jektmagere; han opsporer og publicerer i sine Blade Meddelelser om saadanne Prisopgaver i fremmede Lande, indtil Civilisationens yderste Grænser. Han er formentlig Inventor til en Del af den Flod af Præmier, der udsattes af Land­ husholdningsselskabet (hvoraf han var Medstifter), og han udsætter selv Prisopgaver. Det var f. Eks. en af Holcks Prisopgaver, der fik Johannes Evald til at skrive »Pebersvendene«. Han opmuntrer

21 Publikum til at give sit Besyv med i Debatten, kender mangfoldige Midler til at sætte det i Rap­ port til sig. Han starter (virkelige eller fingerede) Selskaber i lignende Øjemed. Han virker kraftig ansporende paa sin store Stab af skrivende Med­ arbejdere: Hauber, Biering, Balling, Bie, Baden, Prahl, Langelo, Tybring, Faurschow, Biørn, Ohm, Dølman og hvad de alle hedder. Og han er naivt troende trods nogen i sin Tid. Men hvad der hæver Holck over Projektmager­ nes talløse Skare, er hans Evne til at se Sagens Virkelighedskerne og til at føre den ud i Livet. Han er af et andet Malm end Størstedelen af de Bessermachere, hvoraf Tiden vrimlede. Han er for det første af Afstamning et Almues­ barn med sunde og oprindelige Instinkter og med Opdagerens Glæde over for alt, hvad han træffer paa i Livet. Hans Interesse er ikke mindre for, hvad der forega ar i hans eget Indre, end for, hvad der sker omkring ham. For ham er Verden »cu- rieux«; og fra Adresseavisens første Begyndelse træffer vi ham som den utrættelige Samler, der ikke har Raad til at udskille, hvad der blot er snurrigt, fra det virkelig værdifulde. Det er be­ tegnende for Holck, at Fortegnelsen over det kon­ gelige Kunstkammers Genstande atter og atter

22 dukker op paa de mærkværdigste Steder i hans Aviser og Haandbøger. Den friske Naturbund i Holck træder ogsaa tydeligt frem i hans Digte, der synder saa haardt og grovt mod »Smagen«, som netop hans Tjd stod i Begreb med at sætte i Kunstens Højsæde i Steden for den klassiske Kultur. Men disse ubehjælpsomme Vers virker tit mærkværdig moderne sammenlignet med Sam­ tidens Kunstpoesi, naar de i Steden for mytologi­ ske Omskrivninger og kunstig Svulst nøjes med jævnt at nævne det, som sker i Naturen og Livet, saaledes at det modtagelige Sind føler og genop­ lever det paa samme Maade. Og Holcks folkelige Oprindelse viser sig ogsaa i hans Forhold til Ti­ dens Ideer, navnlig Bondereformerne. At hans Aviser og Skrifter træder i Skranken for disse er kun i Overensstemmelse med næsten hele Samtidens økonomiske Litteratur, men det er ejendommeligt for Holck, at han lader Bønderne selv komme til Orde, f.Eks. i »Magazin for Patriotiske Skribentere«. Og kun en Folkets Mand vilde være i Stand til paa en saa naturlig Maade at sætte sig i Rapport til sit Publikum; han er en Mester i at faa det til at »synge med«, baade direkte ved Opfordring og indirekte ved allehaande smaa Kneb. Aldrig saa snart har Holck begyndt at takke for indsendte

23 Gaver til hans mange filantropiske Foretagende.! paa Vers, før Indsenderne selv ledsager deres Gaver med Vers. Ofte fremkalder han et saa stærkt Røre om et eller andet Spørgsmaal, at det Tidsskrift, hvori han har rejst Sagen, oversvømmes af Indlæggene, og Holck nødes til at starte et nyt Blad for at skaffe Plads. Af megen Betydning for Holck er dernæst hans Forbindelse med Pietismen. Den viser sig f. Eks. i hans ulykkelige Kærlighed til den gejstlige Stand og det gejstlige Sprog. Denne Kærlighed maa bl. a. bære Skylden for de for os tit noget kval­ mende Udgydelser, hvormed han takker sine »ædle Givere« i Adresseavisen og Aften-Posten. Ogsaa her kommer dog hans livfulde og urolige Natur frem, idet han varierer Form og Udtryk med en næsten ufattelig Opfindsomhed. Fra Pietismen har han imidlertid ogsaa hentet mere værdifulde Im­ pulser. Denne Aandsretning betød jo et Gennem­ brud overfor den forstenede Ortodoksi, ikke blot paa den religiøse Følelses Omraade, men tillige i Kravet om Reformer, først og fremmest i Skole­ væsenet, og der navnlig i Fordringen om Op­ tagelse af de »reale« Fag. Og Holck blev en af Hovedmændene for disse Tankers Gennemførelse. Og naar Holck leverede sin maaske betydnings-

