591737236

sen, gik haardt frem mod de frisindede. Paa de Bøger og Skrifter, han lod slippe igennem Censuren, stod paa Titelbladet det berømte: „Maa trykkes. Reirsen“. Hans Afgørelser var tit meget vilkaarlige, lian var ilde lidt, og Københavnerne gentog ofte for Spøg et Udtryk fra Henrik Hertz’ Lystspil „Sparekassen*4: „De skulde ikke gøre det, Hr. Reirsen4. Et Blad, der hed „Politivennen4, tog sig af alle mu­ lige Smaatterier inden for Byens Volde. Der fortælles, at Kongen var dets allerivrigste Læser. Han var le­ vende interesseret i alt, fra det mindste til det største, der foregik i Hovedstaden. Det viste sig ogsaa deri, at han ønskede at tale med Københavns Politidirektør hver eneste Dag, og „Politivennen“s Nyheder og Kla­ ger blev da tit drøftet. „Adresseavisen4 stod helt uden for al Politik, men var nok Byens mest læste Blad. Den indtog en Sær­ stilling, idet den havde Eneret til at optage Avertisse­ menter mod Betaling. Borgerne maatte ikke indrykke deres private Bekendtgørelser i hvilke Blade, de vilde — kun i „Adresseavisen4. Det var en udmærket For­ retning, og Redaktøren kunde godt staa sig ved at be­ tale nogle Tusinde Rigsdaler aarlig til den kongelige Kasse. Han havde saa megen Magt, at han kunde nægte at trykke de Annoncer, der ikke passede ham, og hans Konkurrenter, Redaktørerne ved de andre Aviser, klagede over, at de aldrig kunde faa noget optaget i „Adresseavisen4. Først i 1854 mistede den sin For­ rettighed. Alle Blade fik nu Tilladelse til at optage pri­ vate Avertissementer, og de offentlige Kundgørelser blev overført til „Berlingske Tidende4.