591737236

ærbødigt Hatten af for Vægteren og kaldte ham: „Hr. Jnstitsraad!“ Det var jo ham, der skulde holde Orden eller Justits. En Vægter, der ofte blev tiltalt saadan, sagde altid: „Ja, Titlen er god nok; men Gasen(!) er saa lille.“ Han mente, at Gagen, Lønnen, var alt for daarlig til den fine Titel. Der var ogsaa nogle, der i Stedet for „Hr. Justilsraad“ sagde „Deres Vclaarvaagenhcd“, lige­ som man titulerede fornemme Folk: „Deres Velbaaren- hed“. Naar Studenterne gik sent hjem og kom vandrende i Flok og Følge, var de slemme til al gøre Kommers med Vægteren. Det var en yndet Sport, at de stillede sig op og gik uden om ham i Gaasegang. Enten gik de rundt om ham i dybeste Tavshed, eller ogsaa sang de en lystig Vise. Vægteren var i Reglen en godmodig Mand og tog det altsammen meget roligt. Han lod den glade Ungdom slaa Gækken lidt løs; det var jo „pæne Folks Børn“, som det hed dengang. Men de fandt og­ saa paa værre Ting. De morede sig f. Eks. med at flytte Skilte, saa der næste Dag var stor Forvirring i Gaden. Naar Morgenen kom, maatte Vægterne huske, hvem det var, de havde lovet at kalde paa. Nogle af dem dundrede forfærdeligt paa Døre og Vinduesskodder; men der var andre, der benyttede sig af en anden og meget bedre Vække-Metode. Den, der vilde vækkes tid­ ligt, bandt en Snor om sin Arm, inden han gik i Seng, og saa lod han Snoren gaa ud igennem et Vindue og hænge ned langs med Muren. Til den aftalte Tid kom Vægteren og trak i den. Det gjorde ingen Larm, og Resultatet var udmærket. Men Systemet havde allige­ vel visse Svagheder. Det skete, at en Gadedreng eller