f

24 fuldeste Indsats i sin Tids kulturelle Udvikling paa Haandbogslitteraturens Omraade, saa maa det erindres, at hans Forgænger og til Dels For­ billede her, Biskop Erik Pontoppidan, var den danske Pietismes betydeligste Skikkelse. Holcks pietistiske Aandsretning bragte ham dernæst i personlig Forbindelse med en Række Præster rundt om i Landet. Vi træffer deres Navne bl. a. i en Fortegnelse over hans Korrespondenter til det typografiske Selskab, som han offentliggør i 1773. Om en Del af dem gælder det, at de som Studenter eller unge Kateketer ved kjøbenhavnske Kirker har haft Bibeskæftigelse ved Adressekontoret og nu bevarer Forbindelsen med deres gamle Chef. Der kan vel heller ikke være Tvivl om, at Holck baade for Blades og Haandbøgers (f. Eks. Han­ delsspejlets) Vedkommende har haft stor Nytte af disse gejstlige Medarbejdere. Det maa erindres, at en stor Del af Tidens økonomiske Forfattere var Præster. Men iøvrigt var Holck en Mester i at skaffe sig nyttige Forbindelser ogsaa i den lærde Verden og i Forretningslivet. Hovednøglen til Forstaaelsen af Holcks Liv og Gerning finder vi dog i hans overordentlig ekspan­ sive Virketrang. Ordet »utrættelig« heftes atter og atter til ham af hans Samtidige og af hans

25 beundrende Medarbejdere. Selv da han i 1773 »fandt sit Haab og sin Velfærd nedslaaet, og saa ikke andet end hans Lykkes Ruinér om sig«, af­ tog hans Iver ikke. Tilliden til hans Hensigters Hæderlighed og til hans personlige Karakter har vel bestaaet Prøven, men hans sociale Position var anfægtet, og selv om Holck bevarede Forbin­ delsen med Hovedstadens fremragende Mænd in­ denfor Handel, Videnskab og Kirke, saa blev han dog'mere en Mand, »der kunde bruges«, end den Leder, der kun havde nødig at trække i Traadene for at se sine Hensigter blive fuldbyrdede rundt omkring sig. Holck vendte sig nu i overvejende Grad til den Underklasse, som i saa høj Grad havde hans Sympati, forfattede eller lod forfatte en Række »Folkeboger« og Blade for Kældernes og Køkkentrappernes Publikum og for Børnene og udrettede uden Tvivl ogsaa herved adskilligt godt. Men hans Eftermæle fik derigennem en helt anden Farve, end om hans Bane var bleven af­ brudt paa dens Højdepunkt. Hos en saa initiativ- og idérig Mand forundrer det ikke at træffe et for hans — Monopolernes — Tid usædvanligt Vidsyn og Frisind. Dette lægger sig for Dagen over for hans talrige Medarbejdere, hvis vidt forskellige Anlæg han forstaar at finde

26 passende Anvendelse for. Selv de Rivninger, der opstaar imellem dem, forstaar han at udnytte, idet han indser, at de Stiklerier, hvormed de regalerer hinanden i de forskellige Tidsskrifter, der staar under Holcks Ledelse, virker som en Stimulus for Publikums Interesse. Da de Berlingske Avisers Udgiver i 1766 besværer sig over, at Holck agtede at udsende et Tillæg til Adresseavisen med Re­ censioner over udkomne Bøger, hvori de mente at se en Krænkelse af det dem meddelte Privilegium, bemærker Holck med en Skalk i Øjet, at »Om og Tillægget til Adresse-Contoirets Efterretninger aldrig kom i Stand, om det og bragte aldeles ingen anden Nytte, saa skulde man dog derved kunne agte sig belønnet nok, dersom det giver Anledning til saaledes at forbedre de eneste priviligerede danske lærde Tidender (o: det Berlingske Litteratur- Tillæg) at de herefter ikke saa tit ville blive for­ nuftige Læseres Dadel underkastet og som oftest være et Echo af de sletteste udenlandske Jour­ naler«. Ofte forekommer ogsaa hos Holck di­ rekte Udtalelser, der viser hans Forstaaelse af det sunde og stimulerende i Konkurrencen. Da f. Eks. Boghandlerne i 1772 besværer sig over det typografiske Selskabs Oprettelse, bemærker Holck, at de i det lange Løb netop vil se deres

27 Interesse ved et konkurrerende Foretagende, der fremmer Læselysten. Naar han ivrer for en teo­ retisk Handelsuddannelse eller opmuntrer Princi­ palerne til at »aabenbare og underrette deres Med­ hjælpere om deres Handels Natur og Beskaffen­ hed«, da er han langt forud for de fleste i sin Tid. Og blandt Holcks Ideer er der mange, som først en langt senere Tid har været moden til endelig at virkeliggøre, ja adskillige af dem turde endnu vente paa deres Realisation. Det giver kun et ufuldstændigt Begreb om Man- geartetheden af Holcks Virksomhed, naar man nævner, at han i sin ikke særlig langvarige Mand­ domsgerning har været Udgiver eller egentlig Leder af omkring 20 Blade og Tidsskrifter, af en Række til Dels periodisk udkommende Haandbøger, foruden en Vrimmel af Smaaskrifter for Almuen, at han var Ophavsmanden til saa forskellige Fore­ tagender som en Sygekasse, en »Spisningskasse«, et Arbejdsanvisningssystem til Hjælp mod Tigge­ riet, 10Skoler, mest for fattige Børn, etFiskeriinteres­ sentskab til Forsyning af Kjøbenliavn med levende Torsk, en »almindelig Forhandlings-Boutique«, en ugentlig Auktionsforretning, et Ekspeditionskontor (Kbhvns første Dragerforretning), et Aviskontor (o: en Art Kiosk), et juridisk Assistancekontor,

