591744488

Kære Lærer. Maa jeg nok kalde Dem Lærer, ikke fordi Forstander er et upoetisk Ord, der ikke passer til min Hilsens Ouverture — men fordi jeg husker Dem saa godt som Lærer. Ikke alene Deres Ord; men Deres Menneske.* De behøvede ikke at sige noget for at være Lærer, det var — for mig — som om Deres Viden, Deres Erfaring, Deres Lærdom, alt det, De kunde ønske at give dem, der vilde lære, laa meget stærkere i Deres Smil, Deres Blik, Deres Haandtryk, Deres Hold­ ning . . . . • •. . fordi det laa saa stærkt og sandt i Deres Menneskelighed; den stærkest opbyggende Strøm gennem Korallernes Milliarder til Templets Ære. Kære Lærer. Jeg ved det maa se underligt og latterligt ud for en Lærer — og særdeles en Lærer som De — at en Elev sætter sig hen og gør et horsøg paa at maale ham op i saa og saa mange Meters Ros. Læreren vil blive vred eller smile. De vil smile, det ved jeg, og derfor vil jeg unde mig selv den Oprejsning, De maa give mig, naar jeg siger Dem: at min Hilsen til Dem ikke er noget Forsøg paa Ros, det er kun det stærke Indtryk af et stærkt Menneske, der trænger sig frem i min Erindring og fordrer min Beundring . . . . . . . . og jeg er bare En, der adlyder i al Ydmyghed.

Mellem lemplets Milliarder Koraller sidder den ene lille Koral og hygger for sig selv.