591744488

Strand ved Faaborg. Ogsaa der har Forstanderen sit Rum, hvor Adgang er forbudt, et Lysthus bygget op til Gavlen ude i Haven, med Glastag over, til at skyde op i Solskin og trække ned i Regn. Der lever de saa i dyb landlig Ro, og man hører ikke fra For­ standeren, før Sommeren er forbi. Han kan da skrive: »Nu sidder jeg ved Husgavlen, i den frie Luft, bag Skærmen, ligesom Jens Vejmand, og slaar mine Sten for Vinteren. Her er stille og godt, saa stille, at jeg kan høre en Hanekylling gale ovre i Malmosens Gaard. Poplerne derude suser i Vinden og Ribs­ buskene ved min Side rasles, men jeg sidder lunt og godt paa min Taburet og hører det suse og lader det blæse, og glæder mig over den Smule Solskin, som endnu falder af til mig. Om lidt gaar vi ned over Knoldsgaardens Stub­ mark; i Syd og Vest blinker et lille Stykke blaanende Vand mellem Skoven og Bakkens Runding. Saa Far­ vel da Hav, og paa Gensyn! Nu maa vi hjem, for nu skal vi til at høste.« Og saa er Johan Borup igen i København, og unge Mennesker strømmer i Hundredevis til »Ny Rosen­ borg« for at dygtiggøre sig til at være den næste Slægtsleds bærende Kræfter. Og Borup møder de unge med følgende Velkomstord: »Det er altid van­ skeligt at høre til den næste Slægt. Den første Slægt, som har givet Signalerne, udtænkt Planerne, aabnet Vejene, den har saa at sige taget alting forlods. Den Slægt der kommer efter, som I, faar det hele over­ leveret. Der ligger Vanskeligheden. Men en dygtig Ungdom kæmper med Vanskelighederne, og bliver