28 to Læseselskaber, en agende Post mellem Kjø- benhavn og Kongsberg i Norge m. v. Han iværk­ satte efter Schimmelmanns Opfordring i 1769 det kgl. Statslotteri og senere Tallotteriet; han var den ledende Kraft ved Stiftelsen af det typogra­ fiske og det juridiske Selskab. Endelig affødte det under hans Ledelse saa blomstrende Adresse­ kontor en Række Efterligninger: i Bergen, Flens­ borg, Trondhjem, Hamborg, Christianssand og Odense. Størstedelen af Holcks Foretagender er udsprun­ get af Adressekontorets Stamme. Saadanne Kon­ torer spillede dengang, da Annoncering i Aviser endnu ikke var bleven almindelig, en væsentlig Rolle i mange europæiske Byers Efterretningsvæ­ sen. Det er, saa vidt man ved, den berømte franske Tænker Montaignes Fader, der i Begyn­ delsen af det 16. Aarhundrede først har fremsat Tanken om at oprette Steder i Byerne, hvor de, der søgte noget, kunde henvende sig og faa An­ visning derpaa. Det var da ogsaa i Frankrig, at Idéen først var bleven virkeliggjort, idet Theo- phraste Renaudot i 1612 fik Monopol paa Anlæg­ gelsen af et Adressekontor, som han dog først kunde aabne i 1630. London fulgte efter i 1650 (Privilegium af 1637), og endnu i Slutningen af

29 det 17. Aarh. fik Wien en lignende Institution. Som den fjerde af Europas Byer kommer da vist­ nok Kjøbenhavn. Her var der allerede i 1703 fremsat Plan til et saakaldet Kommunikationsværk for Kjø­ benhavn og Købstæderne. Denne Institution skulde paa en Gang være Adressekontor, Arbejdsanvis­ ningsanstalt og Fæstekontor, skulde have Tilsyn med alle under Politiopsigt staaendePersoner og med Rejsende, registrere Svangerskaber og Fødsler etc., kort sagt overtage den Opgave, som nu er tiltænkt et kommende »Folkeregister«. Dette Projekt kom dog selvfølgelig aldrig til Udførelse, men allerede i 1706 blev der givet Kammerjunker og kongelig Køgemester von der Osten Privilegium paa at holde et Adressekontor som en Art Tillæg til en ham samtidig meddelt Eneret til at forfærdige, sælge og udleje Bærestole. Kontoret traadte ogsaa straks i Virksomhed og begyndte snart efter at udsende trykte Plakater med Oplysninger om de til Kontoret skete Anmeldelser. Pesten 1711 stand­ sede imidlertid Virksomheden, og to senere For­ søg paa at genoptage den — i 1726 og 1749 — fik en meget brat Ende. Annoncering i Aviser var da bleven ret almindelig og Trangen til et særligt Annonceringskontor derfor mindre stærk. Alligevel dristede Holck sig til i 1759 at gen-

80 optage Forsøget, og takket være hans Energi og Idérigdom lykkedes det i fuldt Maal, saaledes at det denne Gang ikke blot blev en for Hovedsta­ dens Forretningsliv betydningsfuld Institution, men tillige gennem sine trykte »Efterretninger« en væsentlig Indsats i Udviklingen af dansk Jour­ nalistik og en Kilde, hvorfra talrige nye litterære Forsøg tog sit Udspring. Efter at Holck i de første Uger af Kontorets Bestaaen havde udsendt skrevne Sedler derfra, begyndte han den 4. Maj 1759 Udsendelsen af en trykt Avis, » Kjøbenhavns Kongelig Allernaa- digst bevilgede Adresse-Contoirs Efterretninger < (»Adresseavisen«), der foreløbig udgik een Gang ugentlig og til at begynde med kun havde 30 Abonnenter. Virksomheden gav ogsaa i det første Aar Underskud, men Holck forstod at vække og fastholde Publikums Interesse, saa at baade Hol­ dernes og Abonnenternes Antal tiltog. Allerede fra Slutningen af Juli 1759 begyndte »Adresseavi­ sen« at udkomme to Gange ugentlig; fra Februar 1763 udkommer ugentlig tre Numre og fra Ja­ nuar 1766 fire. Samtidig øges baade Stoffets Mængde og Art og truer snart med at sprænge Rammerne, især efter at Avisen i 1764 havde begyndt at op­ fordre til at indsende »Correspondancer« o: op

