591740954

95 Regeringsmændene, som i de Dage vare mere ildeset. Han kunde let have undgaaet at møde os ved at dreje af i en af Sidegaderne, men uden Trods gik han med rolig Selvbevidsthed forbi det lange Tog og gik ukrænket og ufortrædiget, skønt selvfølgelig kendt af os alle. Saaledes havde Stunden taget Magt selv over den kaadeste iblandt os. — Vi svingede under­ vejs omkring Hjørnet af Højbro[plads] og Læderstræde. Der stod som sædvanlig en Flok af Schakkerjøder . . , ogsaa de syntes løftede af Øjeblikkets Alvor: deres Ryg var rettet, deres Blik spejdede ikke graadigt efter Pjalter og allehaande andet Affald; „ogsaa de syntes", som Balt. Christensen udtrykte sig, „den Dag at være adlede". Vi kom ind paa den mægtige Slotsplads, som endnu den Gang hverken havde Statuer, Plantninger eller andet, der brød den store Plads, og som dog næppe kunde rumme os. Vi var vel henved tyvetusinde. . . — Selvfølgelig varede det en Stund, inden hele Toget var rykket ind og havde ordnet sig, og inden Deputationen med gamle Hvidt som Ordfører kom gennem Slots­ porten op til Kongen, hos hvem den skulde hente det Svar, der skulde afgøre Danmarks Skæbne. . . I lydløs Spænding stod vi alle og ventede. . Jeg fik Lyst til at overse det hele, og uden videre lagde jeg Hænderne paa mine to Formænds Skuldre for saaledes at løfte mig i Vejret. . Det var et ophøjet Syn, jeg fik, ud over det stille, mægtige Folke- hav. Ikke alene var hele Slotspladsen overfyldt indtil sidste Tomme, men alle Gaderne ligesaa, saavidt Øjet kunde række; ikke alene var Porte, Døre og Vinduer fulde af forventningsfulde Tilskuere, men ogsaa Husenes Tage ligesom alle Skibene i Kanalen; hvem der ikke kunde faa Plads paa Dækket, hang i Masterne eller var krøbne op i Tovene. Men alle bevarede de den yderste Stilhed og Ro . . Jeg lod mig atter glide ned fra Skuldrene. Men i det samme aabnedes Slotsportene atter, og Hvidt traadte ud med den øvrige Deputation. Hvad Budskab han bragte fra Kongen, vide vi alle. . Men gamle ■Hvidts Stemme var for svag til, at flere end de allernærmeste kunde høre ham. Disse brød dog ud i et ustandseligt „Kongen leve!“, der med Lynets Fart forplantede sig til alle de fjærnere staaende; om det saa var Garderne i Vagtstuen, istemte de den alminde­ lige Jubel; og den fredelige Revolution, den skønneste, noget Folk har set, var fuldbragt 1 I et Nu var Slotspladsen atter tom.