591737236

dem for al være med midl i Begivenhederne. De store Drenge var riglig paa Tæerne ved saadan en Lejlighed, og de raabte til de sorte Brandsvende: „Hæng i, hæng i, hæng bare i, hæng i, hæng i, hæng bare i.“ Der var andre, der tog fat paa en anden Melodi, og de raabte: „Paa ’en, paa ’en, paa ’en igen, lille Ferdinand Ludvigsen.“ Hvem den meget omtalte Ferdinand egentlig var, vid­ ste Drengene saamænd slet ikke. Men det forholdt sig saadan, at en Franskmand engang havde optraadt paa Vesterbro som Bryder og stærk Mand, og han havde udlovet en stor Sum Penge til den, der turde binde an med ham og besejrede ham. Der meldte sig kun én modig: en lille Slagtersvend, der hed Ferdinand Lud- vigsen. Han kunde ikke staa sig mod den franske Bry­ der; men Københavnerne opmuntrede ham, saa godt de kunde: „Paa’en igen, Ferdinand Ludvigsen!“ Og det var det Raab, Drengene havde laget op, naar de løb bag efter Sprøjterne. Paa Brandstedet var der Raaben og Larmen, Knitren og Bragen, og tykke Røgskyer og en Regn af Gnister var ved at tage Vejret fra de mange Mennesker, der trængte sig frem for at se, hvad der foregik. Nogle af de nysgerrige blev tvunget til at tage et Tag med. De blev „presset“, som det hed, til at lange Vand fra Kar­ rene hen til Pumpesprøjterne. De stod i en lang Række, og saa løb Brandspandene — del var nogle rødmalede