31 rettet en Art Spørgekasse, hvorigennem Læserne forhørte sig om de forskelligste Emner. Samtidig var ogsaa Kontorets øvrige Virksomhed tiltaget, og nu opstaar saa at sige ved Knopskydning det ene Foretagende efter det andet, der overtager de Forretninger, som var blevet Modervirksomheden for byrdefulde: Forhandlingsbutikken, Ekspedi­ tionskontoret, Memorialkontoret, Aviskontoret, Auk­ tionskontoret og Tidsskrifternes og Haandbøgernes lange Række. Allerede i Adresseavisens første Tid havde Holck heri ladet optage en Del Stof af Aarbogsnatur. Saaledes ved Aarets Slutning Tabeller over Fødte, Døde og Viede i Aarets Løb, over Dødsaarsager; endvidere Priskuranter, Kapitelstakster, Portenes Aabnings- og Lukningstider, kgl. Forordninger, Oplysninger om Gadernes Henhøren til de forskel­ lige Kirkesogne, Gadenavnenes Oprindelse, alle- haande Tidstavler (over middelalderlige Klostre, vig­ tige Opfindelser, Borgmestre ogRaadmænd i Aal­ borg o. a. St. etc.). Dette Stof, der bestandig svul­ mede stærkere op, havde aabenbart ikke sit rette Sted i en Avis. Hvornaar det er gaaet op for Holck, at saadanne Oplysninger hørte naturligt hjemme i en Bog, hvor man til enhver Tid let kunde finde den Oplysning, man søgte, ved vi ikke. Men den

32 første af Holcks Haandbøger »Kjøbenhavns Han­ dels Speil « ser det ud til, at han har udarbejdet 1765 paa Opfordring af Bogtrykker Jonas Lind­ gren ved Sorø ridderlige Akademis Bogtrykkeri, med hvem han forinden havde haft adskillige For­ bindelser. Bogens Navn har ikke forekommet Sam­ tiden saa besynderlig som os, thi Bogmarkedet havde da en Rigdom af Bøger med lignende Tit­ ler: Hjertespejl, Bondespejl, Financespejl, Piger­ nes Spejl, Fruentimmerspejl, Sittenspiegel o. s. v. Holck selv giver den smukke Forklaring, at Bogen ligesom et Spejl skal vise os vore Fordele og Mang­ ler. Vi skal i det følgende komme ind paa de Traade, der forbinder Handelsspejlet med vor Tids Vejviser, og her blot nævne, at det udkom aarlig indtil 1771 og derefter hvert 3. Aar, sidste Gang 1780. Ind­ holdet øgedes bestandig; allerede i 1766 var Bogen bleven til »Danmarkes Handels Speil« og derefter inddroges først Norge, siden Hertugdømmerne, saa at Titlen kunde blive »De kongelige Danske Ri­ gers og Fyrstendømmers Stats- og Handels Spejl«. Fra 1767 udgav Holck »Norges Civile Stat«, som fra 1770 gik ind som en Del af Handelsspejlet. Di­ rekte knyttede til Adresseavisens Stof er en Række mindre Haandbøger, som Holck udsendte i den senere Del af sit Forfatterskab: Rejse- og Turist-

33 bøger, Kataloger, Tidstavler, en Lægebog m. v. Ved Siden af Handelsspejlene er det imidlertid de to i 1770 udkomne Haandbøger: Stats-Journalen og Vejviseren, der staar som de mest betydnings­ fulde Vidnesbyrd om, hvad Holck formaaede paa dette Omraade. Stats-Journalen udkom kun i 1770 og 71, hvor­ efter en Del af dens Stof gik over i Vejviseren. Den var en Art historisk-statistisk Aarbog med Oversigter over de vigtigste Foreteelser i det for­ gangne Aar. Dens første Aargang indledes med en »Æres- og Embeds-Trappe«, en Slags »Blaa Bog« med over 500 kortfattede Biografier af Em­ bedsmænd i Monarkiet. Derefter følger en Liste over Døde i det forløbne Aar, ogsaa med biogra­ fiske Notitser. Resten af Bogen er en broget Blanding af egentlig Aarbogsstof (Journal over politiske Tildragelser i 1769; Bøger og Skrifter udkomne i 1769; Kongelige Forordninger og aabne Breve samt Privilegier udstedte i 1769; Tabeller over Fødsler, Dødsfald, Vielser, Priser, Veksel­ kurser etc.), »Lommebogsstof« og ligefremme Avis­ artikler: om Maskerader, om Frimurere, om den svenske Konges Genealogi i 1000 Aar o. s. v. Til største Delen af dette Stof kan Oprindelsen spores i Adresseavisen. I dens anden og sidste Aargang 3

