591737236

dem, og man ikke vilde lade dem passere, før de havde visl deres Fritegn. De forskellige Portafgifter blev i Reglen forpagtet bort af Kommunen. I 1830erne betaltes aarligt ca. 20,000 Rigsdaler for Skillingstolden og Portpengene og 1000 Rigsdaler for de særlige Passagepenge, der ind­ kom ved Nørreport efter Midnat. Forpagterne af disse Ydelser dannede en lille, sluttet Kreds, og de forstod at bolde alle Konkurrenter ude. Ingen vidste rigtig Be- sked med, livor stor deres Fortjeneste var; derfor turde beller ingen løbe den Risiko al byde sammen med dem ved de offentlige Auktioner, naar Udlejningen foregik. Forholdet mellem Pyens Rorgere og Portbetjentene var ikke godt. De havde mange Skærmydsler med hin­ anden og drillede hinanden efter bedste Evne. Et sta­ digt Stridsspørgsmaal mellem de to Parter var, hvad Klokken var slagen. Der var særlig stærk Uvillie mod at betale de to Skilling i „Eøde“ efter Klokken 12, og man fortæller, at mangen rig og anset Mand, som boede „uden for Porten“, hellere forlod et Selskab inde i Byen i Utide, end ban betalte „disse ærgerlige 2 Skil- ling“. Selv de skikkeligste Folk havde Lyst til at drille Romforpagterne. I Sommermaanederne var det Skik, at Vogne, der kom med Skovgæster fra Dyrehaven, boldt ude i Ravelinen og satte deres Passagerer af lige for Næsen af Betjentene. „Det sker kun for at drive Gæk med os“, skrev de fornærmede Bomforpagtere en­ gang i en Klage til Myndighederne. Inden for hver af Portene laa en Vagtbygning. Her skulde de rejsende melde sig, og Postillonen (Post­ kusken) maatte aflevere en Liste over sine Passagerer ‘ 2 *