591737236

faa Lov til at vente flere Timer, inden de kom af Sted, fordi Vognmændene ønskede at faa alle Pladser be­ sat. I Carl Bernhards Noveller kan vi læse om al den Bomantik, der var knyttet til Dagvognsfarten. Da Vognmændene var saa upaalidelige med Tiden, overtog Postvæsenet selv Befordringen, og Dagvognene blev efterhaanden afløst af Deligencer, store, lukkede Kareter, der blev sat i Gang paa Hovedruterne og be­ sørgede baade Post og Passagerer. Til hver Vogn, der var forspændt med fire Heste, hørte en Kusk i rød Dragt og en lige saa rødldædt Konduktør (Postillon), der blæste i et Messinghorn. Det var et festligt Syn, naar en Diligence svingede ud af Postgaardcn paa Køb- magergade, kørte gennem Gaderne og forsvandt ud gennem en af Byportene. En københavnsk Borger, der i 1830erne skulde ud paa en Bejse, fortæller i sine Erindringer, at den Af­ ten, han mødte paa Postgaardcn, gik det livligt til der. Efter den Tids Forhold var der mange rejsende sam­ let. Hør engang, hvad han beretter: „Der var 15—1(> rejsende med Posten, og der udfordredes et Par Bi­ vogne; hvilken Tummel, hvilken Forvirring, hvilken Kommanderen for at faa alle disse Mennesker anbragt i de forskellige Vogne.“ Fragtmændene, der kørte mellem København og Na- bokøbstæderne, var villige til at tage Passagerer med for en billig Betaling. Men det gik med Sneglefart. Læs­ set var tungt, Hestene asede sig frem Fod for Fod, og Fragtmændene havde for Vane at bede ved hver ene­ ste Kro, der laa ved Landevejen. En Tur f. Eks. fra København til Hillerød (34 km) kunde undertiden vare fra Kl. 5 om Eftermiddagen til Kl. 6 næste Morgen.