34 har Stats-Journalen helt skiftet Karakter, idet det egentlige Aarbogsstof er trængt til Side af Lomme­ bogsoplysninger (Mønttabeller, Rangforordningen, Takster o. s. v.) og navnlig af Kuriositeterne, der altid er rede til at tage Magten fra Holck. Et stort anlagt Værk, der aldrig siden har fundet nogen Efterligning i dansk Litteratur var dermed gaaet til Grunde, før det ret var naaet til Almen­ hedens Bevidsthed. Og det er vel tvivlsomt, om der i Samtiden har været Jordbund for dets Be­ staaet Holcks egen Omtale af Bogen i Adresse­ avisen ved første Aargangs Fremkomst viser, at han har haft til Hensigt at forstærke dens Ka­ rakter af Aarbog, men som saa ofte har haft van­ skeligt ved at fastholde sit Maal, vel sagtens fordi hans Hjernes overvældende Idérigdom fristede ham til ustandselig at gøre om, hvad han engang havde anlagt. Kiøbenhavns Politiske Veyviser, »den første i sit Slags« averteres som udkommen den 10. Januar 1770. Den lille Bog — paa 198 Sider i Duodez- format — har et ret broget Indhold: I. ADSKILLIGE TAXTER. 1. For Vognmændene. (Tabellen kommer i næste Aargang.) 2. For Hyrekudskene.

35

For Reisende i Siælland. For Pakket-Baadene. For Færgemændene. For Auctioner. For Salt. (Da ingen nye Taxt udkom, er heller ingen anført.) For Skibe igiennem Broerne. For Vurderings Mænd. For Grundenes Opmaaling. For Bolværker. For Avis Avertissementer. For Uld paa Magazinet. For Bogbindere. For Breve med Danske Post. Dito med Norske Post. For Seyl- Flag- og Compasmagere. For Indtrædelse i Skipper- og Styrmænds-Lauget. Priser paa Aviser i Kiøbenhavn. Priser paa Vægt og Maal.

3. 4. 5. 6 . 7. 8 . 9.

10 . 11 . 12 . 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20 . 21 . 22 . 23. 24. 25. 26. 27. 28. 29. 30. 31. 32. 33. 34. 35.

Taxt for Indtræd, i Haandv. Laug. » Avert. i Forh. Cont. Auction. » Procuratorer og Stævn. M. » Begravelses Bekostninger. Priser paaSvovl i H. O. Pakhuus. » paa fremmede Guldmyndter. » paa Brand-Lygter. » paa Guld og Sølv Smelteløn. » paa Skibs Ank. Prøve og St. Taxt paa Pakh. Leye i Tobaksmag. » paa Koemøgs og Priv. Udførs. » paa Toldboedens Pakh. Leye. » paa Toldbetient. Skriverpenge. » paa Papiret til Told-Expedit. » paa Pap. til Skibs Maalebreve.

36 II. ADSKILLIGE NYTTIGE EFTERRETN. 1. Rang-Forordningen. 2. Udtog af Sørge-Forordningen. 3. Det stemplede Papirs Brug. 4. Om Tieneste-Folk. 5. Opsigelsestid for Huus Eyere og Leyere. 6. Portenes Aabnelse og Lukkelse. 7. Tømmerpladsenes Aabn. og Lukkelse. 8. Om Assistentshuset og Rente-Tabel.

III. ENKELT RENTES BEREGNING.

1. Til 5 pro Cento. 2. Til 4 pro Cento.

IV. VEYV1ISN. TIL ADSK. BOEPÆLE.

1. Rangs-Personer. (K. Cabinets-Secratair Hr. Conferenzraad Schu­ macher, er ved Feyltagelse anført for Etatsraad.) 2. Embeds Mænd. (Disse 2 Artikler skal blive temmelig fuldstændige næste Aar.) 3. Laugenes Oldermænd. 4. Vand-Insp. Font. og Vandmest.

5. Kirkeværgere. 6. Rodemestere. 7. Edsorne Jordemødre. 8. Bedemændene. 9. Publique Skolemestere. 10. Repetentere i det Theolog. Stud. 11. » i det Juridiske. 12. » i det Philosophiske.

V. VISSE SEEVÆRDIGHED. I KHVN.

1. Det Kongl. Kunstkammer. 2. Det Kongl. Malerie Gallerie.

37 3. Det K. Modelkam. paa Holmen. 4. Det Kongl. Bibliothek. 5. Det Kongl. Slot Christiansb. 6. Rosenborg Slot. 7. Charlottenborg Slot. 8. Observatorio paa Runde Taarn, 9. Universitets Bibliotheket. 12. Anatomie-Kammeret. 13. Andre rare Samlinger. 14. Milde Stiftelser. 15. Andre Ting at see i Kiøbenhavn. 16. Anmerkninger for Reysende. 10. Søe-Arsenalet. 11. Land-Tøyhuset.

VI. SEEVÆRDIGH. UDEN FOR KHVN.

1. De Kongel. Begravelser i Roesk. 2. Friderichsberg Slot. 3. •Fridérichsborg Slot.

4. Lyngbye. 5. Søllerød. 6. Fredensborg. 7. Kronborg.

8. Marien-Lyst. 9. Hirschholm. 10. Eremitagen. 11. Bernstorff. 12. Andre Lyststæder uden for Khvn.

VII. FORTS. AF NYTTIGE EFTERRETN. 1. Kiøbenhavns Gader, samt hvilke Bedemænd tilhører.

2. Kirke-Tavle Pengenes Anvendelse. 3. Adskill. Khavns aarlige Skatter. 4. Khavn. Borgerlige Bestillinger. 5. » ' Indqvart. Beløb i 36 Aar. 6. » Tilvext i 100 Aar.

7. Khavn. Vandledninger. 8. Et Aars ongef. Provision i Kbhvn. 9. Deviserne paa Borger C. Fahner. 10. Om Inqvisit. eller Stokh. Comiss. 11. Om Barseler og Brylluper. 12. Om Feye Skarn. 13. Præmier for den som drukner, at bringe til Live igien. 14. Politibetienternes Tegn. Kun en Femtedel af den — svarende til ca. 4 Sider i Nutidens Vejviser, optages af Adresseforteg­ nelsen: »Veyviisning til Adskilliges Bopæle«, men det er denne Femtedel, der blev den faste Stamme i Vejviserens Udvikling, og den, der betingede dens Held. At Holck har været klar over denne Af delings særlige Vigtighed viser sig ogsaa i hans Omtale deraf i Adresseavisens Annonce: »Disse Articler kommer ingen Tid meer for i de følgende Aargange (undtagen de som altid continuerer med Boepælenes og Navnenes Forandringer)«. Og da den »Kritiske Journal«, et Skud af Holcks egen Virksomhed, i en iøvrigt rosende Anmeldelse ytre­ de, at Afsnittet med Adresserne helst maatte ude­ lades, svarer Holck, at »da det ventelig er ham ubevist, hvad Tieneste denne Artikel har giort i en saa stor Bye, seer man sig ikke beføyet til at udelade den. Publicum, især saamange som denne Artikel har viist Vey, kan bedst dømme om dens Vigtighed«.

Og Publikum bekræftede hurtig denne Holcks Forventning. Allerede i Adresseavisen for 12. Marts meddeler Holck, at en ny Udgave er under Udarbejdelse, i hvilken Anledning man bedes »tienst- ligt at indlevere Annotationerne paa Adresse-Con- toiret«, for saa vidt man maatte have »merket Feyl hist og her i det første Oplag«. Under Arbejdet bliver Holck klar over, at Adressefortegnelsen, der i første Oplag væsentlig kun omfatter Rangsper­ soner og Embedsmænd, bør forøges, hvorfor han bekendtgør at »da i den Kiøbenhavnske Veyviisers andet Oplag Artiklen Veyviisning til de flestes Boepæle bliver saa meget udvidet som muelig, anmodes tienstlig alle Virtuosi, Kunstnere, Mucisi, ' Dandsemestere, Sprogmestere, Informatores, Fran- goiser og andre Maitres, at de behagelig vilde ind­ levere deres Navne og Boepæls Forteignelse paa Adresse-Contoiret da samme skal blive indrykkede hvilket vil blive dem selv og Publicum til Nytte«. I andet Oplag er da ogsaa »Veyviisning til Ad­ skilliges Boepæle« blevet til »Anviisning til de Fleestes Boepæle«. Det Spørgsmaal melder sig nu, hvorledes Holck, der paa dette Punkt absolut intet Forbillede har i sit eget Lands Litteratur, har faaet Idéen til en saadan »Artikel«, Han udtaler sig selv aldeles

40 ikke derom. T. Krak anser det for sandsynligt, at Holck har haft Kendskab til Londons Vejvi­ sere. Holck lægger ogsaa ved mangfoldige Lej­ ligheder for Dagen, hvor aarvaagent han følger alt, hvad der sker i Udlandet paa de Omraader, der interesserer ham, og han har sikkert staaet i Korrespondance med de fremmede Adressekon­ torer og Korrespondancebureauer, til hvis Indret­ ning han røber et indgaaende Kendskab. I hvert Fald har han tidlig været klar over, at her var en Opgave, der krævede sin Løsning; allerede i Adresseavisens anden Aargang, 1760, lover han bl. a. at Adressekontoret skal meddele Folk »Un­ derretning til Fornøyelse« om, »hvor distinguerede og honette Folk boer her i Staden«. Da Kontoret senere paatog sig Uddelingen af Breve, som var hidbragt af »de vestindiske Kaptajner«, og da der senere udskiltes en særlig Budekspedition, har Savnet af en udførlig Adressefortegnelse sikkert meldt sig. Oftere maa det af Holck stiftede »Ex- peditions-Contoir« og »Den Patriotiske Børs« gen­ nem Adresseavisen avertere angaaende Breve, som de af Mangel paa nærmere Adresse ikke har kunnet udbringe. Et andet Spørgsmaal er, hvorledes Holck har kunnet sammenstille og siden berigtige og forøge

41 sin Fortegnelse. Medens hans Foretagender ellers som Regel forberedes ved Offentliggørelsen af en omhyggelig udarbejdet Plan, kommer Vejviseren til Publikum som et Lyn fra klar Himmel; ingen Opfordringer til at indsende Meddelelser el. 1. gaar forud for den. Holcks udstrakte Forbindelser i den lærde og Embedsverdenen har vistnok skaffet ham det første Grundlag; Adresseavisens Abon­ nentfortegnelse har vel ogsaa ydet sit Bidrag, og efter at Værket engang var skabt, henvender han sig aarligt, i November Maaned til Publikum med Anmodning om at »alle de som maatte vilde tiene med noget ved dette periodiske Skrifts Forbedring, samme behageligen vilde indsende til Adresse- Contoiret«. Og i 1772 retter han en speciel Hen­ vendelse: »Fra d’Hrr. Oldermænd for Laugene, som er anmodede om Fortegnelse paa samtlige Amt-Mesteres Boepæle til indrykkelse i næste Aars Veyviser, er indleveret fra nogle, forsamme skyl- digst takkes; De øvrige Lauge, fra hvem endnu intet er indkommen, bedes tienstlig dermed at ville tiene jo før jo hellere, da Bogen er under Pressen«. Endelig blev det med Aarene stedse mere gængs, at Flytninger averteredes i Adresseavisen. Holck fortsatte med Vejviserens aarlige Udgi­ velse indtil sin Død, kun afbrudt i 1781, da hans

42 Sygdom hindrede Arbejdets Gennemførelse. Men medens Bopælsanvisningen, eller »Person-Regi­ stret«, som vi jo nu benævner det, undergik en jævn og sammenhængende Udvikling, var Vejvise­ rens øvrige Indhold underkastet en bestandig Veks­ len, og det lykkedes ikke Holck at finde nogen blivende Form derfor; det er vel neppe heller kommet til at staa ham klart, at en periodisk Haandbog, hvis den skal blive mere end en blot »Nyfigenhedskalender«, maa være støbt i bestemte Rammer. En Del af Vejviserens saglige Stof ud­ gik indtil 1799 i Særtryk under. Navn af »Den politiske Haandbog«. * * ■{: Efter Holcks Død (1783) fortsattes Vejviserens Udgivelse af de to Boghandlere Christian Gottlob Proft (1784—91) og Christian Georg Proft (1792— 1809). Person-Registret udgør indtil Aarhundred- skiftet, da Lommebogen helt forsvinder, en bestan­ dig stigende Del af Bogens Indhold, og i den Proft’ske Periode mere end fordobles Adressernes Antal. Men paa Titelbladet angives Vejviseren som en Art Anhang til det øvrige Stof. Titlen varierer noget fra Aar til Aar; som Type kan opstilles den fra 1794:

43 »Topographisk og økonomisk Lommebog over Kjøbenhavns Mærkværdigheder samt Post- Taxter og Reise-Router indtil Trondhjem, Aal­ borg og Hamborg. Saa og Stæmpelpapirs-Tax- terne. Tilligemed Vejviseren til de flestes Boe- pæle«. Vejviseren fulgte i denne Periode det af Holck angivne Spor. Men Efterfølgerne savnede dennes snilde og taktfulde Maade at sætte sig i Rapport til Publikum paa, savnede hans friske Idéer og klare Forstaaelse af nyopstaaede Krav. Fra 1792—99 varetoges Udarbejdelsen vistnok af Fr. Ekkard, Sekretær ved det store kongelige Bibliotek, og i dette Tidsrum sker der undertiden Fremskridt. Man tilstræber at gennemføre den leksikalske Form i Lommebogsstoffet, hvad der naturligvis maatte gøre dette mere anvendeligt. Ogsaa Ordningen af Adresserne undergik rationelle Ændringer. Og Vejviseren har i det hele bevaret det livlige og vekslende Præg, som dens Grundlægger havde forlenet den med. For Nutidens Læser giver dette Bogen øget Tiltrækning, men det var, som alt sagt, et Minus for dens Anvendelighed i Samtiden. Fra 1800—1862 var Vejviseren — efter at Lom­ mebogen var udeladt — væsentlig kun et Person-

44 Register. Efter Christian Georg Profts Død 1809 foretoges Udarbejdelsen af Vejviseren af hans hidtidige Medarbejder, Boghandler Ludvig Bene- dictus Thiesen, i de første 5 Aar for Profts Enke, men derefter under eget Navn. Efter Thiesens Død 1886 fortsatte hans Enke Udgivelsen med sin afdøde Mands Fuldmægtig, Andreas Sandberg som Redaktør. Det lange Tidsrum er i Vejviserens Liv en Stagnationsperiode, hvis Historie er hurtig for­ talt. Politiskemaerne, der indførtes i 1816, benytte­ des fra første Færd som Hjælpemiddel ved Vejvi­ serens Udarbejdelse. I 1833 indgav Thiesen An­ søgning om kongeligt Privilegium paa Vejviserens Udgivelse, idet han anfører, at andre har gjort gentagne Forsøg paa at fravende ham Redaktionen af Vejviseren ved at anmode Politiet om at maatte benytte Mandtalslisterne. Og skønt Thiesen ikke har Grund til at antage, at disse Anmodninger vil bære Frugt, frygter han dog Muligheden af en paa andet Grundlag opstaaende Konkurrence. Den ønskede Eneret bevilgedes da ogsaa paa 5 Aar og fornyedes senere gentagende paa 3 Aar ad Gan­ gen for hans Enke. Til Støtte for Andragendet anføres iøvrigt foruden Bogens Paalidelighed (der attesteres af General postdirektionen) de skete Fremskridt. Disse indskrænker sig dog til en

45 mere overskuelig Ordning af Adresserne under de »lange Navne« (Hansen, Petersen etc.) samt de »nyttige Tillæg, hvormed Bogen er bleven for­ øget« (herom senere). Til Bevillingen knyttedes som Betingelse, at den skal fortabes, »hvis Bogen atter maatte findes ufuldkommen eller den derfor bestemte Pris for høi«; Skønnet herover tilkommer Kancelliet (ikke Magistraten, som denne selv ud­ taler Ønsket om). Til Vejviserens lange graa Periode svarer jo en tilsvarende i Kjøbenhavns Historie. Byens magt­ fulde Stilling som Hovedsæde for den baltiske Handel var gaaet til Grunde ved Krigen 1807—14. Dens Handelsflaade var ødelagt, dens store Han­ delshuse ruinerede, og Pengekrisen og Statsbanke­ rotten satte Kronen paa Ulykkens Værk. Først da Fædrelandet efter en tyveaarig økonomisk Lam­ melse begyndte at genvinde Kræfterne, strømmede Blodet atter tilbage til dets Hjerte, Hovedstaden. Og i 1862, da Kjøbenhavn endnu i Madam Thie- sens Vejviser havde en forstørret Genganger af den Proft’ske Vejviser fra Aar 1800, var den nye Tids Gry for længst gaaet op over Byen. Det begyndte alt i 1840’erne med det politiske Røre, Øresundstoldens Nedsættelse og Aabningen af Jern­ banen til Roskilde. I 50’erne indvarslede Portenes

46 Aabning og Demarkationsliniens Flytning til Sø­ erne den kommende Udvidelse af Byen. Det afgørende Vendepunkt er Aaret 1857, da Hoved­ staden fik sin nye Forfatning og Hamborgs kom­ mercielle Overmagt sit afgørende Knæk i Penge­ krisen, Loven om Næringsfrihed vedtoges, og Tietgen indtog sin Høvdingeplads i vort Erhvervsliv. Var Kjøbenhavns Vejviser i en vis Forstand kommen for tidlig til Verden, saa maa det nu omvendt siges, at dens Genfødelse først indtraf, da Tidens Modning dertil var vidt fremskreden. Men da havde Vejviseren ogsaa den Lykke, at en betydelig og særpræget Personlighed for anden Gang i dens Historie tog dens Skæbne i sin Haand. Og denne Gang var Initiativet og Idérigdommen forenet med en Fasthed og Ro i Planlæggelsen og en gennemført Afvejelse af de enkelte Deles For­ hold til Helheden, som ikke havde været Auto­ didakten Holcks Sag.

T. KRAK OG HANS EFTERFØLGERE 1863-1919

Da Thiesens Enke i 1862 søgte om Fornyelse af Privilegiet, forlangte Indenrigsministeriet som sæd­ vanlig Kommunalbestyrelsens Erklæring om Sagen. I Borgerrepræsentationen kom nu en ret stærk Misfornøjelse til Orde med Vejviseren, og man mente, at den bedste Udvej til at faa den forbedret vilde være at udbyde den i Entreprise til Lyst­ havende og derefter vælge mellem de indkomne Planer. Ministeriet foreslog, at Kommunen selv skulde udarbejde og udgive Vejviseren, men dette fandt ikke Medhold hos Borgerrepræsentationen. Derimod var man paa begge Sider enig om, at det var ufornødent at forny Privilegiet. Man ansaa det for givet, at en Vejviser kun kunde fremstilles paa Basis af officielle Lister, saa at man ved at meddele Eneret til Brugen af saadanne havde til­ strækkelig Haand i Hanke med Foretagendet. Nu havde man netop for nylig oprettet nogle Lister

48 til Brug ved Indkomstskattens Beregning, og dem mente man vilde være et bedre Grundlag for Vej­ viserens Udarbejdelse end de hidtil benyttede Politi­ skemaer (til hvilke Staten har Ejendomsretten). Enden paa Historien blev, at Magistraten ind­ rykkede følgende Bekendtgørelse i Berlingske Tidende: »Da den ved allerhøjeste Bevilling meddelte Eneret paa Udgivelsen af Kjøbenhavns Vejviser udløber med indeværende Aar, og der ikke er fundet Anledning t i l .at udvirke et saadant Pri­ vilegium fornyet, opfordres herved de, der maatte attraa Udgivelsen af en tidssvarende Adressebog, til inden 4 Uger at indsende detailleret Plan over Bogens Indhold, Udstyrelse, Priis m. m., for at Magistraten derefter kan bestemme, til hvem Samme vil overlade Afbenyttelsen af det Com- munen tilhørende Materiale til en saadan Adresse­ bogs Udarbejdelse. Kjøbenhavns Magistrat, 11. August 1862.« Blandt Ansøgerne til Opnaaelsen af denne Til­ ladelse var Kaptajn, Stadskonduktør T. Krak og Enkefru Thiesen, der havde indgaaet et Interessent­ skab om at udgive Vejviseren under Forudsætning af et for dem heldigt Udfald af Konkurrencen.